Søndag har Hendes Majestæt Dronning Margrethe II jubilæum for sin deltagelse i en tradition, som eksperter beskriver som kernen af det konstitutionelle monarki, det, der binder Dronningen som rigets overhoved sammen med demokratiets folkevalgte.
Hun har på den dag siddet i Statsrådet i 65 år.
Det er i Statsrådet, at regeringen fremlægger vedtagne lovforslag, som regenten så underskriver sammen med den pågældende ressortminister. Herefter er forslaget gældende som dansk lov. Regeringen præsenterer også regenten for lovforslag, den har i sinde at foreslå i fremtiden.
"Mange ministre synes, at statsråd er kedsommelige og langtrukne. En enkelt minister skal endog være faldet i søvn under et statsråd. En minister har tilmed kaldt statsråd for 'organiseret tidsspilde'," siger Tim Knudsen, der er professor emeritus på institut for statskundskab ved Københavns Universitet.
"Det er forståeligt, at en travl minister ville tænke sådan, men de bør ikke glemme, at et statsråd i yderste instans er et værn mod eventuelle kupforsøg eller grove grundlovsovertrædelser."
Ifølge Tim Knudsen er det for mange ministre "utænkeligt", at et statskup overhovedet kunne forekomme i Danmark, og Dronningen skal heller ikke forholde sig til, hvad hun måtte synes om lovforslagene.
Men ikke desto mindre er det en vigtig mekanisme for at kontrollere, at både lovforslag og vedtagne love bliver behandlet på den korrekte måde.
"Der er næppe nogen, der ikke vil gøre det så korrekt som muligt. Men også her er det proceduren med til at forbygge, at nogen overhovedet drømmer om at foretage sig noget ukorrekt," siger Tim Knudsen.
Han kæder også Statsrådet sammen med regeringsdannelse, hvor Dronningen udpeger en såkaldt kongelig undersøger, som har til opgave at danne regering og indtage rollen som statsminister.
"I et parlamentarisk demokrati skal Dronningen ikke bestemme, hvem der skal danne regering. Men Dronningen skal være en garant for, at regeringsdannelsen foregår i overensstemmelse med det parlamentariske demokratis spilleregler," siger Tim Knudsen.
På trods af den vigtige rolle som den sidste, kontrollerende instans, er Statsrådets møder i praksis mest af ceremoniel karakter.
Det siger Jens Wendel-Hansen, som er ph.d i historie og editionsfilolog på Center for Grundtvigforskning under Aarhus Universitet.
Han har forsket i samspillet mellem monarki og folkestyre – og særligt i netop Statsrådet.
"Man kan sige, at Statsrådet illustrerer kernen i det konstitutionelle monarki. Regeringen, som er det politiske led, præsenterer lovforslagene for regenten, der som landets samlende upolitiske overhoved underskriver dem. Det er altså et bindeled mellem de to elementer af den danske stat," siger han.
Før i tiden havde Statsrådet en mere reel politisk funktion. Statsrådets historie strækker sig tilbage til enevælden, forklarer Jens Wendel-Hansen. Dengang havde kongen i sidste ende den stadfæstende rolle, når det kom til landets love, men det begyndte at ændre sig efter vedtagelsen af Junigrundloven i 1849, hvor enevælden ophævedes, og kongen ikke længere havde plads i Statsrådet.
"Men allerede året efter blev det faktisk praksis, at kongen sad for bordenden til statsrådene igen," siger Jens Wendel-Hansen, der fortsætter:
"Kongens formandskab i Statsrådet blev skrevet ind i Grundloven fra 1866. På det tidspunkt havde kongen stadig en politisk funktion. Det var ham og hans ministre, som i fællesskab drøftede og vedtog lovene," siger han.
Men den rolle ændrede sig i løbet af 1870'erne.
"Da Jacob Brønning Scavenius Estrup blev statsminister i 1875, begyndte der at ske det, at alle uenigheder og ujævnheder omkring lovene allerede var ordnet, inden lovforslagene blev præsenteret for monarken,” siger Jens Wendel-Hansen.
"Kongen gav lejlighedsvis nogle indsigelser mod lovene, men han står mere og mere alene over for en enig regering. Tyngdepunktet for den deliberative proces var ikke længere i Statsrådet."
Ifølge Jens Wendel-Hansen har Statsrådet også en oplærende funktion for nuværende og fremtidige regenter.
"Dronningen får i Statsrådet et vist indblik i den konkrete proces om lovens tilblivelse og eventuelle statshemmeligheder," siger han.
"Statsrådet har en skolende effekt for den kommende monark, som herigennem får indblik i den statslige proces."
Han påpeger også, at kronprins Frederik har studeret statskundskab, og at regenten må forventes at få indsigt i og forholde sig til rigets love – også selvom regenten i praksis ikke gør indsigelser mod den.
Statsrådet er ad flere omgange blevet kritiseret for at være et fortidigt levn og en grundlæggende udemokratisk institution – senest i 2020 af den daværende transportminister, socialdemokraten Benny Engelbrecht, som i sin biografi "Selvlært" forklarede, at han ønskede et opgør med Statsrådet i forbindelse med et fremtidigt tronskifte.
"Selve Statsrådet er en anakronisme. Det er noget mærkelig noget," sagde han dengang.
I Sverige er regentens rolle som leder af et statsråd og som den, som udpeger regeringen, afskaffet. Der mener man, at den slags ikke har noget at gøre i et demokrati, forklarer Jens Wendel-Hansen.
Men kritikken har aldrig rigtig fået medvind i Danmark.
"Der er et republikansk argument for, at det ikke er en demokratisk løsning," siger Jens Wendel-Hansen.
Han påpeger, at der i enkelte tilfælde har været eksempler på, at monarkiets forhold til demokratiet har knaget.
"I 1920 satte kongen regeringen af. Det skabte relativt stor modstand mod regentens indvirkning på folkestyret i omkring halvdelen af befolkningen," siger han.
I 1970'erne var der også i tidsånden en modstand mod monarkiet.
"Men det er forholdsvist hurtigt gået over. Der er ikke i den brede befolkning eller blandt politikere en stærk modvilje mod den ceremonielle betydning af bindeled mellem regent og demokrati i eksempelvis Statsrådet," siger Jens Wendel-Hansen.
"Statsminister Mette Frederiksen har i flere opslag på sociale medier gjort klart, at hun betragter Statsrådet som en vigtig tradition, der skal opretholdes," siger han.