I sensommeren 1955 herskede der stor nervøsitet i Konrad Adenauers kontorer i byen Bonn. Den vesttyske kansler skulle mødes med lederen af Sovjetunionen, Nikita Khrusjtjov, og Adenauers medarbejdere var ved at træffe de sidste forberedelser til mødet.
Konrad Adenauer havde ét vigtigt punkt på sin dagsorden: Han ville hente de næsten 10.000 krigsfanger, som russerne havde holdt i fangenskab i mere end 10 år, tilbage til Vesttyskland.
Det var altså vigtigt, at kansleren gjorde et godt indtryk på russerne under sit ophold i Moskva.
Adenauers medarbejdere formodede, at det fem dage lange besøg i Sovjetunionen – i overensstemmelse med gammel russisk tradition – ville udarte sig til et rent drikkelag, og derfor havde de indhentet informationer om russernes drikkevaner i Sovjetunionens ambassade. Nu begyndte en vis nervøsitet at sprede sig blandt Adenauers embedsmænd:
”En hel flaske vodka pr. mand pr. måltid! Mon den gamle mand kan klare det? Og mon han under disse forhold fortsat vil kunne varetage Tysklands interesser?”.
Den 79-årige Konrad Adenauer var ellers kendt for at være en meget tilbageholdende mand, når det drejede sig om alkohol, og derfor var tyskerne i deres nød tvunget til at ty til et gammelt husråd, der efter sigende skulle virke godt imod tømmermænd:
Da Konrad Adenauer ankom til Sovjetunionen den 9. september 1955, havde den tyske delegation utallige flasker olivenolie med i bagagen. Før hvert møde med russerne troppede alle tyskere pænt op hos kansleren, der personligt sørgede for, at hver mand indtog en skefuld olie.
Olivenolien forsinkede ganske vist alkoholens optagelse i blodet, men kunne naturligvis ikke forhindre, at tyskerne alligevel blev berusede.
Under opholdet i Moskva flød alkoholen i rigelige mængder. Nikita Khrusjtjov og Konrad Adenauer sang sange og fortalte hinanden vittigheder, og efterfølgende måtte tyskerne støtte deres kansler på vej hjem til hotellet, så hans slingrende gang ikke vakte for stor opmærksomhed.
Kun 10 år forinden havde Tyskland og Sovjetunionen ført krig imod hinanden, og det historiske møde i 1955 skulle vise sig at blive en succes for kansleren. Med i sin kuffert tilbage til Tyskland havde han nemlig ikke alene utallige tomme olivenolieflasker, men også et skriftligt løfte fra russerne om, at de ville hjemsende krigsfangerne.
”De 10.000 krigsfanger var
under alle omstændigheder på et eller andet tidspunkt blevet løsladt, men Adenauer drak sig bogstaveligt talt til russernes respekt, hvilket med sikkerhed har sat fart i udviklingen. I dette tilfælde virkede alkoholen altså som et middel, der byggede bro mellem lederne af de to nationer.
Russerne var imponerede over, at den gamle mand kunne følge trop med dem, og dermed vandt han deres sympati, og dette menneskelige element har med sikkerhed betydet, at hjemsendelsen fandt sted 100 procent hurtigere, end det ellers ville have været tilfældet, siger den tyske historiker Jochen Oppermann, der har skrevet bogen ”Im Rausch der Jahrhunderte”, hvori han beskæftiger sig med alkoholens indflydelse på verdenshistorien.
Alkohol har ikke alene fungeret som inspirationskilde for mange kunstnere – og været årsagen til, at adskillige af dem gik til grunde – men har også haft stor indflydelse på adskillige politiske beslutninger, der blev truffet igennem tiderne.
Jochen Oppermann har i sin bog samlet en række eksempler på, hvordan magt-havere lige fra antikken og frem til slutningen af det 20. århundrede har handlet under indflydelse af alkohol
”Mange politikere har truffet afgørelser, når de var fulde – eller i det mindste havde en lille streg på – og disse afgørelser har tit haft store konsekvenser for deres omgivelser. For eksempel styrede Alexander den Store i 334 f.Kr. under et slag mellem den makedonske hær og den persiske konge Dareios III uden at tøve sin hest ind i en gruppe af den persiske konges elitesoldater. Med sin impulsive handling trak han alle sine livvagter med sig, og på den måde bragte han hele felttoget i fare og var skyld i, at et stort antal mænd blev slået ihjel. Det er klart, at han var en hidsig natur, men han havde også drukket mængder af vin før slaget, hvilket sikkert har spillet en afgørende rolle for hans ufornuftige opførsel. De historiske kilder indeholder i det hele taget flere eksempler på, at Alexander den Store handlede overilet efter indtagelse af alkohol. For eksempel myrdede han en dag, hvor han havde drukket sig fra sans og samling, sin bedste ven og trofaste officer Kleitos, en handling, der efterfølgende bragte ham ud i en alvorlig psykisk krise,” siger Jochen Oppermann.
Alexander den Store begik altså alvorlige fejltagelser under indflydelse af alkohol, men Jochen Oppermanns bog indeholder også et kapitel om en politiker, der tilsyneladende kun kunne fungere, når han havde et bestemt kvantum alkohol i kroppen:
”Den engelske premierminister Winston Churchill begyndte altid sin dag med at drikke spiritus. Øl havde ikke en tilstrækkelig høj alkoholprocent for ham. Under normale omstændigheder ville man kalde en mand som Churchill for alkoholiker, og det er utroligt at tænke på, at han var i stand til at regere et land som England – endda i tider med krig – i den tilstand.”
Jochen Oppermann hargjort den iagttagelse, at de fleste er tilbøjelige til at gøre forskel på folk: Når kunstnere drikker, er det okay, men når politikere får en tår over tørsten, er det forkert.
”Det er en udbredt holdning, at kunstnere og alkohol – og endda også stoffer – hører sammen. Det ligger lidt i luften, at rusmidler kan være med til at åbne de sjælelige dybder og få inspirationen til at stige hos kunstnerne. Men når det drejer sig om historiske eller politiske temaer, vil vi gerne have en ædru og fornuftig ånd,” siger Jochen Oppermann og kommer med den indvending, at verdenshistorien aldrig har været hverken ædru eller fornuftig.
”Fornuft og ædruelighed er elementer, som vi altid efterfølgende har fortolket ind i historiens gang. Vi siger for eksempel: Det er klart, at begivenhederne udviklede sig på den og den måde. Det er for eksempel klart, at det romerske rige måtte gå under, og at germanerne på et eller andet tidspunkt måtte komme til. Men hertil kan jeg kun sige: Næ. Det er noget, som vi gerne bagefter filosoferer ind i historien. Alting kunne lige så godt være gået helt anderledes.”
I sin bog har Jochen Oppermann viet et helt kapitel til den danske konge Hardeknud, der levede fra 1018 til 1042. Hardeknud er efter Oppermanns mening et godt eksempel på, hvordan alting kunne være gået helt anderledes, hvis ikke alkoholen havde spillet en afgørende rolle for begivenhedernes gang.
”Dersom Hardeknud ikke havde drukket sig selv ihjel i en meget ung alder, ville England i dag være langt mere angelsaksisk-skandinavisk præget end normannisk. Nu betragter vi det som en selvfølge, at det var normannerne, der prægede den engelske middelalder, sådan som vi kender det med Richard Løvehjerte og de normanniske katedraler – og derfor tænker vi, at det måtte være sådan. Men det kunne også være gået ganske anderledes, hvis ikke Hardeknud, der var konge over kæmperiget England/Danmark, kort tid efter at han havde besteget tronen, var faldet død om ved en fest i en alder af kun 24 år. Hvis han i stedet for var blevet 70 år, ville den normanniske invasion af England i 1066 sandsynligvis ikke have fundet sted, og Danmark ville i dag måske være del af Commonwealth.”
Alkohol har ifølge Jochen Oppermann kunnet påvirke menneskehedens historie, netop fordi det er et menneskeligt karaktertræk at handle ufornuftigt.
”Vi er jo kropslige væsener og består ikke alene af ånd, men har også fysiske behov, og åbenbart er det et fysisk behov, at vi af og til handler ufornuftigt og for eksempel får os en lille eller – i nogle menneskers tilfælde – en større tår,” siger Jochen Oppermann, men understreger samtidig, at han med sin bog ikke er ude på at bagatellisere farerne ved alkohol.
”Tværtimod. Under arbejdet på bogen har jeg tænkt grundigt over mit eget og andre menneskers alkoholforbrug, og jeg synes, at Win-ston Churchill kan fungere som et afskrækkende eksempel. Jeg kan personligt ikke se noget ondt i, at folk under sig selv et glas vin eller en øl, når de har fri, men hvis man har brug for alkohol for at have greb om sin hverdag, så er man helt klart kommet for langt ud. Churchill havde brug for at have en bestemt alkoholprocent i blodet for at kunne fungere, og der findes med sikkerhed ikke mange Churchill’er i verden, som kan yde store præstationer med det pensum alkohol. Churchill gav engang sin datter Sarah følgende råd: ’Alkohol skal være din tjener, men må aldrig være din herre.’ Men netop denne datter og hans eneste søn udviklede sig rent faktisk også til alkoholikere. Mange mennesker har ligesom dem lidt skibbrud ved, at alkohol har fået magt over dem. Man må aldrig glemme, at alkohol er og bliver et rusmiddel.”