Prøv avisen
Interview

Efter Første Verdenskrig: Europa er præget af nytænkning, men også konflikter

De allieredes fire store ledere samlet i Paris i 1919, hvor de forhandlede en fredstraktat efter Første Verdenskrig. Fra venstre ses: Vittorio Orlando, der var ¬premierminister i Italien 1917-1919, Storbritanniens premierminister fra 1916-1922, Lloyd George, Georges Clemenceau var premierminister i Frankrig 1917-1920, og til højre ses Woodrow Wilson, der var USA’s præsident i årene fra 1913 til 1921. – Foto: AP/Ritzau Scanpix.

Dannelsen af Folkeforbundet var menneskehedens første forsøg på at skabe en global fred, siger tysk historiker, der har skrevet en bog om året 1919

Den 13. december 1918 fandt en usædvanlig begivenhed sted i Europa. Passagerskibet ”George Washington” lagde til i havnen i den nordfranske by Brest, og om bord var en af verdens mest kendte politikere: den amerikanske præsident Woodrow Wilson.

Besøget var en sensation. Europæerne var vant til kun at kende præsidenterne i USA ved navn. Woodrow Wilson var den første fungerende præsident, der besøgte det europæiske kontinent.

Men hvad var det for et Europa, han fandt så kort tid efter Første Verdenskrig i ugerne op til årsskiftet 1919?

”Det nordlige Frankrig og store dele af Belgien var fuldstændig ødelagt af krigen. Områder, der egentlig skulle fungere som landbrugsjord, var gjort ubrugelige på grund af skyttegrave og skudhuller fra granater og kanonkugler, og naturligvis havde naturen også taget skade af giftangrebene. Især Frankrig havde lidt meget under krigen. Her var 120.000 huse ødelagte. 5600 kilometer jernbane og 60.000 kilometer veje skulle genopbygges,” siger den tyske historiker Birte Förster. Hun har skrevet bogen ”1919”, som handler om de vigtigste politiske og kulturelle begivenheder, der fandt sted og prægede det første år efter verdenskrigen.

Det var et europæisk efterkrigskontinent, som Woodrow Wilson kom til. I mange krigsførende lande havde så godt som alle familier mistet mindst ét familiemedlem under krigen, og både sejrsmagterne og taberlandene var dybt forgældede. Overalt fandt en demobilisering sted, og det var et normalt syn at se mænd i gaderne, som var handicappede på livstid af kvæstelser, de havde pådraget sig under krigen.

Men alligevel blev 1919 et år, der ikke kun var præget af sorg.

”Stemningen var meget ambivalent, fordi Europa var i voldsom bevægelse. Sorg og pessimisme gik hånd i hånd med optimisme og trang til at begynde forfra på en frisk. Nye stater blev grundlagt, der blev skrevet nye forfatninger, og året bragte også demokrati til mange lande og til stadigt flere befolkningsgrupper. Igennem århundreder havde det været kutyme overalt i Europa, at udelukkende mænd – og måske endda kun de mest velstillede og ældre blandt mændene – havde stemmeret, men i tiden omkring år 1919 fik ikke alene alle mænd, men i mange tilfælde også kvinder ret til at stemme i adskillige lande. Det var for eksempel tilfældet i Holland, Belgien og Sverige. På den måde var det pludselig muligt for en langt større del af befolkningerne at engagere sig og få politisk indflydelse,” siger Birte Förster.

Samtidig var det et år, hvor globaliseringen tog fart.

Woodrow Wilson havde brugt ni dage på at rejse med skib fra USA til Paris, men kun et halvt år senere, den 15. juni 1919, lykkedes det englænderne John Alcock og Arthur Whitten Brown som de første mennesker nogensinde at flyve fra Newfoundland i Canada over Atlanterhavet nonstop til Irland i løbet af kun 13 timer.

”Folk havde under Første Verdenskrig lært bombeflyvninger at kende, hvilket havde givet mange en dyb angst for flyvemaskiner, men nu oplevede de, at man også kunne bruge krigsteknikken til civile formål. 1919 var tillige året, hvor det første flyselskab blev grundlagt, og hvor der opstod de første faste flyruter, hvilket for eksempel også betød, at postforsendelser kom hurtigere frem. Telefonnettet blev for øvrigt også udbygget i mange lande netop i det år. I Holland begynde fabrikanten Hanso Idzerda at lave verdens første ugentlige radioudsendelser, og fordi radiobølgerne rakte langt, kunne selv englænderne høre hans programmer. Dette var en helt ny form for grænseoverskridelse – helt anderledes end den, der havde fundet sted under krigen – som betød, at verden pludselig rykkede mere sammen,” siger Birte Förster.

Første Verdenskrig havde vendt op og ned på magtforholdene i Europa. Før krigen havde England, Frankrig, kejserriget Tyskland, kejserriget Østrig- Ungarn, tsarens Rusland og det osmanniske rige været stormagter.

Efter krigen blev Tyskland omdannet til republik, Rusland, hvor tsaren var blevet styrtet under krigen, var nu en kommunistisk stat, Østrig-Ungarn faldt fra hinanden i flere mindre nationer, og det osmanniske rige undergik forandringer, som i de kommende år resulterede i, at sultanatet blev republikken Tyrkiet.

”Til gengæld var USA takket være krigen muteret til en sand stormagt. Alle sejrsmagterne havde gældsat sig hos amerikanerne, og i realiteten havde USA finansieret Ententemagternes krigsførelse, siden landet i 1917 selv var gået ind i krigen. Landet var dermed blevet verdens økonomisk førende nation,” siger Birte Förster.

Woodrow Wilson ønskede også at styrke landets politiske rolle i verden. Indtil krigen havde USA været meget tilbageholdende og nærmest fungeret som en passiv iagttager, når de europæiske stormagter lavede politik, men Wilson ville have, at USA fik større indflydelse på verdens gang.

”Under fredsforhandlingerne fremlagde Woodrow Wilson sit koncept om ’folkenes selvbestemmelse’, hvormed han mente, at hver nation burde have ret til at regere sig selv. Den amerikanske præsident forestillede sig, at denne ret kunne styrke dannelsen af demokratier, og at autoritære stater dermed ville have sværere ved at opstå. Han ville ikke alene afvikle krigen, men havde også en vision om at stifte fred, og dermed blev han til den vigtigste figur ved forhandlingerne i Paris. Wilson var overbevist om, at demokratier fører færre krige, og derfor ønskede han at opbygge et netværk af demokratiske stater, som skulle indgå i et Folkenes Forbund, og det lykkedes ham rent faktisk at få grundlagt Folkeforbundet,” siger Birte Förster.

Versaillestraktaten og Folkeforbundet skulle ifølge Woodrow Wilson gøre en ende på alle krige, men allerede på hjemmefronten fik den amerikanske præsident problemer: Både senat og kongres var imod Folkeforbundet, og dermed blev USA aldrig medlem af den organisation, som Wilson havde sat så store forhåbninger til.

I Europa begyndte samtidig kræfter, der var alt andet end demokratiske, at røre på sig. I Tyskland holdt en mand ved navn Adolf Hitler sin første antisemitiske tale i 1919, og i Italien spillede den tidligere socialist Benito Mussolini en afgørende rolle i grundlæggelsen af den fascistiske bevægelse.

Der var også fortsat krig mange steder i Europa. Konflikter blev stadig løst med vold, og voksende antisemitisme var skyld i forfølgelser af jøder blandt andet i Polen og det nuværende Ukraine.

Den franske marskal Ferdinand Foch kritiserede allerede i 1919 Versailles-traktaten med ordene:

”Dette er ingen fred. Det er en våbenstilstand for 20 år.”

Det skulle vise sig at være en profeti, der holdt stand: I 1939 begyndte Anden Verdenskrig.

Historikere verden over har lige siden sagt og skrevet meget om, hvorfor Versaillestraktaten og Folkeforbundet ikke kunne løse de konflikter, der lå til grund for Første Verdenskrig, og hvorfor disse konflikter ikke alene har været medvirkende til, at Anden Verdenskrig fandt sted, men at de også fortsat udgør en fare for freden i dag.

Birte Förster mener, at det er tid til at få øjnene op for de nye idéer, der blev tænkt i 1919.

”Vi er tilbøjelige til at overse, hvilken fantastisk nytænkning der dengang rent faktisk lå bag forhandlingerne i Ver- sailles og bag idéen om at skabe et Folkeforbund. Fredsforhandlingerne udgjorde et brud med tidligere sædvane. Når diplomatiet ikke længere slog til, havde det igennem årtusinder været normalt at bruge krige som diplomatiets forlængede arm. Folkeforbundet var i bund og grund et forsøg på at kriminalisere disse krige: Når to stater lå i strid, skulle de fremover bringe sagen for Folkeforbundet i stedet for at sætte tropper ind mod hinanden. Folkeforbundet var dermed menneskehedens første forsøg på globalt at løse konflikter uden krig, og det var urealistisk at forvente, at sådan et forsøg ville lykkes allerede den første gang. I 1919 var det for øvrigt slet ikke muligt at forudse mange af de faktorer, der senere skulle destabilisere verden. Ingen fredstraktat i verden kunne for eksempel have forhindret, at nazismen eller fascismen opstod.”

Birte Förster mener, at mange af de positive visioner, som politikere som Wilson havde i 1919, først rigtig har kunnet slå sig igennem efter Anden Verdenskrig.

”Folkeforbundet var jo forgængeren til FN, og måske var FN slet ikke blevet dannet, hvis ikke verden først havde gjort sig erfaringer med Folkeforbundet. Tanken om national selvbestemmelse har jo også først for alvor efter Anden Verdenskrig spillet en rolle for de kolonier, der kæmpede for at blive selvstændige nationer.”

Birte Förster betragter derfor 1919 som et år på både godt og ondt.

”Vi bør se året 1919 i alle dets facetter. Især mange af mine mandlige kolleger mener, at 1919 udelukkende var ét eneste stort kriseår, hvor der kun skete frygtelige ting, som førte verden direkte over i nazismen og fascismen. Men jeg siger nej: Der fandt også positive begivenheder sted. Tænk bare på, at kvinder – og også mange mænd – fik valgret i en række lande.”

Netop kvindesagsforkæmperne har imponeret Birte Förster meget.

”Nogle af disse kvinder havde kæmpet i 40 år eller længere for kvinders ret til at stemme. De har vist, hvor vigtigt det er, at man ikke mister modet, men derimod er udholdende. Hvis man vil forandre forholdene, skal man være klar over, at ting ofte udvikler sig langsomt og ikke spektakulært. Ligesom den svenske elev Greta Thunberg, der nu har sat sig for at redde verdens klima, fandtes der også dengang i 1919 personer, der ville skabe en bedre verden. De kunne kun sætte sig igennem med stædighed og var velvidende om, at de havde en lang kamp foran sig.”