Efter Reformationen var det menigheden, der skulle vælge præsten

På mange måder forberedte reformatoren Martin Luther den moderne forståelse af samfundet, der på sigt resulterede i massedemokrati og velfærdsstat, mener historiker Uffe Østergaard, der i denne uge udgiver en bog om Reformationen, som der her bringes et uddrag fra

Reformationen gav langt mere plads til menigheden, der blev den bærende institution i kirken, siger Uffe Østergaard og understreger, at den lutherske menighed helt fra begyndelsen skulle vælge præsten efter Martin Luthers teologi. Her ses menigheden i Magdeburg ikke langt fra det tyske område, hvor Reformationen slog igennem. –
Reformationen gav langt mere plads til menigheden, der blev den bærende institution i kirken, siger Uffe Østergaard og understreger, at den lutherske menighed helt fra begyndelsen skulle vælge præsten efter Martin Luthers teologi. Her ses menigheden i Magdeburg ikke langt fra det tyske område, hvor Reformationen slog igennem. – . Foto: Peter Gercke/dpa/ritzau.

Den moderne danske nationale identitet er resultatet af en række folkelige bevægelser. Det begyndte med vækkelsesbevægelserne i slutningen af 1700-tallet. De var inspirerede af hoffets pietisme og missionærerne fra brødremenigheden i Christiansfeld og førte til et oprør mod statskirken og den enevældige statsmagt repræsenteret ved statens embedsmænd i sognene: præsterne. Paradoksalt nok var anledningen til oprøret, at præsterne var grebet af oplysningstidens tanker. Ikke i den radikale antikirkelige udgave, men i en blødere udgave, som den polske forsker Nina Witoszek med et paradoksalt begreb har døbt ”pastoral Enlightenment” (præstelig oplysning).

For oplysnings-fundamentalister er det en logisk selvmodsigelse, at oplysningen i det lutherske Nordeuropa begyndte i præstegårdene. Og det er da heller ikke grundigt udforsket, men er ikke desto mindre rigtigt. De ”vakte” ville høre om deres sjæls frelse og synge Kingos salmer, ikke belæres om det moderne liv. Og de mødtes derfor i hjemmene. Det kunne præsterne som kongens embedsmænd ikke acceptere og krævede deltagerne straffet. På grund af disse retssager er vi overordentlig godt orienterede om tankegang og sammensætning af den personkreds, der gjorde oprør mod det autoritære enevældige samfund, som stadig bar på traditionen fra den magtfulde, næsten totalitære lutherske ortodoksi fra Reformationen. En statskirke, der på mange måder var en kirkestat, især efter enevælden i 1660, Men hvis lutherske teologi på paradoksal vis rummede elementer, der endte med at undergrave den autoritære fyrstestat, som Christian den 3. med hjælp fra universitetet i Wittenberg havde indført med Kirkeordinansen fra 1537 og 1539.

Påfaldende nok er det især i lande med lutheransk baggrund, at socialdemokratiske massepartier har slået rod og etableret velfærdsstater. Meget tyder på, at den demokratiske socialisme kun er mulig, hvor der i forvejen er en mental grobund for den i form af kollektiv egalitær individualisme med solid respekt for autoriteter – kort sagt lov og orden.

Er det rigtigt, er Danmark, danskerne og velfærdsstaten snarere resultat af en almen nordeuropæisk – og det vil især sige nordtysk – historisk erfaring end ”urnordiske” traditioner. Det har traditionelt generet danske forskere, fordi de nordtyskere, som danskerne af en lang række grunde ligner, efter samlingen af Tyskland i 1870 kom til at dele stat med katolske rhinlændere og sydtyskere og preussere, som de mentalitetsmæssigt ikke har meget andet end sproget til fælles med.

Denne tyske stat har i kraft af sin størrelse, dynamik, geografiske placering og økonomiske formåen været en permanent udfordring for den danske stat siden midten af 1800-tallet. Men ikke før. Tyskland har ikke altid været en trussel mod det danske folk og de danske værdier, hvis man, som det er fornuftigt at gøre, skelner mellem folk, politisk nation og stat. ”Danske” værdier har jo også ofte skullet beskyttes mod danske politikere og embedsmænd. Det handlede kulturkampen i anden halvdel af 1800-tallet om, og det mener mange også er, hvad den aktuelle værdikamp handler om. Nu mest som kamp mod Finansministeriets calvinistisk inspirerede incitamentspolitik i form af new public management, der truer med at udslette den lutherske kalds- og standsetik i professionerne.

På mange måder forberedte Luthers lære den moderne forståelse af samfundet, der på helt langt sigt resulterede i massedemokrati og velfærdsstat. Først og fremmest ved den vægt, han lagde på menighedens rolle og det direkte forhold mellem det enkelte individ og Gud. Præsterne indtog ikke en privilegeret plads som en særlig, hellig stand, men var snarere tekniske eksperter i organisering af gudstjenester og kendere af de hellige tekster. Deres rolle var at være forkyndere, ikke mellemmænd mellem befolkningen og Gud. Det gav langt mere plads til menigheden, der blev den bærende institution i kirken. Menighedens stærke position ses af, at den helt fra begyndelsen (i hvert fald i princippet) skulle vælge præsten. Derfra går der en direkte linje til de pietistiske vækkelsesbevægelser i slutningen af 1700-tallet og 1800-tallet. Disse bevægelser var ofte i opposition til præst og kirken, men forblev alligevel i Danmark og Norge i vid udstrækning inden for den rummeligt organiserede kirke. I Sverige derimod brød frikirkerne i højere grad med den officielle kirke, hvilket er en del af forklaringen på, at det i 2000 lykkedes at gennemføre en adskillelse mellem stat og kirke uden større ballade.

Man skal på den anden side passe på ikke at romantisere lutheranismen i lyset af, hvad den senere førte til. Bruddet med det katolske hierarki gav i første omgang ret frit løb for fanatisme, intolerance og overtro som for eksempel hekseprocesserne, der i 1600-tallet fik et meget grummere forløb i Nordeuropa end i de mere hierarkiske katolske lande i Sydeuropa. Heksebrændingerne i Danmark-Norge kulminerede under den fromme fanatiker Christian IV, der ellers er så populær i den danske historie-mytologi. Afvisningen af katolicismen førte samtidig til et katastrofalt fald i niveau for de højere uddannelser, idet universiteterne i København og Uppsala forvandledes til primitive præsteskoler, hvor man indoktrinerede en bogstavtro, ortodoks lutheranisme.

Kampene i 1700-tallet skyldtes bondebefolkningens traditionalistiske modstand mod rationalistiske præsters manglende fromhed og moderniseringstrang. Den blev til de såkaldte gudelige vækkelser eller forsamlinger mellem 1790’erne og 1840’erne. Vækkelsesbevægelsen bredte sig særlig blandt øernes almue, men fandtes også i Jylland – “de stærke jyder” på Horsens- og Vejle-egnen, som i 1790’erne kæmpede for at anvende Erik Pontoppidans pietistiske kristendomsforklaring fra 1737 frem for N. E. Balles rationalistiske lærebog fra 1791 til konfirmationsforberedelse og skolegang. De ville ligeledes beholde Kingos salmebog fra 1699. Det lykkedes til sidst for dem, og i Korning, Løsning og Øster Snede blev den brugt indtil midten af 1900-tallet.

Vækkelsesbevægelserne førte i 1830’erne og 1840’erne til oprettelse af politiske organisationer for bondebefolkningen, de første egentligt demokratiske partier i Danmark. Disse organiseringer blev på kompliceret vis inspireret af præsten og digteren Nikolaj Frederik Severin Grundtvig (1783-1872). Han var et resultat af den rationalistiske præstegårds-oplysningstradition og formåede i kraft af sin umådelige produktivitet og lange liv at kombinere oplysningstidens inspiration med romantikkens nationalisme og føre denne inspiration ind i det fremstormende demokrati. Det blev til den bevægelse, vi kender som “grundtvigianismen”.

Efter de nationalliberales politiske sammenbrud som følge af nederlaget i 1864 støttede gårdmændene godsejernes magtovertagelse og revisionen af Grundloven i 1866. Alliancen mellem de “store og de små bønder” holdt kun til 1870, men vi ved fra vore nabolande Sverige og Tyskland, at det ikke nødvendigvis måtte gå sådan. Dér dominerede godsejerne længe med støtte fra bønderne. I Danmark skiftede de nationalliberale side under indtryk af truslen fra den fremvoksende arbejderklasse og sluttede sig sammen med deres gamle arvefjender, godsejerne i partiet Højre. Selvom de var i mindretal regerede de ved hjælp af kongens monopol på den udøvende magt og embedsmandsstandens loyale støtte, mens gårdmændene gik i skarp opposition, markeret ved oprettelsen af partiet det Forenede Venstre i 1870. Grundtvigianerne kom skønt i mindretal til at dominere partiet. De indledte i 1870’erne en kulturkamp med de konservative og de byliberale om magten over skole og kirke – og vandt.

Denne kulturkamp om skole og kirke var vigtigere for skabelsen af et kulturelt hegemoni – og dermed det særligt “danske” ved den politiske kultur og på længere sigt en “dansk” mentalitet – end den bedre beskrevne litterære kulturkamp i 1880’erne. Socialdemokratiet blev i Danmark afgørende præget af den agrarkapitalistiske virkelighed og af grundtvigianismens folkelige nationalitetsbegreb. I første omgang medførte denne dominerende agrare virkelighed, at det danske Socialdemokrati som det første i 2. Internationale udviklede en egentlig strategi for landbrugssektoren ved at acceptere de jordhungrende landarbejderes ønske om statshusmandsbrug.

Den anden konsekvens var en omlægning fra en klassepartilinje, der var formuleret i Gimleprogrammet fra 1876 og senest bekræftet i 1908 til fordel for en folkepartilinje. Denne blev først formuleret i 1923, knæsat i formuleringer som “det samarbejdende folkestyre” og “Danmark for folket” i 1930’erne og udmøntet i det stabile regeringssamarbejde mellem radikale og socialdemokrater fra 1929 til 1943. Det var ikke en særlig heltemodig ej heller konsekvent antifascistisk strategi, hvad der med pinlig tydelighed afsløredes i tilpasningsevnen (og -viljen) under de første år af den tyske besættelse 1940-43. Men samarbejdslinjen var god for den nationale integration – meget bedre end gårdmandspartiet Venstres klassekonfrontationspolitik.

En vigtig, men ofte overset, side af denne socialdemokratiske folkeligt-nationale linje var, at partiet havde indstillet sin principielle kamp mod kristendommen som “opium for folket”. Paradoksalt nok ud fra partiets officielle ideologi stillede partiet op til menighedsrådsvalgene, kort efter de blev indført i 1903. Om muligt endnu mere overraskende var det, at det hurtigt blev det tredje store parti ved siden af de dårligere organiserede grundtvigianere og Indre Mission. Og mest paradoksalt var det, at partiet oftest valgte at samarbejde med Indre Missions repræsentanter, et forhold, der har varet ved indtil for nylig. Måske ud fra den udbredte, men forkerte myte om, at Indre Mission repræsenterede de fattige, mens grundtvigianismen var religionen for de velstillede gårdmænd. Man kan selvfølgelig ikke af dette samarbejde konkludere, at socialdemokratiet er et resultat af sekulariseret lutheranisme. Men i praksis har den demokratiske socialisme altså ikke haft vanskeligheder ved at samarbejde med den organiserede kirkelighed, tværtimod. Det fælles for dem var den nationale ramme for folkekirken såvel som for socialdemokratiet.

Resultatet er en helt særlig sammenhæng mellem lutheranisme og danskhed. Den afdøde biskop i Roskilde Jan Lindhardt har beskrevet det således, at danskerne ikke behøver at gå i kirke, fordi de går i deres danskhed til daglig. Dette tilsyneladende paradoksale udsagn om en befolkning, som ofte opfattes som den mest sekulariserede i verden, anslår et tema, som vi gradvis er blevet mere opmærksomme på i de senere år i takt med integrationen i Europa og det deraf følgende sammenstød med andre måder at indrette forholdet mellem stat og kirke på. Det vage og uafklarede forhold mellem stat og kirke er først i dag begyndt at give problemer, især i forholdet mellem de “rigtige” danskere og de mange nye af andre religioner, især islam, der i dag er den næststørste religion i Danmark. Om det vil resultere i en opløsning af det tætte bånd mellem stat og kirke, som det skete i Sverige i 2000 er dog tvivlsomt.

Alt dette er i sidste ende resultater af Luthers lære om det direkte forhold mellem Gud og det enkelte individ. Andre følger er, at præsterne ikke er privilegerede mellemmænd mellem Gud og mennesker, men almindelige mennesker uden særlige egenskaber ud over den at kunne læse de hellige skrifter på originalsprogene og kunne forestå gudstjenesten. Denne ikke-hellige status for præsterne er årsag til, at også kvinder kan blive præster i de evangeliske kirker. Præsten behøver ikke at være en hellig mand, ja bør ikke være det. Luthers understregning af menighedens betydning for troen er baggrunden for, at sognene fik en særlig rolle i statsadministrationen i de fem nordiske lande, hvor den luthersk-evangeliske kirke som det eneste sted i verden har (haft) monopol. Selvom den kirke, der kom ud af det, siden 1849 kaldes en “folkekirke”, er forbindelsen mellem stat og kirke så tæt – og uklar – at der på mange måder er tale om en statskirke eller rettere nationalkirke. Tilsyneladende lever flertallet af danskere ubekymret med hele denne mudrede situation. Selvom det i principielle debatter rumler blandt politikere og intellektuelle, er der åbenbart ikke behov for en afklaring i Danmark, hvilket kunne tyde på, at Jan Lindhardt har ret i sin påstand om den tætte sammenhæng mellem national identitet og kirke.

National homogenitet er baggrunden for den succesfulde “nordiske” model og de “universalistiske” velfærdsstater. Først indvandringen siden 1967 og globaliseringen har udfordret denne sammenhængskraft og ført til, at velfærdsstaten efter sin kulmination med den velmente “bistandslov” i 1976 ser ud til at blive erstattet af, hvad mange kalder “konkurrencestaten”. Men foreløbig holder forbindelsen mellem danskhed, Socialdemokratiet og den grundtvigsk-lutherske arv fra Reformationen og 1800-tallet. Det kom til udtryk ved begravelsen af den folkekære socialdemokratiske statsminister Anker Jørgensen den 2. april 2016. Han blev bisat i grundtvigianismens katedral Grundtvigskirken i Emdrup omgivet af røde faner og repræsentanter fra hele det politiske spektrum fra venstrefolk til SF’ere, som lystigt sang med på ”Danmark for folket” under forsæde af den socialdemokratiske biskop emeritus Kjeld Holm.8