Efterlod smukke bygninger i et ruineret land: Lang regeringstid gav Christian IV et blandet eftermæle

Dronning Margrethe har 50-årsjubilæum. Og det ikke er nogen selvfølge, at hun har så godt et ry. For en lang embedstid giver ikke nødvendigvis et godt eftermæle, som det ses på Christian IV, den længst siddende danske regent

Christian 4. satte navn og ansigt på bygninger, historiebøger og malerier for at sikre sig et positivt eftermæle. Dette er et udsnit af et portræt malet af den flamske kunstner Karel van Mander i kongens sene regeringsperiode.
Christian 4. satte navn og ansigt på bygninger, historiebøger og malerier for at sikre sig et positivt eftermæle. Dette er et udsnit af et portræt malet af den flamske kunstner Karel van Mander i kongens sene regeringsperiode. Foto: Statens Museum for Kunst.

Med 50 år på tronen er Dronning Margrethe kun få år fra at være den længst siddende danske regent. Rekorden har Christian IV, der sad i cirka 52 år. Og når man regerer så længe, får det betydning på flere måder.

"En lang regeringsperiode giver regenten god tid til at sikre sig et eftermæle, men også god tid til at ødelægge det totalt," siger historiker Steffen Heiberg, som har beskæftiget sig indgående med Christian IV.

Denne artikel er en del af denne serie:
Dronning i 50 år

I 1596, da Christian IV. som 19-årig blev fuldmyndig, overtog han en stat, der var økonomisk solid og havde stor magt i Nordeuropa. Og gennem det næste halve århundrede udmærkede han sig ved at være en produktiv regent, der vidste, hvordan man skrev sig ind i historiebøgerne. Han producerede mere end 20 børn og endnu flere bygninger, grundlagde vigtige institutioner og adskillige byer som Christianshavn, Kristianstad og Christiana, det nuværende Oslo.

Men den lange regeringstid gav også Christian IV tid til at begå mange fejl.

"Hvis han var død i 1624, ville Christian IV have efterladt sig et rige på den absolutte top og et eftermæle ulig nogen anden dansk regent. Men han fik 24 år til på tronen, så det gjorde han ikke," siger Steffen Heiberg.

Især de mange dyre og skæbnesvangre krige i regentens senere regeringstid efterlod riget forarmet og formindsket. For Christian IV var en krigerkonge, der havde behov for at vise sit værd på slagmarken.

”Allerede som ung ville han kaste sig ud i krig mod Sverige, men det lykkedes Rigsrådet at stoppe kongen," siger Steffen Heiberg.

Det var nu ikke, fordi kongen ikke var klædt ordentligt på vidensmæssigt:

"Christian IV var i forhold til sin tid den bedst uddannede konge nogensinde, og i mange henseender var han særdeles kompetent. Men problemet var, at han var drevet af store militære ambitioner," siger Steffen Heiberg.

En samtidig holstensk adelsmand skrev om Christian IV, at han ikke forstod sig på den italienske tænker Machiavelli.

“Dermed antydede adelsmanden, at kongen ikke kunne tænke politisk," siger Steffen Heiberg.

Christian IV forstod sig dog på at sætte sig selv i scene - for samtiden og for eftertiden. Han satte sit navn og ansigt på sine nye byggerier, og han bestilte bogprojekter, der kunne cementere hans kongemagt.

Den danske konge nærede også en drøm om at stå tilbage i historien som protestantismens redningsmand, og han ønskede derfor brændende at blande sig i de tyske religionskrige. Men Rigsrådet forsøgte at holde ham tilbage.

"Det gentog ofte over for ham, at det ikke kunne se meningen med det. Danmark kontrollerede jo i forvejen en stor del af Tyskland, helt ned til Osnabrück. Men på sigt blev det svært at styre kongen, der med tiden blev den mest rutinerede i hele regeringskredsen,” siger Steffen Heiberg.

Den danske konge blev også opildnet til at gå i krig af sine regent-kolleger.

”Både Nederlandene, England og Frankrig forsøgte at lokke Christian IV til at gå i krig. Især Frankrig var meget aktiv. Han ville gerne sætte en stopper for den katolske tysk-romerske kejser, men fordi Frankrig selv var en katolsk stat, ønskede han ikke at Frankrig skulle gå i krig. Han ville have, at Christian IV skulle gøre det for ham," siger Steffen Heiberg.

Og den danske konge var da også en oplagt kandidat til jobbet:

“De fleste regenter ville ikke selv på slagmarken. Det ville Christian IV. Også i dette spørgsmål forsøgte Rigsrådet at stoppe kongen. De mente, at kongens plads var i København, hvor han kunne kommunikere med sine allierede og få efterretninger om krigens gang," siger Steffen Heiberg.

Men kongen drog i felten igen og igen, og til sidst fik det også følger:

“Da svenskerne besluttede sig at drage på felttog op gennem Jylland, kunne man ikke få fat på Christian IV. Han var nemlig ude med flåden på skibet Trefoldigheden," siger Steffen Heiberg.

Kongen var en dygtig kriger, men han mødte mange nederlag, og snart var statskassen så godt som tømt.

"Hans personlige ambitioner havde slået fejl. Han blev mere og mere bitter med årene og begyndte at give alle andre skylden for sine ulykker," siger Steffen Heiberg.

Christian IV døde den 28. februar 1648 med et noget blandet eftermæle.

Det lykkedes ham dog at skabe myten om, at landets ulykker ikke skyldtes hans manglende politiske evner, men tøvende adel og Rigsråd.

“Den myte blev overtaget af det københavnske borgerskab, som gennem Christian IV's regeringstid var blevet rige på at levere udstyr til det voksende militær og de mange krige. De fastholdt myten selv efter kongens død og banede vej for, at Christian IV's søn kunne gennemføre enevælden," siger Steffen Heiberg.