Prøv avisen

Elskerinder vandt indflydelse ved hoffet

Madame de Pompadour blev malet af kunstneren Francois Boucher i 1756. Hun var en af de mest indflydelsesrige elskerinder nogensinde ved det franske hof. Hun bar i næsten 20 år titlen som den franske konge Ludvig XV’s officielle elskerinde. Maleriet af Madame de Pompadur hænger på Alte Pinakothek i München. – Foto: Alte Pinakothek München/public domain

Mange forførende kvinder har været med til at præge europæisk politik gennem deres adgang til de royale sovegemakker. Blandt de mest kendte er den franske Madame de Pompadour og Lola Montez, der fik magt ved det bayerske hof

Lige så længe, som der har eksisteret konger og kejsere, har der også eksisteret elskerinder ved hoffet. Allerede fra bibelsk tid kender vi historien om David, der tog den gifte Batseba til elskerinde, før han sendte hendes mand i døden, og senere havde Cæsar en affære med Cleopatra, som fik indflydelse på det romerske imperiums historie.

Ifølge flere historikere begår man en stor fejl, hvis man betragter de kongelige elskerinder som betydningsløse personer. Kvinderne har nogle gange bragt regenter til fald, mens de i andre tilfælde avancerede til at blive de nærmeste – og bedste – rådgivere for kongerne, hvilket også betød, at de fik stor indflydelse på de love, der blev gennemført.

En af de mest magtfulde elskerinder igennem tiderne er Madame de Pompadour. Hun var den franske konge Ludvig XV’s elskerinde, og ifølge den tyske historiker Andrea Weisbrod fungerede hun fra 1745 til 1764 nærmest som kongens manager og privatsekretær.

”Bortset fra ganske få personer ved hoffet, der havde direkte adgang til kongen, var alle andre nødt til først at henvende sig til Madame de Pompadour, hvis de ville tale med kongen. Der førte ingen vej forbi hende. Det var hende, der bestemte, hvem kongen modtog, og dermed besad hun en enorm magt ved hoffet,” siger Andrea Weisbrod, der har skrevet bogen ”Madame de Pompadour und die Macht der Inszenierung” (Madame de Pompadour og iscenesættelsens magt. Ikke udkommet på dansk).

Madame de Pompadour havde beføjelser til at udnævne og fyre folk ved hoffet, og hun var for det meste til stede, når kongen holdt møder med sine ministre. Ofte skete det også, at kongen sendte ministre til hende for at høre hendes mening, før han traf en afgørelse.

”Takket være Madame de Pompadour oprettede kongen et militærakademi, og dermed fik Frankrig en institution, der de efterfølgende århundreder sikrede landet en elite af professionelt uddannet militærledere. Hun sørgede for, at porcelænsmanufakturfabrikken Sèvers blev udbygget, så foretagendet fik international rang, og hun havde stor indflydelse på kongens beslutning om at indgå et militært forbund med Østrig i 1756,” siger Andrea Weisbrod.

Madame de Pompadour var den første kvinde af borgerlig herkomst, der ved det franske hof opnåede at få officiel titel som kongens elskerinde.

Før hende havde flere adelige kvinder haft denne ”post”. Som ”la maitresse royale” rangerede hun som kongens kone nummer to lige efter dronningen. Det var en privilegeret stilling: Kongen kunne ganske vist fortsat have andre elskerinder, men der fandtes kun én officiel kongelig elskerinde.

”Madame de Pompadour havde dermed en embedslignende funktion, selvom hun hverken havde dokument på sin udnævnelse, parlamentarisk anerkendelse eller en fast plads i hoffets ceremonier,” skriver den tyske historiker Eva Kathrin Dade i bogen ”Madame de Pompadour. Die Mätresse und die Diplomatie” (Madame de Pompadour. Maitressen og diplomatiet. Ikke oversat til dansk).

Under enevældet var det overalt i Europa meget almindeligt, at kongerne havde elskerinder, og flere af disse kvinders magt begrænsede sig ikke til sovegemakkerne.

Som eksempler på andre magtfulde elskerinder ud over Madame de Pompadour kan nævnes Françoise d’Aubigné, også kendt som markisen af Maintenon, der var Ludvig XIV’s elskerinde og i 1683 endda blev hans kone til venstre hånd, og Christina Wilhelmina von Grävenitz, der i begyndelsen af det 18. århundrede var hertugen af Württemberg Eberhard Ludvigs elskerinde.

I adskillige tilfælde havde dronningerne ikke engang noget imod gemalens anden eller tredje kvinde, fordi de dermed selv blev aflastet i deres ægteskabelige pligter. De fleste kongelige ægteskaber blev indgået af politiske årsager og ikke på grund af kærlighed, og dronningerne havde allerede som små prinsesser lært, at formålet med sex ikke var fornøjelse, men derimod at sikre riget en arving.

Dette syn på sex var måske medvirkende til, at Ludvig XV’s hustru, dronning Maria Leszczynska, havde et godt forhold til sin mands elskerinde Pompadour. En anden vigtig årsag er ifølge Eva Kathrin Dade, at Madame de Pompadour altid udviste stor respekt og agtelse over for dronningen.

Med Den Franske Revolution ændredes samfundets syn på de kongelige elskerinder. Det blev efterhånden betragtet som dekadent og gammeldags at holde elskerinder ved hoffet.

”Efter den franske revolution forsvandt enevældet efterhånden som statsform i mange europæiske kongeriger, som blev omdannet til konstitutionelt bundne monarkier. Det betød, at statsapparatet udvidede sig – kongen koncentrerede ikke længere hele magten omkring sin egen person, og i stedet for opstod utallige nye embeder ved hoffet. Elskerinderne mistede dermed en stor del af deres muligheder for at udøve magt, fordi det ikke længere var kongen alene, der traf alle afgørelser, men derimod en hel administration. Elskerinderne fortrængtes så at sige til den private sfære,” siger Andrea Weisbrod.