Marie Curie var en banebrydende kvinde i modvind

Marie Curie blev hyldet som forsker, men også sværtet til af smædekampagner i pressen

Eftertiden har gjort Marie Curie (forrest) til et heroisk eksempel på selvopofrelsen i videnskabens og forskningens navn. Og det skorter ikke på argumenter for at gøre hendes sortklædte skikkelse og det alvorlige ansigt omgivet af en glorie af lyse krøller til en videnskabelig helgen.
Eftertiden har gjort Marie Curie (forrest) til et heroisk eksempel på selvopofrelsen i videnskabens og forskningens navn. Og det skorter ikke på argumenter for at gøre hendes sortklædte skikkelse og det alvorlige ansigt omgivet af en glorie af lyse krøller til en videnskabelig helgen. Foto: AP/Ritzau Scanpix.

Et hvidt klæde dækkede vejen, da de to kister, Marie og Pierre Curies, den 20. april 1995 blev båret til Pantheon-krypten i Paris, hvor Frankrig hædrer nationens store mænd. Og siden denne aprildag også kvinder. Marie Curie blev den første kvinde, hvis jordiske rester har fået plads i Republikkens allerhelligste.

Eftertiden har gjort Marie Curie til et heroisk eksempel på selvopofrelsen i videnskabens og forskningens navn. Og det skorter ikke på argumenter for at gøre hendes sortklædte skikkelse og det alvorlige ansigt omgivet af en glorie af lyse krøller til en videnskabelig helgen.

Hun banede vejen for kvinders ret til at bruge deres evner. Hun var den første på en lang række punkter: Den første kvindelige nobelpristager og den første og eneste, som har fået to nobelpriser, uanset køn. Den første kvindelige professor på Sorbonne-universitetet. Den første kvinde i Det Medicinske Akademi. Og den første kvinde, der deltog i de såkaldte Solvay-kongresser for verdens førende videnskabelige forskere sammen med blandt andre Niels Bohr og Albert Einstein.

”Hendes viljestyrke, hendes strenghed over for sig selv, hendes objektivitet, og ubestikkelige dømmekraft var egenskaber, som sjældent samles i én enkelt person. Hun var i samfundets tjeneste, i dyb beskedenhed,” sagde Albert Einstein om sin ven gennem 20 år. Da hun fik Nobelprisen i 1903 sammen med sin mand, Pierre Curie, for at have defineret radioaktiviteten og fundet to ukendte radioaktive grundstoffer, polonium og radium, blev parret til berømtheder og forfulgt af paparazzier og autografjægere. Men da hun efter Pierres død i 1906 fortsatte sin karriere og selv forsøgte at trænge ind i det eksklusivt mandlige selskab i videnskabens top, blev hun skydeskive for en voldsom hetz.

Smædekampagnen tog fart, da hun meldte sig som kandidat til det Franske Videnskabelige Akademi. Den højreekstremistiske presse som for eksempel avisen Excelsior analyserede hendes ansigtstræk på forsiden ud fra tidens raceteorier og nåede frem til, at hun var upålidelig og egoistisk. For Marie Sklodowska-Curie var ikke kun kvinde, hun var også polsk indvandrer.

Hendes rolle i opdagelsen af de radioaktive grundstoffer blev forklejnet. Hun havde kun været sin mands assistent, skrev dele af pressen, der også greb fat i hendes affære med forskeren Paul Langevin, som var midt i en vanskelig skilsmisse. I yderligtgående medier blev hun skildret som en udenlandsk skøge, der ødelagde et godt ægteskab.

Da Første Verdenskrig brød ud, blev Marie Curie forfærdet over situationen på slagmarken og fik den tanke, at røntgenapparater på feltlazaretterne ville forbedre behandlingen af soldater, som blev ramt af granatsplinter. Hun udviklede mobile røntgenapparater, som blev monteret på automobiler for at kunne nå ud til så mange som muligt, og lærte selv at køre bil, fordi der også manglede chauffører.

Efter krigens afslutning fik Marie Curie den anerkendelse, der før blev hende nægtet, takket være ikke mindst den amerikanske journalist Marie Mattingly Meloney, som gjorde hende til en berømthed i USA. Amerikanske kvinder samlede ind til købet af et gram radium, som kostede, hvad der svarer til flere millioner kroner i dag. Marie Curie kunne fortsætte sin forskning som leder af radium-instituttet i Paris, som nu er blevet til Université Pierre et Marie Curie.

I 1922 blev hun optaget i Det Medicinske Akademi, men der skulle gå yderligere 40 år, før den første kvinde fik lov at sidde i det mere prestigeomgærdede Franske Akademi.

”Men Marie Curie var ikke selv feminist i politisk forstand,” siger Natalie Pigeard-Micault.

”Hun så det ikke som sin opgave at forsvare kvinders rettigheder, og i den forstand er hun ikke et feministisk ikon. Men hun levede sit liv, som det passede hende. Og det er i sidste ende det, hun blev dømt for i sin samtid, og også her, hun er en rollemodel: Hun levede et liv efter sit eget hoved,” siger historikeren.