Prøv avisen

En broderet krønike om svig og straf

Harold Goodwinson sætter ud fra England for at sejle til Normandiet og fortælle hertug Wilhelm af Normandiet, at Harold selv er udset af den døende engelske kong Edvard til at blive Englands næste konge. Men Harold lander i grevskabet nord for Normandiet, bliver taget til fange og ender med at sværge troskabsed til Wilhelm. -- Foto: Udlånt med tilladelse fra Bayeux by.

BAYEUX-TAPETET: Selvom det næsten 70 meter lange Bayeux-broderi fra 1000-tallet fortæller historien om normannernes invasion af England, leverer det stadig nye detaljer om vikingetiden. Nationalmuseet åbner på lørdag en udstilling med en fotografisk kopi af en af Europas store fortællinger

Hvilke hænder broderede de millioner af sting, der skulle til for at frembringe det pragtværk, som

siden er blevet kendt som Bayeuxtapetet? Et stykke mangler, som formentlig viste kroningen af Normandiets hertug Wilhelm som Englands konge. Men alene det knapt 70 meter lange og 50 centimeter brede broderi, som tæller 626 personer, 257 dyr og 41 skibe, har krævet tusindvis af timer. Omkring 6000 timer for én person, hvis man i 1000-tallet, umiddelbart efter slaget ved

Hastings i 1066, broderede i samme tempo som nutidige broderi-entusiaster, der har forsøgt at gøre storværket efter.

Det mest sandsynlige er, at den storladne fortælling om engelske kong Haralds edsbrud mod normannerhertugen, og Wilhelms

efterfølgende invasion af England er blevet tegnet og broderet i Syd-england. Området omkring Canterbury havde i 1000-tallet en veldokumenteret broderiaktivitet. Og billedmotiverne har en stor lighed med illuminerede, altså farvelagte, illustrationer fremstillet i England, ligesom stavemåden af de latinske undertekster tyder på engelske designere. Men stingene, de syede, var typiske for de skandinaviske vikinger.

– Man finder samme type sting på klæder fra vikingetiden, som er fundet i Danmark eller på Island, siger Bayeux-tapetets konservator, Sylvette Lemagnen fra Centre Guillaume le Conquérant i Bayeux i Normandiet, hvor tapetet hører til.

Hun omgås til daglig den næsten 1000 år gamle broderede krønike, som med en overflod af deltaljer fortæller og retfærdiggør Wilhelms erobring af den engelske trone efter arvestriden mellem Normanner-hertugen og jarlen af Wessex, Harold Goodwinson, som kulminerer i slaget ved Hastings, hvor Wilhelm får tilnavnet Erobreren og sætter sig på den engelske trone.

– Det er meget bevægende at have ansvaret for så enestående et kulturhistorisk klenodie. Jeg opdager stadig nye detaljer, som jeg ikke før havde lagt mærke til, siger Sylvette Lemagnen.

– Bayeux-tapetet er et raffineret og gedigent kunstværk. Men det er også et moralsk drama om Harolds svig og mened, om forbrydelse og straf, siger Lise Bertelsen, ph.d. i vikingetidens kunst og tilrettelægger af den udstilling om Bayeuxtapetet, som Nationalmuseet viser fra den 21. februar.

Udstillingen viser en fotografisk kopi i halv størrelse udført i et samarbejde mellem Nationalmuseet og Centre Guillaume le Con-quérant i Bayeux. Kopien vises i et samspil med arkæologiske fund fra den danske vikingetid, der illustrerer og bekræfter Bayeux-tapetets fortælling.

Historien, som Bayeux-tapetet fortæller, er sejrherrernes, Wilhelm Erobreren og hans halvbror, biskop Odo af Bayeuxs, forsøg på at retfærdiggøre Wilhelms erobring af England.

Den engelske kong Edvard Bekenderen er barnløs og sender derfor den mægtige jarl af Wessex, Harold Goodwinson, på en diplomatisk mission til Normandiet

for at fortælle hertug Wilhelm, at Edvard har udnævnt Harold til sin efterfølger.

Men Harolds flåde kommer ud i en storm og lander i grevskabet Ponthieu nord for Normandiet, hvor grev Guy tager englænderne til fange.

Wilhelm kommer Harold til undsætning, befrier ham og gør ham til sin vassal, og Harold sværger sin nye herre troskab ved en edsafgivelse, som er en af Bayeux-

tapetets centrale scener. Da han alligevel bryder sin ed og gør sig til konge over England ved Edvards død i 1066, går Wilhelm til angreb ved Hastings, slår den engelske hær og vinder, i egne øjne fuldstændig retmæssigt, den engelske trone.

Nationalmuseets udstilling fokuserer især på de elementer fra den skandinaviske vikingetid, som Bayeux-tapetet er så rig på.

– Ganske vist finder historien sted i Normandiet og England. Men hovedpersonerne har stærke historiske og dynastiske bånd til Danmark og vikingerne, siger Lise Bertelsen.

– Hertug Wilhelm er en efterkommer af vikingehøvdingen Rollo, som den franske konge forærede Normadiet i 911 for til gengæld at lade resten af Frankrig i fred.

– Og Edvard Bekenderens mormor var dansk, hans kone var halvt dansk, og

Harold Goodwinsons stedfar var ingen anden end Knud den Store, som kort forinden havde været konge over England. Vikingerne har derfor sat sig betydelige spor både i England og Normandiet, og det er ikke så underligt, at disse spor viser sig i Bayeux-tapetet, mener udstillingens tilrettelægger.

Den kulturelle indflydelse ses i visse stilistiske træk. Den rige udsmykning, som hovedsageligt er i romansk stil, har også væsentlige vikingetræk, blandt andet med den såkaldte ringrikestil, den ene af den sene vikingetids tre stilarter. Det ses i de typiske bladornamenteringer, hvor bladene nærmest rulles ud med et smæld og smykkes af et lille sideblad.

Og det relikvieskrin, som

Harold sværger på, er en næsten tro kopi af et skandinavisk langhus fra vikingetiden, ligesom kvinden Elgiva fremstilles foran et hus, der vækker mindelser om de norske stavkirker.

Mest tydelig er den skandinaviske indflydelse imidlertid i skibene, som fragter Wilhelm over Den Engelske Kanal. Det er typiske vikingeskibe med de velkendte dragehoveder, og Bayeux-tapetet er en af de vigtigste kilder til skibsbygning og sejlads i vikingetiden.

– Tapetet viser, hvordan Wilhelm giver ordre til at bygge en flåde, og skibsbygningsscenen kunne lige så godt have fundet sted i Skuldelev eller i Roskilde. Scenen er ganske enestående. Ingen af os kender andre beskrivelser med så mange informationer, siger Lise Bertelsen.

Flere arkæologiske fund har bekræftet Bayeux-tapetets broderede billeder, hvilket giver tæppet stor troværdighed og signalerer, at alt er historisk korrekt ned til mindte detalje.

Det gælder for eksempel værktøjet, som vises i skibsbygningsscenen. Kopier af økser som for eksempel den såkaldte bredbil er blevet brugt til at bygge kopierne af Skuldelev-skibene på Vikingeskibsmuseet i Roskilde. Og også det sideror, som vises på tapetet, fik i 1956 en arkæologisk bekræftelse, da en limfjordsfisker fik det såkaldte Vorså-ror i sit net.

– Men noget af det mest spændende er farverne på skibene og sejlene, som formentlig er de farver, vikingetidsmennesket har set, understreger, Lise Bertelsen.

Hun har sammen med Max Vinner fra Vikingeskibsmuseet i Roskilde analyseret Bayeux-tapetets billedmateriale, og resultatet er

en helt ny fortolkning af de trekantede sejl, som er så typiske for Bayeux-tapetets skibe.

– Normalt viser man ikke vikingesejl i trekantet form, og i lang tid har man antaget, at der var tale enten om sydeuropæiske latinersejl, der imidlertid aldrig blev særligt udbredte nord for Gibraltar. Eller om en kunstnerisk frihed, fordi disse sejl samtidig er æstetisk meget smukke, siger Lise Bertelsen.

– Men undersøgelser af rebningsteknikker viser, at man kunne trimme råsejlene, så de blev mindre og godt kunne se trekantede ud. Det betyder at de sejlede mindre hurtigt. Man skal huske på, at det var hundredevis af skibe, formentlig 450, der skulle sejles over Kanalen. Ikke blot de lange, slanke krigsskibe, men også brede transportskibe, der kunne fragte de 8000 mand og 2000 stridshingste til England. Det har krævet meget stor dygtighed at styre sådan en stor flåde. Og de trekantede sejl viser måske netop, at man af forsigtighed har reduceret sejlene, siger Lise Bertelsen.

Hun er stærkt fascineret af den episke fortællings hele deltalje-rigdom, som gør Bayeux-tapetet til et næsten litterært storværk spækket med kunstneriske symboler. Hvoraf enkelte fjerner sig fra historiske fakta for at understrege tapetets propagandaværdi.

– Ser man for eksempel på den centrale edsaflæggelsesscene, så ved vi fra andre kilder, at Harold sværgede på ét relikvieskrin, siger Lise Bertelsen.

– Men på Bayeuxtapetet sværger han på to. Ser man nærmere efter, så lægger han den ene hånd med korrekt håndstilling på det ene skrin, som ligger på en bærestol dækket af et grønt klæde, som er livets farve. Her afgiver han den officielle ed.

– Hans anden hånd hviler samtidig formløst og flaksende på et andet skrin bag ham. Dette skrin står på et rødt klæde, og nogle mænd bag ham gør opmærksom på, at der er noget galt. Det understreger meneden, som retfærdiggør Wilhelms invasion, siger Lise Bertelsen, som understreger, at deltajerigdommen er med til at gøre fremstillingen troværdig over for dem, der ser på det.

– Der er personer, for eksempel en soldat, der sætter ild til et hus, som er afbildet med skæg og topmave. Det er tydeligvis en virkelig person, som man dengang har kunnet genkende, mener Lise Bertelsen.

Denne deltajerigdom viser også, understreger Bayeux-tapetets konservator, Sylvette Lemagnen, at designeren har haft et indgående kendskab både til det diplomatiske forspil og til selve de militære handlinger under slaget ved Hastings.

– Til gengæld ved vi ikke, hvor tapetet blev vist i de første 400 år. De første vidnesbyrd om dets eksistens får vi i en inventarliste fra katedralen i Bayeux i 1476. Man gætter derfor på, at det blev fremstillet til katedralens indvielse i 1077, og at det blev taget frem og vist én gang om året ved den store relikviefest, siger Sylvette Lemagnen.

– Men sidste sommer blev en kopi i fuld størrelse spændt ud mellem søjlerne i katedralen,

og jeg syntes selv, at det synede meget lille i det store kirkerum. Man kan derfor også forestille sig, at det har været vist i Wilhelm Erorbrerens slotte. Han havde blandt andet et slot i Bayeux, siger den franske konservator.

– Bayeux-tapetet afgiver sine hemmeligheder lidt efter lidt, kommenterer Lise Bertelsen.

– Det eneste, vi formentlig aldrig får at vide med sikkerhed, er hvor og af hvem, Bayeux-tapetet blev fremstillet.

bpedersen@kristeligt-dagblad.dk

Camming- skrinet fra den sene danske vikingetid ligner det ene af de relikvieskrin, som Harold Goodwinson sværger på. -- Foto: Nationalmuseet.