En følelse af fuldbyrdelse

n TRO TIL TIDEN: I søndagens tekst må Johannes Døberen overtales til at døbe Jesus. Johannes' holdning er for Janus Høhne et billede på de kristnes ydmyghed, som han mener let bliver overdrevet. Sidste år tog han - i en alder af 24 år - sammen

Da Jesus, som fortalt i søndagens tekst, en dag tropper op ved Jordan-floden og vil døbes, må Johannes først overtales. - Jeg trænger til at blive døbt af dig, og du kommer til mig? siger Johannes Døberen. 25-årige Janus Høhne fra Århus kan ikke lade være med at mene, at Johannes her, efter hans opfattelse, er lidt for ydmyg. For ham et billede på den ydmyghed, der efter Janus' opfattelse let bliver overdrevet blandt de kristne. - Man skal dukke nakken, og det kan blive for meget af det gode. Møde Herren med ydmyghed, siger man, men jeg synes nu, man skal møde ham som den, man er, frem for at forsøge at lave om på sig selv. Han kan jo godt se, hvad der ligger bagved. Jesus svarede Johannes, at han skulle døbe ham, »for således bør vi opfylde al retfærdighed«. Da Janus sidste år - sammen med sin jævnaldrende kæreste Maja - som 24-årig tog beslutningen om at lade sig døbe i sognekirken, Sct. Pauls Kirke i Århus, skete det for hans vedkommende som en naturlig følge af, at han følte sig som kristen og som en del af et kristent samfund. - Så kunne jeg jo lige så godt få papir på det, smiler han. Dåben er for ham først og fremmest en symbolsk handling, hvormed man viser over for sig selv og omverdenen, at man er kristen og vil være en del af kirken. Han og Maja blev døbt af sognepræst Flemming Baatz Kristensen ved en morgengudstjeneste i den monumentale kirke i Århus centrum. En dag i maj, hvor solen skinnede, og vejret blev godt og varmt. Akkurat som dåbshandlingen for Janus blev en god og dyb oplevelse. - Det er svært præcist at sætte ord på, hvordan jeg oplevede det, men jeg fik en følelse af fuldbyrdelse. Nu endelig skete det. Han kan stadig mærke fornemmelsen af dåbsvandet i øjnene, og denne erindring understreger for ham ritualets rigdom. Understreger, hvor godt det er, at man ved en så afgørende begivenhed som en dåb ikke blot nøjes med ord, der let fordufter på veltalenhedens vinger, men også handler. At det åndelige følges med det håndgribelige. Selv siger han i dag, at får han børn, vil han formentlig lade dem døbe. - Og så vil jeg håbe, at vi kan hjælpe dem til at tage det spændende valg at forblive kristne. På den anden side ligger der ikke nogen bebrejdelse imod forældrene for ikke at have ladet ham barnedøbe. - Egentlig er jeg glad for, at jeg ikke blev døbt som barn, siger han efter at have tænkt sig lidt om. Det betyder jo, at der for mit vedkommende nu ligger mange flere overvejelser bagved. Jeg tror slet ikke, jeg ville have haft de tanker og overvejelser, hvis jeg havde været barnedøbt. Så havde jeg nok været mere ligeglad. Så vidt Janus er orienteret, lå der ikke fra forældrenes side nogen egentlig modvilje imod kirken. De var bare ikke medlem og havde andet at bruge deres tid til. Kristendom eller religion var ikke en del af familiens univers, og når han en gang imellem alligevel skulle deltage i en familiebegivenhed i kirken, kedede han sig grusomt. - Først for fire-fem år siden begyndte det at blive anderledes. Da ændrede det sig. Nu blev det spændende at komme i kirken, og nu nyder jeg oplevelsen. Jeg synes, jeg får meget ud af det hver gang. I sin gymnasietid kom han en overgang i KFS - Kristeligt Forbund for Studerende - og mener, at det nok har været med til at føre ham i retning af kirken, men der kan ikke peges på en enkelt begivenhed eller årsag. - Jeg har ikke haft nogen åbenbaring eller noget i den retning, men kristentroen har optaget mig gennem nogle år, hvor jeg har talt med venner og bekendte - alle der ville - om kristne spørgsmål. Janus understreger, at der er meget, han endnu ikke kan forholde sig til inden for kristendommen. - Jeg føler, at jeg stadig bevæger mig. Jeg er på vej, men samtidig er der også en følelse af, at der er kommet mere helhed over mit liv. At tingene hænger sammen. Det har jeg det godt med. Han fortæller, at han har vanskeligt ved at tro på Gud som et personligt væsen og derfor ikke kan bede til ham. Derimod udgør fortællingen om Jesus på korset - og opstandelsen - omdrejningspunktet for hans tro. - Jesus er det store forbillede, men mere end det, for på korset ofrede han sig jo for vores skyld. Jesus viste menneskeheden vejen. Skal vi kunne leve med alle de dårlige ting, vi gør, har vi brug for en frelser, mener Janus Høhne. - Vi har ikke bemyndigelse til at tilgive os selv, fastslår han og vikler sig ud i en definition på begrebet synd. Den er på spil, når vi behandler vore medmennesker dårligt eller gør noget dårligt for os selv, siger han. I disse tilfælde er det godt at kunne gå til Jesus og vide, at vi er tilgivede syndere, synes Janus. - Vi skal have et godt liv, men også tænke over, hvad vi gør. Janus kommer ikke i kirken hver søndag, men en gang imellem, og selv om han fortæller, at han nyder oplevelsen, har det ikke altid været helt let at følge med. - Når man kommer som fremmed udefra og ikke er vokset op med kirke og bibelsteder, så er det ikke altid så enkelt. Man kender ikke de bibelsteder, der tales om, og hvad skal man tro om Bibelens fortællinger? - Hvis man tror, at man bogstavelig talt skal tro på alt i Bibelen, kan det godt komme til at virke som volapyk. Jeg vælger at forholde mig kritisk til meget af det. Der er mange subjektive og fantasifulde beretninger i Bibelen, og ud fra dem må man så prøve at finde paralleller til sin egen tro og ind til den historiske kerne, som for eksempel i fortællingen om Jesu korsfæstelse. Når søndagens tekst lader Jesu dåb følge af beretningen om den åbne himmel, duen og Guds røst, er Janus ikke i tvivl: - Det er en god, farverig historie, hvor symboler deles ud med rund hånd, men for mig ligger der samtidig noget dybt symbolsk i Guds ord til Jesus: »Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag!« Disse ord, forestiller jeg mig, kan sættes over alle dåb - og jeg mener, at de på en måde også blev sagt til Maja og mig, da vi blev døbt. Det er svært præcist at sætte ord på, hvordan jeg oplevede det, men jeg fik en følelse af fuldbyrdelse. Nu endelig skete det. Janus Høhne, 25 år, er født i København, men flyttede efter folkeskolen med forældrene til Århus, hvor han nu bor sammen med kæresten Maja. Han tog de sidste to gymnasieår på Europaskolen i Belgien og arbejdede herefter et halvt år på en tobaks- og græskarfarm i Australien. Tilbage i Danmark aftjente han sin værnepligt ved ingeniørtropperne og læste siden idræt i to år, inden han gik i gang med sin nuværende uddannelse til skov- og landskabsingeniør. Fremtidsdrømmen er en stilling som skovfoged.