Kongeåen snor sig gennem engene her ved landsbyen Københoved syd for Vejen. Byen er kendt som en bastion for danskheden i et grænseland, der i årene 1864-1920 var under tysk herredømme. Her i Kjöbenhoved, som byens navn engang var fortysket til, boede flere markante personligheder, som arbejdede for at fremme dansk kultur i de år. Her kan man passere den såkaldte Frihedsbro, en bro, der reddede mange sønderjyder fra tysk krigstjeneste under Første Verdenskrig. Og på nordsiden af broen ligger et berømt lille hus, hvor der demonstrativt blev flaget med Dannebrog, blot for at provokere de tyske soldater, der holdt vagt på den anden side af åen.
Langs hovedgaden i Københoved ligger husene side om side, et af dem er en rødstensvilla med velholdt have. ”Marianne Kley og Finn Jacobsen” står der på postkassen. I haven er der gyngestativ og hønsehus, men ikke nogen flagstang – for hvad skulle de bruge den til? som Marianne Kley siger.
”Jeg er vokset op med, at min mor og bedstemor kiggede ud, når der var fest og sagde: ’Nå, nu flager de alle sammen igen.’ Det var ikke lige deres kop te, kan man godt sige. Det er det tydeligste tegn på danskhed, alt det, man er så glad og så stolt over. Men jeg har det rigtig fint med, at vi ingen flagstang har,” siger hun.
Marianne Kley er født 15 kilometer herfra i en familie tilhørende det tyske mindretal. Her er det ofte sådan, at man siger ”Oma” og ”Opa” om sine bedsteforældre. Man går i tysk skole. Man flager ikke med Dannebrog, og når der er fodbold i fjernsynet, er Marianne Kley ikke i tvivl om, hvor hendes hjerte ligger.
”Så kan jeg jo ikke holde op med at holde med Tyskland,” siger hun og ser stædigt på sin mand hen over køkkenbordet.
”Du kan virkelig provokere mig, så jeg er ved at eksplodere!”.
Finn Jacobsen hælder mælk over de jordbær, han har hentet ind fra køkkenhaven, og sender et grin tilbage. Siger ingenting.
Der er på mange måder lidt Romeo og Julie over de to, selvom dramaet i deres tilfælde havde udspillet sig, inden de blev født. Under Anden Verdenskrig lå deres familier – i hver deres nationale og politiske lejr – indirekte i krig med hinanden. Marianne Kleys slægt har, især på fædrene side, været ”særdeles tysk”.
Hendes morfar kæmpede på tysk side i Første Verdenskrig – velvilligt, modsat mange andre sønderjyder.
”Vi var til en familiesammenkomst, hvor han blev spurgt til det, at han var soldat i Første Verdenskrig. Han svarede bare: ’Man må jo kæmpe for sit fædreland’ – og så blev der stille,” fortæller hun.
For hendes farfar og flertallet af medlemmerne af det tyske mindretal i Sønderjylland kom fædrelandskærligheden til udtryk ved støtte til Tyskland under Anden Verdenskrig. Farfaderen ejede et bogtrykkeri i Haderslev og havde en lang række tillidsposter og hverv for NSDAP-N (et nazistisk parti oprettet i Sønderjylland) og andre tyske organisationer. Han var desuden byrådsmedlem i Haderslev for Slesvigsk Parti fra 1937 til 1946.
Inden Marianne Kleys farfar døde, nåede han at færdiggøre sine erindringer. I dem beskriver han, hvad han udrettede for nazisterne under krigen, og han beskriver også den tid, han efter krigen sad interneret i den såkaldte Fårhuslejr ved Padborg.
Her blev cirka en tredjedel af alle mænd fra det tyske mindretal i Sønderjylland efter krigen interneret i kortere eller længere tid for at være landsforrædere eller ”landssvigere,” som det hed. Marianne Kleys farfar sad først i arresten i Haderslev i to år og i Fårhuslejren i et år, før han igen blev lukket ud i samfundet.
”Min farfar var jo aktiv for det tyske mindretal under krigen med alt, hvad det indebar. Mens han sad i Fårhus, kørte min far rundt som bydreng, og min farmor måtte sy og strikke for andre, for ellers havde de jo ikke noget at leve af. Det betød så også, at min far havde nogle barske skoleår, hvor han blev mobbet og banket på grund af sin familie,” fortæller hun.
I Sønderjylland kan man indimellem opleve, at der bliver lidt stille i et selskab, når det kommer op, at nogen er tysksindet. Den slags stilhed kender Marianne Kley godt, men hun mærkede den aldrig som barn i det lille lokalsamfund på landet, hvor alle kendte alle. Det var først, da hun som gymnasieelev kom ind til den lidt større by Haderslev, at det blev tydeligt, at hun havde en anden arv end flertallet.
”Jeg har nok haft det sådan, at jeg godt kunne fornemme, at det at hedde Kley i Haderslev, det var ikke altid en fordel,” siger hun.
”Der var jo kun den ene familie med det navn. Folk vidste godt, hvor man hørte hjemme.”
”Dansk” er det ord, Finn Jacobsen bruger, når han skal beskrive sin slægt. I 1929 blev Finn Jacobsens mormor og morfar, der kom fra Randers-egnen, tilbudt jord til en nybyggergård i Sønderjylland. Jorden var udstykket fra en tidligere tysk domænegård som et led i en statslig indsats for at fordanske landsdelen efter Genforeningen. På samme tid, som Marianne Kleys farfar hjalp nazisterne, skjulte Finn Jacobsens ”meget danske” mormor og morfar en frihedskæmper fra modstandsbevægelsen i deres hjem ved Jels.
”Min mor har fortalt, at de i den tid, det stod på, fik ordre om ikke at tale med nogen om, hvem der også boede i deres hjem. Det var noget anderledes at skjule frihedskæmpere her i Sønderjylland end i resten af landet. Fordi her bor mange tysksindede også, så vidste man jo ikke, om naboen var stikker,” siger Finn Jacobsen.
Han er vokset op få kilometer fra Marianne Kley, og de mødte hinanden som helt unge i den lokale idrætsforening. Det var i 1970’erne, hvor man godt vidste, hvem der havde flagstang, og hvem der ikke havde, men ellers ikke tænkte så meget over fortiden.
”Når man forelsker sig, er det jo ikke det, der spiller ind,” siger Finn Jacobsen og piller lidt ved kaffekoppens hank.
Marianne Kley havde på det tidspunkt valgt, at hun ville på et dansk gymnasium, mens hendes bror valgte tysk gymnasium, og søsteren var flyttet til Flensborg.
Det første stykke tid spillede Marianne Kley og Finn Jacobsen bare fodbold sammen og var i den samme klike. Men på et tidspunkt blev det alvorligt, og det gav ”sikkert” panderynker hos Finn Jacobsens forældre, selvom der aldrig blev talt dårligt om det.
”Jeg tror, det har betydet meget mere for mine forældre end for mig. De har haft nogle bekymringer omkring, hvad det ville betyde, at jeg fandt en pige fra mindretallet. Vi har aldrig talt om det, men jeg tror måske, mine søskende har taget dig i forsvar,” siger Finn Jacobsen henvendt til hustruen.
”Jeg havde jo flest ’danske’ kammerater på det tidspunkt, men du deltog da i nogle arrangementer sammen med mig i Jugendbund (tysk ungdomsforening, red.),” supplerer Marianne Kley.
Parret giftede sig og fik børn, tre piger. Da pigerne var små, kan Marianne Kley huske, at de var til en familiefest nede sydpå hos en af Finn Jacobsens slægtninge. En af gæsterne havde fået børn med en tysk mand, og børnene var netop begyndt i tysk skole.
”Jeg kan huske, din far hev mig til side,” siger hun og ser på Finn Jacobsen.
”Han sagde: ’Ja, Evas børn er jo begyndt i tysk skole. Det må godt nok være et nederlag for hendes forældre.’”
Hvad sagde du så?
”Jeg tror ikke, jeg svarede.”
Hvad havde du lyst til at svare?
”Der var jo aldrig kommet noget godt ud af at tage diskussionen dér. Men jeg kunne jo nok have lyst til at sige: Det er da en gevinst for de børn, at de får to kulturer med i opvæksten og lærer to sprog som modersmål.”
Til familiefesterne i Marianne Kleys familie tales der en del tysk indbyrdes – og selvfølgelig sønderjysk. Mens hun selv valgte dansk gymnasium og ditto mand, har hendes søskende i langt højere grad valgt det tyske til, også for deres børn.
Efter den førstefødte datter kom til verden, tænkte Marianne Kley egentlig, at det ville være en fordel, hvis hun lærte to sprog fra begyndelsen. Men det endte med dansk skolegang.
”Jeg tror, at havde vi boet længere sydpå, så havde jeg nok plæderet for, at de skulle i tysk skole. Men der er lige lidt for langt til Haderslev (hvor der ligger en tysk skole, red.) herfra, så det var ikke et reelt alternativ,” siger hun.
Finn Jacobsen er gået ud i bryggerset efter noget.
”Og jeg tror nok, du ville havde stillet dig på tværs, ville du ikke?”, råber hun efter ham.
Han kommer ind og sætter sig igen.
”Jo. Min familie er jo dansk, og jeg har aldrig følt nogen tilknytning til det tyske,” siger han.
”Tværtimod har jeg i min barndom hørt historier om, at hjemmetyskerne hjalp nazisterne under Anden Verdenskrig, og at det at være dansk var det rigtige. Det ville have været svært for mig at acceptere, at mine børn skulle gå i tysk skole, fordi det for mig ville være lig med at fravælge det danske, som jeg føler mig som en del af.”
Til gengæld er der aldrig kommet flag op i haven, selvom det har været tæt på, fortæller Marianne Kley.
”Da Finn fyldte 30 år, ved jeg, at hans familie planlagde at give ham en flagstang i gave. Og jeg ved, at min mor ringede til hans mor og sagde: ’Det tror jeg ikke er nogen god idé.’”
Marianne Kley har aldrig følt skyld, fordi hun tilhører det tyske mindretal i Sønderjylland. Men det, der skete i mindretallet under og efter krigen, og måske især hendes farfar, har alligevel haft en betydning for den, hun er blevet.
”Han var en ret dominerende person over for sin kone og sine børn. Den oplevelse har nok fyldt meget mere end det nationale,” siger hun.
”Men han gik jo helhjertet ind for det, Tyskland stod for dengang. Mine forældre har aldrig talt om det. Og det er stadig ikke noget, vi diskuterer en hel masse, for når der er nogle kapitler, man ikke er specielt stolt over i en familie, så taler man jo ikke om det,” siger hun.
”Men når jeg har talt om krigen eller Besættelsen med andre, så har jeg nok været mere tilbøjelig til at skulle forklare nogle af de ting, der skete. I modsætning til de ’rendyrkede’ danske, som ser det meget sort/hvidt,” siger hun.
Finn Jacobsen nikker:
”Vi blev jo sendt ud med båndoptagere i folkeskolen for at interviewe gamle modstandsfolk – og det var fra den vinkel, vi lærte om krigen.”
Den enøjethed bryder Marianne Kley sig ikke om.
”Jeg kan virkelig blive irriteret på den frelsthed, som mange danskere fører sig frem med i de diskussioner. Og hvad deraf følger af generaliseringer om, at sådan og sådan er tyskere,” siger hun og slår armene over kors.
”Så der er nok ingen tvivl om, at der inderst inde stadig er noget tysk, der gør sig gældende.”
Blandt andet derfor står der ingen flagstang i haven ved huset i Københoved. Det samme er i øvrigt tilfældet ved flere af byens huse, selvom det kan være af andre grunde.
I morgen kommer Marianne Kley og Finn Jacobsens mellemste datter hjem og fejrer fødselsdag med familien. Så er der stærk sønderjysk kaffe, jordbær på kagen, fødselsdagssang og gaver.
”Jeg har nok bare et eller andet med det flag, men det er godt nok også bøvlet: Det skal ned før solnedgang, det må ikke røre jorden, og jeg ved ikke hvad. Nu er vi ude over den diskussion,” smiler Marianne Kley.