Prøv avisen

En krig, fire brødre og det store justitsmord

Otte tilfangetagne kommunister fra Vejle, heraf de fire Andersen-brødre. Nummer to fra venstre i øverste række er Svend Aage. Nederst er det fra venstre Alfred, så Aksel og yderst til højre sidder Poul Richard. Unge mænd fra arbejderklassen, der blev politisk aktive på det forkerte tidspunkt i det forkerte parti og kom til at betale en høj pris for det. Alt for høj, mener forfatter Christian Poulsen. Foto: Vejle Stadsarkiv.

Under Anden Verdenskrig blev flere hundrede kommunister anholdt og siden sendt i tysk koncentrationslejr. Fire af dem var brødre. Deres utrolige skæbne fortælles i en ny bog, som samtidig opruller en ofte glemt historie om det omfattende justitsmord, de danske politikere begik mod mange kommunister i samarbejdspolitikkens navn

Selvom Christian Poulsen kun var en lille dreng, da det skete, husker han stadig den nat, de skød efter kommunisten.

Dengang forstod han kun, at forældrene var oprørte, der var skrig udenfor, og nogen skød. Men næsten 70 år senere, da den pensionerede arkitekt havde gjort det til en hobby at skrive historiske bøger, begyndte begivenhederne at rumstere igen.

Hvem var det, politiet havde jagtet? Hvad havde han gjort? Og hvad skete der med ham?

Det var en kommunist, så meget vidste han, og eftersøgningen begyndte derfor i Horserødlejren, der fungerede som interneringslejr under Anden Verdenskrig. Flere hundrede kommunister blevet sendt hertil, og mange af dem blev i 1943 overført til tyske koncentrationslejre og de rædsler, som fandtes der.

I arkivbøgerne fangede en anden historie dog hans interesse. Her stod opført fire unge mænd med samme efternavn og forældre. Hvordan gik det til, at fire brødre skulle ende i samme ulykkelige situation? Christian Poulsen gav sig til at grave, og den skæbnefortælling han fandt, overgik de fleste Hollywood-film. Og satte samtidig alvorlige spørgsmålstegn ved den danske stats behandling af danske kommunister under krigen.

Jeg var i forvejen rimelig godt inde i forholdene under Anden Verdenskrig, men det, der skete med kommunisterne, kom alligevel bag på mig, fortæller han.

Jeg havde forestillet mig, det kun var sabotører og virkelige ballademagere, der endte et så ubehageligt sted som Horserødlejren. Men det var først og fremmest jævne arbejdere og fagforeningsfolk, der blot kæmpede en faglig kamp mod de nødlove, der skar i de i forvejen lave lønninger. Eller engagerede unge, der blev politiske af sociale grunde og uden reel revolutionsiver. Folk som de fire brødre burde aldrig være blevet spærret inde. Og de burde slet ikke være blevet udsat for de årelange rædsler, der næsten tog livet af dem. Det var et omfattende justitsmord og en sort plet i dansk retshistorie.

Brødrenes historie begynder i den forkerte ende af Vedelsgade i Vejle. På toppen af bakken boede byens spidser, men nede for enden boede de fattigste arbejdere, inklusive familien Andersen. De var ni børn, fem drenge og fire piger, og livet var barskt. De flyttede mellem små, elendige huse, og når faderen ikke kunne finde arbejde, røg de på fattiggården. Sammenholdet var stærkt, men krisen i 1930erne gjorde det nærmest umuligt at bryde de sociale rækker. Så børnene voksede op til forhutlede liv på pensionater og kun pletvist med arbejde.

Når fire af brødrene blev kommunister, var det dog ikke kun drømmen om en helt ny samfundsorden, der trak. Ligesom mange andre teenagere på den tid blev deres politiske interesse vakt af general Franco, der i 1936 satte gang i Den Spanske Borgerkrig. Det var demokratiet mod fascismen i en nøddeskal, og kommunister fra hele verden kastede sig ind i kampen. Samtidig begyndte tyske kommunister at flygte fra nazismen til Danmark, og brødrene spidsede ører over for de rædsler, der blev fortalt om. Det sidste skub kom fra en af søstrenes kæreste, der var aktiv kommunist. Det skulle være slut med udnyttelsen af arbejderklassen, lød det, og brødrene råbte med. Især den næstældste bror, Aksel, som snart blev formand for den lille, lokale afdeling af Danmarks Kommunistiske Ungdom.

Fra om formiddagen den 9. april 1940, da tyskerne kom kørende gennem gaderne i Vejle, blev det dog de fires opvækst, der afgjorde deres skæbne. Mens mange intellektuelle forlod kommunismen ved krigens begyndelse, holdt arbejderne ved. Det var dem, der havde mest at vinde. Men også mest at tabe, skulle det vise sig.

Kommunisterne var ikke populære ved krigens begyndelse. Sovjets angreb på Finland blev af mange taget ilde op. Resten ville bare have en hverdag til at køre, og det blev ikke nemmere af, at kommunisterne ofte lavede uro med illegale blade og agitation. Ikke mindst den danske regering var træt af dem, fortæller Christian Poulsen. For kommunisterne smed grus i samarbejdet med tyskerne med deres strejker, faglige kamp og jævnlige opfordringer til revolution. Men måske endnu vigtigere: De skabte uro i Socialdemokratiets egne rækker, hvor et stort mindretal støttede kommunisternes faglige krav om blandt andet bedre løn og strejkeret.

Da den første bølge af arrestationer af kommunister blev indledt den 22. juni 1941, ramte den derfor ekstra hårdt. Tyskerne, der netop havde angrebet Sovjetunionen, forlangte 66 navngivne personer anholdt. Men det danske politi tog 339. Ingen fængselskendelse, forsvarer eller domsafsigelse bare direkte i fængsel.

Iveren med at få kommunisterne af vejen var påfaldende, mener Christian Poulsen. Politiet anholdt fem gange så mange, som de skulle, og de tog alle med. Selv den yngste bror, Alfred, der blot havde uddelt 25 illegale blade, hvor partiformanden Aksel Larsens taler var trykt.

I arkiverne står blot, at de blev arresteret for politisk virksomhed. Selv på den tvivlsomme baggrund var dommene på et til to års fængsel helt ude i hampen, siger Christian Poulsen.

Og det skulle blive værre endnu. Da brødrene havde afsonet deres straf og gik ud ad fængselsdøren, ventede der dem en bil, som kørte direkte til Horserødlejren. De blev vurderet til stadig at være for farlige at have på fri fod, og efter en snævert vedtaget kommunistlov blev de nu interneret på ubestemt tid. Det samme gjorde flere hundrede andre kommunister i lejren, som alle havde et påfaldende træk tilfælles: De var fattige unge mænd. Kun enkelte intellektuelle stak ud.

Livet i lejren var ydmygende og usikkert, så en sidenhen legendarisk tunnel ud i frihed blev gravet under ledelse af skibssmeden Eigil Larsen. Larsen undslap og stiftede sabotagegruppen Bopa, men brødrene kom ikke med, og det blev skæbnesvangert. Kort tid efter, den 29. august 1943, afbrød de danske politikere samarbejdet med tyskerne, der nu tog magten over landet. De danske politikere havde lovet at advare lejren, hvis det skete, så fangerne kunne nå at flygte, men advarslen kom aldrig. Det lykkedes alligevel 98 fanger at flygte i tumulten, herunder den næstyngste bror, Svend Aage, men de tre andre blev sammen med 147 kommunister sendt til den tyske koncentrationslejr Stutthof. Ved indgangen mødtes de af spottende fangevogtere, der pegede på krematorieskorstenene: Den eneste vej ud herfra er gennem dem der. Brødrene var 22, 28 og 30 år.

Christian Poulsens hovedkilde til brødrenes skæbne er den yngste af de fire, Alfred. Han er i dag 90 år og kan stadig huske alle detaljer fra dengang. Men han har valgt at glemme de 16 måneder i Stutthof. Om dem fortæller han blot, at de overlevede på en blanding af list, held og den barske opvækst, der havde gjort dem hårdføre. Og sådan var det.

Med krigens afslutning var trængslerne dog ikke forbi, for der stod ingen hvide Røde Kors-biler for at transportere dem hjem. Alfred gik de fleste af de mange hundrede kilometer hjem. Aksel blev sat på en hest, fuldstændig afrakket og udpint. Den ældste, Poul Richard, blev ikke evakueret fra lejren før mange uger senere, og de tre nåede først Danmark længe efter landets befrielse. Den sidste var Aksel, der halvdød nåede tilbage til Vejle den 4. juli 1945 efter i alt tre år og ni måneders fangenskab.

Gensynsglæden var kort. Livet var stadig hårdt og skulle slides videre. Der blev ikke spurgt ind. Nu så familien fremad. Det samme gjorde resten af Danmark, der var ganske forandret i de år, brødrene Andersen havde været væk. Kommunister blev ikke længere jagtet, og fængslerne var nu fyldt med værnemagere og tyskerhåndlangere. Forbuddet mod kommunismen blev ophævet, og det kommunistiske parti fik tilkendt erstatning fra staten. Partiets leder, Aksel Larsen, blev minister.

Selvom brødrene på den måde endte som de retfærdige, er deres historie alligevel langtfra et eventyr, påpeger Christian Poulsen:

Der er allerede sagt og skrevet meget om overgrebene mod kommunisterne under Anden Verdenskrig. Men sjældent fra den jævne mands synspunkt. Og det var netop jævne mænd som de fire brødre, der måtte bøde mest for den danske samarbejdspolitik. Og det er dem, der i dag tjener som eksempel på, hvordan helt unges mænds ret uskyldige politiske engagement kunne få katastrofale følger. De og mange andre kommunister blev forrådt af staten. Endda i et omfang og på en måde, de færreste er klar over. Den del af historien skal med, når vi fortæller om Danmark under krigen.

Den 29. august 1943 ophørte samarbejdet mellem den danske stat og den tyske besættelsesmagt. For brødrene Andersen betød folkeopstanden en forlængelse af deres mareridt. Snart efter blev de ført fra Horserødlejren til koncentrationslejren Stutthof i Tyskland. – Foto: Vejle Stadsarkiv.