En lysende fred

Hun duede ikke. Det var forfatterinden Charlotte Strandgaards mening om sig selv den morgen, da det skete. - Jeg syntes ikke, at jeg var noget værd. Ikke som menneske, mor og forfatter. Heller ikke som kristen og medlem af Socialistisk Folkeparti. Jeg opfattede simpelthen mig selv som skræl, erindrer Charlotte Strandgaard. Men så kom lyset. - Jeg vågnede efter en urolig, mareridtsagtig søvn, satte mig lidt forvirret op og ville bede morgenbøn. Men jeg syntes ikke engang, at jeg var så meget værd, at jeg kunne henvende mig til Gud. - Så blev jeg omgivet af dette lys. Af hvidhed. Og samtidig hørte jeg en musik, som jeg aldrig har hørt i virkeligheden. - Lyset, en underlig blanding af sol og måne, har jeg ikke ord for. Jeg har kun set den form for lys forsøgt beskrevet i nærdødsberetninger. - En dyb fred faldt over mig. - Bagefter slog jeg op på det sted i Første Korintherbrev, hvor Paulus taler om, at størst af alt er kærligheden. - Den dag havde jeg virkelig fået kærlighed. Jeg vil ikke sige, at det, der skete, ændrede de ting, som pinte mig. Men det ændrede min indstilling til dem. Gennem hele sit liv har Charlotte Strandgaard fra tid til anden haft oplevelser, som ikke kan forklares ved henvisning til gængse kategorier i materialismens verdensorden. Det er oplevelser, der får hende til at føle sig lille. Ganske vist er udgangspunktet for denne samtale i hendes lejlighed på Amager søndagens tekst om forklarelsen på bjerget. Men hun ville finde det upassende at gøre krav på en parallel mellem oplevelserne, hun har haft, og de hændelser, der er beskrevet i teksten. - Det, jeg har været ude for, siger Charlotte Strandgaard, har »bare« betydet noget i mit eget liv. Jeg har ikke haft de store, »vilde« åbenbaringer, men små, stilfærdige indsigter. Små vink. - I lang tid ville jeg gerne fortælle om, hvad tro kan give. Men hver gang jeg forsøgte at skrive om det, blev det i en »pegefingerstil«, som jeg selv reagerer voldsomt imod. Da jeg var ved at opgive, bad jeg Fadervor, og i det samme hørte jeg en stemme, der befalede: »Gå ud og saml vidnesbyrd«. Når sådan noget sker for mig, sidder jeg helt stille, folder hænderne, siger Jesu navn. Dette gør hun i taknemmelighed. Men også eftertænksomt: er oplevelsen sand? Charlotte Strandgaards indsamling af vidnesbyrd blev til hendes seneste bog, »Midt iblandt os er Guds rige. 17 beretninger om kristne åbenbaringer« (Borgens Forlag). Det er ikke uden omkostninger at fortælle om åbenbaringer eller »vink«. De fleste af dem, der har oplevet den slags, er mest tilbøjelige til at følge Peters opfordring i teksten til at beholde det utrolige for sig selv. De tør ikke andet. Nogle af dem, der bidrog til bogen, konverterede til katolicismen på grund af den manglende forståelse, de mødte i folkekirken. Præsterne, som de henvendte sig til, betragtede, generelt sagt, deres beret-ninger som symptomer på psykiske lidelser. - Jeg mener bestemt ikke, siger Charlotte Strandgaard, at man kun kan betragte sig som kristen, hvis man er så nådefyldt, at man modtager disse vink. Jeg kender utallige mennesker, som lever et dybt troende liv, men som måske ikke ligesom jeg har brug for disse vink. - Dette, at jeg har fået denne nåde, forstærker kravet til mig i forhold til min næste. Når jeg har modtaget den hjælp, som jeg har, må jeg prøve at hjælpe andre. Derfor deltager jeg i dette interview. Jeg er ellers ikke meget for at snakke om det. Mit forhold til det er meget ydmygt. Jeg synes ikke, at jeg fortjener at opleve, hvad jeg har oplevet. Sådan føler vist alle, der har været ude for den slags. - Det er en gave. Men det betyder ikke, at ens liv bliver problemfrit. - I drømme har jeg ofte set noget, der skulle ske i fremtiden. Når det indtraf i min barndom, blev jeg meget bange. Første gang jeg var ude for noget i den retning, drømte jeg, at en af mine forældres venner var død. Grædende løb jeg ind til mor og far. De gjorde plads til mig i sengen, prøvede at berolige mig og sagde, at jeg havde haft et mareridt. - Men næste dag kom der et telegram om, at den pågældende ven pludselig var død, 48 år. - Forleden, da jeg var til gudstjeneste og salmesangsaften i vores lokale kirke, så jeg pludselig på den hvide væg en af mine venner, som bor langt væk. Han skruptudede. Da jeg kom hjem, sendte jeg ham en e-mail, hvor jeg bad ham ringe til mig. Det gjorde han. Det viste sig, at han havde det meget dårligt og havde brug for at snakke. Vi snakkede i en time. - Når jeg synes, at det er umuligt at finde vej i livet, får jeg ofte hjælp. Jeg beder, sidder stille og slår op i Det Nye Testamente. På en eller anden måde får jeg så altid et svar. Andre gange slår jeg op i Det Gamle Testamente, men det er så voldsomt og kan være svært at forstå. Derfor vil jeg foreslå, at man begynder med Det Nye Testamente, hvor alle troende kan finde hjælp. Hvordan kan hjælpen give sig udtryk? - Engang jeg havde god grund til at føle mig temmelig forfulgt, slog jeg op to gange i Det Nye Testamente. Første gang læste jeg det sted, hvor Jesus siger, at vi skal elske vore fjender. Anden gang læste jeg hos Paulus, at hvis vores fjende er tørstig, skal vi give ham noget at drikke, og hvis han er sulten, skal vi give ham noget at spise. - Dette er krav, jeg ikke kan leve op til. Men de har ændret min indstilling til fjender på den måde, at jeg forsøger at vende den anden kind til. Og det har vist sig, at mennesker, som jeg troede var fjender, måske i virkeligheden ikke er det. - Et menneske, der havde været forsvundet for mig, dukkede op igen. Jeg havde anset vedkommende for en fjende, men fik nu at vide, at det havde befundet sig i en forfærdelig situation, hvad jeg også havde anet. Men havde jeg ikke læst disse ord i Det Nye Testamente, havde jeg måske ikke taget så åbent imod vedkommende, som jeg gjorde. Og så havde vi måske heller ikke i dag, fem år efter, været meget nære venner. Charlotte Strandgaard fortæller om sin afdøde mor, oversætteren Annabeth Kruuse, at hun »så gerne ville tro«. Hendes sidste fem år boede hun på et plejehjem tæt ved datterens bopæl. Om søndagen fulgtes de i kirke. Men til alters ville moren ikke. Charlotte Strandgaard havde aldrig set hende gå til alters. Kort før Annabeth Kruuse døde, fik en præst, der kom hos hende, en fornemmelse af (et vink, ville Charlotte Strandgaard sige), at nu ville hun gerne. Og det ville hun. - Jeg fik at vide, at mor skulle dø i løbet af få dage. Det var tydeligt, at hun var bange. Jeg var fortvivlet, for jeg var der jo for at hjælpe. Mens jeg læste salmebogens bøn for døende for hende, var der en stemme, der hviskede til mig: »Dit lille fjols, din mor er jo bange for at dø alene!« - Så lagde jeg hånden på hende og sagde, at hun ikke ville komme til at dø alene. Og i det samme faldt hun i en dyb, naturlig søvn. - I det øjeblik hun døde, var der helt klart noget, der forlod hende. Jeg følte den samme trang, som nogle sygeplejersker føler ved dødsfald. Trangen til at åbne et vindue. Blå bog Den snart 58-årige Charlotte Strandgaard debuterede i 1965 med digtsamlingen »Katalog«. Hun har udfoldet sig i mange forskellige genrer (undertiden i samarbejde med andre). Ud over lyrik er det filmmanuskripter, tv-spil, radioteater, børnebøger, fagbøger og skolebøger. I en årrække har hun imidlertid først og fremmest udgivet romaner. Hun har skrevet 43 bøger. En ny roman, »Uden hjem«, kommer til efteråret. Charlotte Strandgaards far var afdøde Jens Kruuse, navnkundig dr.phil., forfatter og kritiker. Dette, at jeg har fået denne nåde, forstærker kravet til mig i forhold til min næste. Når jeg har modtaget den hjælp, som jeg har, må jeg prøve at hjælpe andre.