Prøv avisen

En mand med tag i folkekirken

Valdemar Holbøll havde egentlig nået pensionsalderen som departementschef i Kirkeministeriet, da Erik Scavenius bad ham blive kirkeminister i sin regering. (Foto: Scanpix)

Dagbog: Kirkeminister Valdemar Holbøll skrev dagbog fra sin tid som kirkeminister i 1942-3 og tegner et ganske godt billede af arbejdet i regeringens arbejde

Han var den kompetente og korrekte embedsmand. Han havde gjort eksemplarisk karriere og var i 1923 blev Kirkeministeriets departementschef, og han var i 1942 ved at tage sin afsked, da han pludselig blev en slags politiker. Baggrunden var den kendte telegramkrise, da kong Christian den Tiende svarede Hitler, der havde sendt ham et lykønskningstelegram på hans fødselsdag, med kortfattet at udtrykke sin bedste tak. Hitler blev rasende, og det kom til en krise i det dansk-tyske forhold. Resultatet var en regeringsomdannelse, Vilh. Buhl måtte gå af, og udenrigsminister Erik Scavenius fik den vanskelige opgave at danne en ny regering.

Valdemar Holbøll havde styret ministeriet loyalt i forhold til skiftende regeringers kirkepolitik eller mangel på samme, og han havde fra 1928 til 1940 været en tålmodig formand for Det kirkelige Udvalg, der ikke nåede til nogen afgørelse om en kirkeforfatning – og heller ikke skulle nå frem til et resultat. Holbøll var i egentligeste forstand på vej ud af døren – til en forelæsning om kirkeret, da ministeren, Vilhelm Fibiger, mandag 9. november 1942 kom hen i departementet og sagde, at han – Holbøll – skulle være kirkeminister. Så ringede telefonen, og Holbøll blev bedt om at komme til møde med den designerede statsminister, Erik Scavenius. "Nu maa De ikke sige nej", var Fibigers afskedsreplik.

Holbøll mødtes med Scavenius, der kom med den officielle opfordring. De talte om den kommende regerings politik. Scavenius spurgte, om han ikke skulle ringe hjem og spørge sin kone. Nej, da hun ville sige nej, svarede Holbøll. Det fik smilet frem hos Scavenius. Det var der ellers ikke meget, der formåede under besættelsen!

"Jeg stod Sc. fjernt og havde altid anset ham for alt for hensyntagende til Tyskerne. Men da nu Kongen – gennem Kronprinsen – var gaaet ind på, at Sc. skulle være Statsminister, og da de fire Partier havde godkendt dette, galdt det om, at der kom danske Mænd ind i Ministeriet, Mænd uden Slagside".

Holbøll begyndte at føre dagbog og førte til den til bruddet den 29. august 1943. Han var da heller ikke ganske utilfreds med den anerkendelse, der lå i, at man fra så godt som alle sider havde peget på ham, efter at biskopperne Noack og Hoffmeyer havde været på tale. Den radikale Jørgen Jørgensen havde sagt, at Hollbøl "har mere Tag i alle Landets Præster end nogen anden. Dette er maaske ikke helt urigtigt", noterede den nyudnævnte kirkeminister i sin dagbog.

Valdemar Holbøll fik ikke nogen fremtrædende plads i ministeriet Scavenius. Der kom ikke mange kirkelige sager på bordet, og de, der dukkede op, ordnede han, uden at det gav anledning til kommentarer fra anden side. Og Holbøll sørgede for, at bevægelsen i folkekirken, foranlediget bl.a. af den norske kirkekamp, blev holdt i skak. Han talte ikke meget på ministermøderne, men kunne dog tage ordet og argumentere for, at det ikke udelukkende var Justitsministeriets folk, der kunne blive amtmænd. Så havde han hævdet sit eget departements interesser!

Finansminister K.H. Kofoed var til gengæld meget fremtrædende – og han førte også dagbog. Her karakteriserede han kirkeministeren som en mand, der ikke sagde meget, men nok fulgte med. Og det viser Holbølls egen dagbog, at han gjorde. Han fik som trænet embedsmand noteret de vigtigste informationer og positioner, refereret hovedsagerne og fik trods den nøgterne form tegnet et ganske godt billede af regeringens arbejde. Det skete ofte, at statsminister Scavenius eksploderede og skældte ud, og så hedder det i Holbølls optegnelser, at mødet var "ubehageligt".

Holbøll lagde vægt på, at kong Christian den Tiende stod bag dannelsen af ministeriet Scavenius. Christian den Tiende var længe sengeliggende efter et fald med hesten, men 13. marts 1943 hilste kongen på ministeriet: "Han saa meget medtaget ud. Jeg syntes hans Ansigt var blevet saa lille". Nogen tid efter overtog Christian den Tiende igen regeringens førelse, og man var 16. juni til Statsråd på Amalienborg: "Kongen saa meget træt og forpint ud. Næsten grædende sagde han: Det kniber med Taalmodigheden. Jeg kan hverken staa eller gaa". Men så begyndte forelæggelserne, og kongen skiftede

– typisk for Christian den Tiende – sindsstemning og kom med en gemytlig bemærkning til indenringsministeren.

Trods tyske besværinger og krav, forsyningsvanskeligheder og en stadig kamp for at holde igen på omkostninger og priser, så gik det. Og den 23. marts 1943 kunne man som noget ganske ekceptionelt afholde folketingsvalg. Holbøll, der udtrykkeligt var upolitisk minister, var på Christiansborg natten og aftenen efter og noterede to dage senere: "Man mærkede en stærkt oplivet Stemning hos Politikerne over det gode Valg".

1942-43 vendte billedet sig på krigsskuepladserne. Stalingrad kapitulerede, Montgomery slog Rommel ved El Alamein, amerikanerne fik standset japanernes fremmarch i Stillehavet, og russerne tog i begyndelsen af 1943 offensiven på Østfronten. I sommeren 1943 gik de allierede i land på Sicilien, Hamburg blev næsten udslettet af et stort bombeangreb – hvad Holbøll noterer – og Sverige sagde nu nej til den tyske transit gennem landet. Det ville kunne skade Danmark, udtalte Scavenius ifølge Holbølls dagbog.

Da man tog fat på august 1943, spidsede det til. Sabotagen tog til, og tyskerne krævede drastiske indgreb. Det stod klart, at man nærmede sig en afgørende konflikt. Der strejkedes rundt om i landet, og socialminister Laurits Hansen sagde, at mentaliteten på arbejdspladserne havde ændret sig. Det var ikke længere blot kommunister, der lavede uro. Holbølls dagbogsnotater bliver tættere, mere stikordsagtige, tydeligt mere anspændte. Og ministermøderne fulgte hastigt efter hinanden. Ministeriet spændte den 19. august Christian den Tiende for vognen, kongen måtte "være med", som Kristen Bording udtrykte det, og Scavenius insisterede. Christian den Tiende bemærkede til Holbøll, at "det var nok i rette Tid, De kom ind i Ministeriet".

Holbøll håbede endnu nogle dage, at det hele ville gå over. Men den 23. august var han blevet pessimistisk: "Jeg ser idag saaledes paa det, at Ministeriet maa gaa. Naar man ikke kan klare de oprørske Handlinger fra den vildledte Befolkning og Rigsdagen i sin Helhed ikke vil støtte Regeringen – hvad de Konservative i Virkeligheden ikke vil – maa vi gaa af".

De følgende dage bragte efterretninger om fornyet og forøget uro, tyske repressalier og stadig mere intense drøftelser af, hvad der skulle ske, hvis eller snarere når ministeriet måtte gå af. Den 27. august sluttede dagens lange indførsel: "Stemningen var meget alvorlig, da vi skiltes. Man var klar over, at der vil ske noget en af de første Dage, maaske allerede idag". Dagen efter fulgte det tyske ultimatum – og beslutningen om at tage bruddet. Efter at man havde været rundt om partierne, konkluderede Scavenius, at man måtte sige fra.

Regeringen tog nu til Amalienborg for at træffe den endelige formelle beslutning i Statsrådet. Christian den Tiende var meget bevæget. Han takkede ministrene for afgørelsen, som han anså for den rigtige. De tog afsked en for en med kongen. Da det var Holbølls tur, græd Christian den Tiende. "Tilsidst sagde han ligesom for at stramme sig op: Jeg bliver maaske den første, de skyder". Det skulle jo - med tanke på den kommende nats overfald på bl.a. Sorgenfri Slot, hvor kongen opholdt sig – næsten vise sig en profetisk udtalelse.

Så fulgte den praktiske gennemførelse af beslutningen, og Holbøll noterer som den samvittighedsfulde embedsmand de aftaler, der blev truffet om "forretningens videreførelse". Der blev udsendt en erklæring om, at embedsmændene skulle blive på deres poster, og at administrationen "indtil videre overtoges af Departementschefer, Generaldirektører og Direktører. Derefter sagde vi Farvel til hinanden, og min Ministertid var endt".

Valdemar Holbølls optegnelser følger og forklarer – og, ja forsvarer – forhandlingspolitikken i dens sidste fase. Der er ikke tvivl om, at han følte sig forpligtet til at påtage sig opgaven og bidrage til at skåne land og folk for en værre skæbne. Så enkelt var det. Kongen – selve Statens inkarnation – havde opfordret Scavenius til at danne regering, og Scavenius bad nu ham tage den post, han var særlig kvalificeret til. Det blev så til 10 måneder, selv om han ved udnævnelsen havde regnet med, at den nye ophøjelse kun ville vare i nogle få dage.

Valdemar Holbøll ville ikke ringe hjem og spørge sin kone, om han skulle modtage tilbuddet. Hun ville sige nej, skrev han. De gjorde hun også, men da havde han sagt ja – husker han at få med i dagbogen, der ellers er helt koncentreret om de politiske begivenheder, han nu kom på tætteste hold af.

historie@kristeligt-dagblad.dk

$CLASS=skilt$Valdemar Kragh Holbøll

1871-1954. Departementschef, kirkeminister. Uddannet jurist, fra 1898 ansat i kultusministeriet, der blev delt i 1916 i et kirkeministerium og et undervisningsministerium. En deling, Holbøll ifølge Dansk Biografisk Leksikon var imod, fordi han ønskede at bevare kirkens indflydelse på skolen. Departementschef i Kirkeministeriet 1923-42. 1928-40 formand for det kirkepolitiske udvalg, der blev nedsat ved lov på foranledning af de konservative, der ønskede en kirkeforfatning. Udvalget afgav 12 års betænkning uden en flertalsindstilling. Kirkeminister i regeringen Scavenius fra 9. november 1942, men indstillede ligesom resten af regeringen sin funktion 29. august 1943. Dansk Biografisk Leksikon skriver om Holbølls embedsførelse: "Som han havde været korrekt tjenestemand blev han en korrekt "upolitisk" parlamentarisk kirkeminister".

"Jeg bliver maaske den første, de skyder", sagde Christian den Tiende ifølge V. Holbøll, da regeringen tog til kongen for at meddele beslutningen om at træde tilbage i august 1943. Her ses Christian den Tiende til hest i København. (Arkivfoto)
Valdemar Holbølls dagbog blev solgt på auktion til Kristeligt Dagblad for 16.000 kr. (Foto: Hans Christian Jacobsen)