Den bedste kilde til at forstå Færøerne i middelalderen er ”Færingesagaen”. Det mener lektor cand.mag. Kim Frandsen, der nyligt har udgivet en modernisering af den gamle fortælling, hvor en af hovedpersonerne er den upålidelige Tróndur.
”Tróndur var en mand af stor vækst, med rødt hår og rødt skæg. Han var fregnet med et barsk udseende og mørk af sind. Han var snu og rænkefuld, uvenlig og ond imod folk, talte sødt til sine overmænd, men hele tiden lumsk i hjertet.”
Sådan beskrives Tróndur af Gøtu, der er en af de stærke frihedssymboler blandt færingerne i den nyligt udkomne ”Færingesagaen –en anderledes Nordens historie”. ”Færingesagaen” er efter alt at dømme blevet til som mundtlige overleveringer og nedskrevet i begyndelsen af 1200-tallet af islandske skjalde.
Selvom sagaen strækker sig over flere hundrede år, beskæftiger den sig primært med striden mellem to hovedpersoner, Sigmundur Brestisson, den modige, stærke, retskafne og på alle måder forbilledlige arketype på en helt, og antihelten Tróndur, som altså ikke beskrives i lige så flatterende vendinger.
Som ung mand bliver Tróndur del af en strid mellem en rig gårdejer, Havgrímur, og de to brødre og høvdinge Brestir og Beinir. Tróndur lader sig ”hyre” af Havgrímur, og en forårsdag omkring år 975 angriber Tróndur og omkring 30 mand de to brødre, som bliver dræbt for øjnene af deres sønner Sigmundur og Tóri, som derved også mister familiens landområder.
Tróndur ønsker at dræbe de to drenge ligesom deres fædre, men han bliver talt fra det. I stedet sender han de to faderløse drenge til Norge for at undgå, at de senere skal søge hævn og gøre krav på deres arv.
Norge spiller en vigtig rolle i det nordiske magtspil på det tidspunkt. Og det er vigtigt for at forstå betydningen af, at den færøske saga blev nedfældet af islændinge og ikke af færingerne selv. Den kendsgerning kan synes ejendommelig, men det kan der findes flere forklaringer på.
En af dem er, at islændingene på den tid var kendt for deres skjalde- og sagatradition. Det kom til udtryk i deres mundtlige overleveringer og i deres flittige produktion af sagaer. Derfor udviklede de et ry som datidens fremmeste ”historikere”, ikke blot på Færøerne, men også i det øvrige Norden herunder Danmark, hvor flere islandske skjalde og sagafortællere kom forbi Valdemar Sejrs hof.
En anden forklaring har at gøre med Norges magt i middelalderen, som både islændinge og færinge har interesse i at kritisere.
I ”Færingesagaen” kommer unge Sigmundur og Tóri under den norske Håkon Jarl, som de udfører en række succesrige togter for i både Sverige og Rusland i løbet af de næste fire år.
Sigmundur er en modig og kompetent kriger, og under Håkon Jarl bliver han både en rig og magtfuld mand. Som bevis på sin anerkendelse forærer den hedenske Håkon Jarl blandt andet Sigmundur en guldring. Den skal senere spille en fatal rolle i fortællingen.
I 995 dør Håkon Jarl, og han efterfølges af den kristne Olav Tryggvason. Sigmundur har i mellemtiden besluttet sig for – sammen med Tóri – at vende tilbage til Færøerne for at hævne deres fædre, og den nye konge, Olav Tryggvason, overbeviser Sigmundur om at konvertere og kristne Færøerne. Inden Sigmundur rejser, beder Olav Tryggvason også Sigmundur om den hedenske ring som bevis på Sigmundurs loyalitet. Men dette nægter Sigmundur. Han vender tilbage til Færøerne og ydmyger sin fjende Tróndur ved at stille ham over for valget: Lad dig kristne, eller bliv halshugget, og Tróndur accepterer modvilligt den nye tro.
Denne skildring illustrerer ifølge Kim Frandsen islændingenes interesse i at skildre færingernes historie.
”Flere islandske sagaer står i høj grad i opposition til Norge, og de har til formål at forsøge at begrænse den norske konges indflydelse. Det, der går igen i flere sagaer, er modviljen mod at underlægge sig det norske rige og den norske konges vilje og en insisteren på retten til selvbestemmelse og til at bevare sit eget juridiske system og love. Det gør sig også gældende i ’Færingesagaen’, hvor man lægger afstand til Nordens største helgenkonge Olav (den hellige) Haraldsson og hans forgænger Olav Tryggvason, som lykkes med at påtvinge dem kristendommen.”
Sagaer var dels et middelalderfolks beretninger om sig selv, fortalt til sig selv, til underholdning og social orientering, men de kan på den måde også opfattes som en form for ”propaganda”.
”Færingesagaen” havde således til formål at skildre Færøernes hedenske kultur og traditioner og modstille disse med det norske rige, der udgjorde en trussel for islandsk og færøsk selvforståelse og kultur. På den måde kunne islændingene måske bruge Færøerne som en forpost i armlægningsdysten med de på alle områder overlegne nordmænd.
Selvom det altså lykkedes Sigmundur at kristne Færøerne, formåede færingerne også i vid udstrækning at holde fast i deres egne skikke.
På samme måde kunne benediktinermunke på Island – til trods for at de også skrev på latin – skrive sagaer på old- islandsk, hvormed de holdt den islandske skjalde- og sagatradition i hævd.
”Blandt andet fordi man skriver på oldislandsk, kan man tage kristendommen til sig, uden at kristendommen udmanøvrerer den hedenske fortid og islændingenes egen kultur. Islændingene vil ikke have, at paven skal bestemme over dem. De opfatter sig på den ene side som kristne og overholder eksempelvis fastedage, men de vælger, hvilke traditioner de ønsker at indoptage, og hvilke de ikke vil.”
Cistercienserne er et eksempel på en religiøs orden, der aldrig lykkedes med at få fodfæste på Island. Ordenen, som under den danske ærkebiskop Eskil (cirka 1100-1181) var meget dominerende i Danmark og i Sverige, og som på sit højeste havde omkring 800 klostre fordelt over hele Europa, blev formentlig af islændingene opfattet som en trussel mod deres kultur på grund af ordenens centralistiske, hierarkiske og pavenære struktur.
Selvom ”Færingesagaen” umiddelbart ligner en klassisk hævnfortælling, får Sigmundur aldrig selv hævn over ærkerivalen Tróndur. I stedet møder Sigmundur sit endeligt ved et simpelt rovmord. Ligesom Tróndur havde gjort med Sigmundurs far, angriber han og en flok krigere Sigmundur, der dog lykkedes med at flygte ved at kaste sig i havet. Forkommen skyller han i land på en naboø, hvor en bonde finder den bevidstløse Sigmundur og myrder ham for at stjæle den guldring, som den norske Håkon Jarl havde givet ham.
Og da slutter sagaen for den ene hovedperson Sigmundur engang omkring år 1010. Med uforrettet sag. Hans ærkefjende – og sagaens anden nøgleperson, Tróndur – lever godt nok, til han bliver en gammel mand omkring de 90 år, men han dør af sorg, da Sigmundurs slægtninge får hævn ved at dræbe flere af Tróndurs nærmeste i kamp. Og således slutter sagaen om to personer, Sigmundur som den heltemodige, men også som repræsentant for den norske jarle- og kongemagt, Tróndur som en snu og rænkefuld opportunist, der dog kæmpede for sin frihed og selvbestemmelse.
Kim Frandsens ”Færingesagaen – en anderledes Nordens historie” er et både omfattende og tungt illustreret værk, som består af to bind. Bind 2 er selve ”Færingesagaen” moderniseret til nutidsdansk. Den er baseret på den danske oldtidsforsker C.C. Rafn, som i 1832 i sin udgivelse samlede sagaen fra flere forskellige islandske håndskrifter, og som for første gang nogensinde oversatte den til færøsk og dansk.
Men før dette kommer bind 1, der beskriver den nordiske historie fra cirka 835 til 1200-tallet på en ny måde, hvor udgangspunktet er den færøske og islandske selvforståelse og ikke som vanligt historien fortalt gennem skandinaviske øjne. Denne vinkel er, hvis ikke uudforsket, så i hvert fald groft underbelyst ifølge Kim Frandsen, der kalder sin tilgang i dette bind for en ”syntese”.
”I bind 1 har jeg forsøgt mig med en syntese. Det er min hensigt, at denne del skulle danne baggrund for læsningen af selve ”Færingesagaen” i bind 2. Men naturligvis kan den spændende saga sagtens læses for sig selv. I mange år har jeg beskæftiget mig med at forsøge at forstå, hvad der foregik inde i hovedet på de islændinge, der skrev sagaer. Hvordan opfattede de historisk ”sandhed” dengang, og hvordan opfattede de deres egen før-kristne tradition i forhold til den, der kom med kristendommen? I mine bøger kalder jeg det den islandske ‘identitetshistorie’, men det kommer det nok nærmere at omtale den som ’eksistenshistorie’. Det er disse refleksioner, der har været syntesens forudsætninger,” forklarer Kim Frandsen.
Nogle af de stærkeste historiske kilder er samtidssagaer, der, som navnet antyder, er blevet til på samme tid som deres historier og personer. Derfor har de i dag for historikere en større kildeværdi end islændingesagaer som eksempelvis ”Egils saga”, ”Njals saga” – og for den sags skyld ”Færingesagaen”. I Danmark kendes meget lidt til samtidssagaer.
Et eksempel på en samtidssaga er ”Sverres saga”, som er en saga om en af Norges vigtigste middelalderkonger – den færøsk-norske konge Sverre Sigurdsson (omkring 1177-1202). Den er skrevet af en islandsk benediktinerabbed ved navn Karl Jonsson – med Sverre Sigurdsson kiggende over hans skulder.
Ifølge Kim Frandsen kan Karl Jonsson bedst beskrives som en ”spindoktor”, og i sagaen hedder det blandt andet, at Sverre er søn af den norske konge Sigurd Munn og dermed retmæssig tronarving. Sverre lå i krig med Danmark og med den katolske kirke, og da det kom Absalons egen ”spindoktor” Saxo for øre, kaldte han det for en uforskammet løgn.
Ligesom ”Færingesagaen” er dette et eksempel på brugen af sagaer som et politisk våben. Men sagaerne udvikler sig fra at være mundtlige fortællinger, der på et tidspunkt nedskrives på oldislandsk – og derfor kender man ikke alle forfatternavne – til at blive primært skriftlige produkter med tendens efter skriftens indførelse. Og de sidstnævnte naturligvis i dag blive opfattet helt anderledes af historikere, forklarer Kim Frandsen.
”Mange af samtidssagaerne har en helt anden historisk værdi, fordi de er skrevet på samme tid, som begivenhederne har fundet sted. Og ved hjælp af naturvidenskabelige undersøgelser – blandt andet af arkæologer og retsmedicinere – kan man faktisk sandsynliggøre, at flere af de begivenheder, som omtales i både islændinge- og samtidssagaer har fundet sted i virkeligheden.”
”Færingesagaen” er blevet til omkring 200 år efter de personer og begivenheder, den skildrer, og er altså ikke en samtidssaga. Alligevel er det en vigtig kilde til at forstå Færøernes historie.
”Jeg kalder det en ’kernefortælling’, men jeg bilder mig naturligvis ikke ind, at der ikke er mange unøjagtigheder i fortællinger overleveret over flere hundrede år. Hvis vi dog tilgår dem med forsigtighed, kan fortællingerne og det nedskrevne stadig spille en vigtig rolle som historiske kilder.”
”Færingesagaen” spiller da også en vigtig rolle i den færøske bevidsthed i dag, og alle færinge er bekendt med de to sammensatte hovedpersoner Tróndur og Sigmundur. Det er heller ikke uden betydning, hvem af de to man holder med, fortæller Kim Frandsen.
”De er stadig billeder på de to grundforestillinger om Færøerne: Holder du med frihedskæmperen Tróndur, der ønsker færøsk selvstændighed, eller Sigmundur, billedet på en forbindelse med Norden og dermed kolonimagterne?”.