Prøv avisen

En reformator kom til landet

Christian III lytter på Gammeltorv i København, mens en sekretær læser anklageskriftet mod de katolske biskopper op. Herefter tager han selv ordet for at erklære hele riget for protestantisk. Det var den 30. oktober 1536. Relief fra Reformationsmonumentet over for Københavns Domkirke. – Foto: Leif Tuxen.

Folkekirken i Danmark styres stadig af en række regler og love tilbage fra 1500-tallet, som Martin Luthers nære allierede Johann Bugenhagen var med til at udforme

Den 30. oktober 1536 sidder den danske kong Christian III (1503-59) på en forhøjning på Gammeltorv i København med front mod domkirken. Foran ham står adelen, købstædernes repræsentanter og to bønder fra hvert herred. I alt omkring 300 mennesker.

Kongens budskab er enkelt og danmarkshistorisk. Det er her, han gør det danske folk til lutheranere.

En sekretær oplæser et anklageskrift mod de katolske biskopper, kongen selv gør rede for den nye tro.

Danmark skifter trosretning. Kongen styrer kirken, og kirken skal ikke længere blande sig i politik.

Den lutherske bevægelse dumpede ikke ned fra himlen. Fra 1520erne havde tankerne bag Martin Luthers (1483-1546) opgør med den katolske kirke også sneget sig over den dansk-tyske grænse næret af også danske teologers utilfredshed med den katolske kirkes privilegier.

Det var også en folkelig bevægelse, og allerede før det tvangsindkaldte folkemøde på Gammeltorv var købstæderne overgået til luthersk lære. Men arbejdet med, hvordan troen skulle udformes, stod tilbage efter kongens erklæring.

LÆS OGSÅ:
Reformationsdag er på vej i glemmebogen

Det er ingen nem opgave at reformere et helt land. For hvad skal der ske, når de katolske biskopper er sat bag lås og slå, deres jordegods beslaglagt, tiggermunkene udvist og de katolske præster konverteret til den evangelisk-lutherske kristendom?

For Danmarks vedkommende ankom den tyske reformator Johann Bugenhagen (1485-1558) til Danmark i 1537 for at assistere ved udformningen af den lutherske lære i danske klæder.

Bugenhagen var en del af det evangelisk-lutherske triumvirat fra Wittenberg bestående af Bugenhagen, Martin Luther og Philipp Melanchthon som skrev Den Augsburgske Bekendelse. Bugenhagens speciale var kirkeordninger, og før han kom til Danmark, havde han blandt andet udformet den tyske kirkeordning.

Han havde mere end en finger med i Kirkeordinansen på latin fra 1537, som to år senere blev oversat til dansk. Og han viede de første syv danske biskopper dengang kaldet superintendanter blandt andre Hans Tavsen og Peder Palladius.

Bispevielsen havde den teologiske finte, at da Johann Bugenhagen ikke selv var biskop, kunne han ikke lade de nye biskopper få den apostolske succession, som i dansk luthersk forståelse er en katolsk skik. Det vil sige, at superintendanterne ikke blev viet som direkte efterfølgere af apostlen Peter, der i kristendommen regnes for Roms første biskop. Den svenske kirke har overtaget skikken fra den katolske kirke. Derfor kan man se, at der bliver holdt nøje øje med svenske biskopper ved danske eller norske bispevielser, så det sikres, at svenskerne ikke lægger hånd på den nye biskop.

Det var et langtidsholdbart skrift, Bugenhagen udarbejdede i samarbejde med danske teologer. Kirkeordinansen har med få justeringerne overlevet frem til i dag.

Det gælder ifølge kirkehistoriker og dr.theol. Martin Schwarz Lausten på en række områder. Hans bog Johann Bugenhagen udkom tidligere i år.

Martin Luthers lære om frelse at ingen frelses af gode gerninger, men ved Guds nåde er at finde i Kirkeordinansen. Ordinansen fastsætter også, hvilke bøger en dansk præst skal eje, for eksempel Den Augsburgske Bekendelse og Luthers lille katekismus. Dertil kommer, at prædikenen skal foregå på dansk, at prædiken kommer før nadver i ordets gudstjeneste, og også dåb, nadver og begravelser foregår stort set som dengang. Undtaget er dog djævleuddrivelsen ved dåb.

Kirkeordinansen gælder også på en række områder for forvaltningen af kirken: Menigheden vælger selv sin præst, et udvalg af præster vælger biskoppen dog skal valget godkendes af kongen. I dag er det både præster og menighedsrådsmedlemmer, der vælger biskop. Men det er fortsat stiftets biskop, der har ansvar for præsternes forkyndelse og rette forvaltning af embedet.

Kirkens pligt til indsamling til godgørende formål stammer også fra Kirkeordinansen.

Bugenhagen selv skrev en Kristi lidelseshistorie, som stadig står i Den Danske Salmebog, og som mange præster læser op fra prædikestolen langfredag her mangler dog de antijødiske udfald, som oprindelig var en del af historien.

Endelig kan man sige, at grunden til, at biskoppers løn og pension i dag betales af staten og ikke via kirkeskatten, skyldes konfiskeringen af bispegodserne i 1536.

Dog var kongen noget nærig i det med aflønningen af de gejstlige.

Johann Bugenhagen var ikke bare en højtstående akademiker. Han deltog også aktivt i præsters og biskoppers lønforhandlinger med kongen, som ikke var meget for at slippe de enorme summer, der var kommet ind ved konfiskeringen af bispegodset. Anslået tilfaldt mellem 20 og 33 procent af Danmarks jorder nu kongen. Man kan sige til hans forsvar, at han også skulle bruge penge efter flere års borgerkrig.

Til gengæld var det også kongens ordre, at alle biskopper skulle ansætte seks tjenestefolk og køre med firspand. Det var svært på en løn, som udgjorde lige under, hvad en håndværker tjente. Og nogle af de tidligere katolske præsteembeder hvor præsten var ugift havde en så ringe indtjening fra jord og menighed, at det var umuligt for en præst at overleve, når han også havde familie. Mange præster tiggede biskopperne om et embede på landet, for der hørte jord til, så man selv kunne producere føden.

Sjællands biskop, Peder Palladius, havde det heller ikke nemt. Da Bugenhagen på et tidspunkt blev sendt til Nyborg, bad Palladius ham mindeligt om ikke at køre med sine egne heste på turen, men i stedet benytte Palladius firspand. Biskoppen havde nemlig ikke råd til at købe foder til dem, hvis de blev hjemme.

Og Bugenhagen meddelte kongen, at de gejstlige ikke var godt forsørget. Og han skrev til biskopperne, at visse ugudelige lo i begyndelsen, fordi der skulle gives disse nye biskopper hø og strå, som dog ellers er nødvendige for jeres hjem og heste. Og opfordrede dem til at klage til kongen. Christian III var ikke uenig, men først 20 år senere blev levevilkårene for præster tålelige ved hjælp af en lønreform.

Det var ingen demokratisk kirke, der kom ud af Kirkeordinansen. Kongen blev en slags Guds stedfortræder, fordi Bugenhagen i forordet skrev, at der er to ordinanser: Guds og kongens. Men samtidig, at det var alvorligt at gå op imod den af Gud indsatte verdslige øvrighed altså igen kongen.

Det var ifølge Martin Schwarz Lausten en melanchthonsk kirke-stat-opfattelse efter reformatoren Philipp Melanchthon nemlig at kongen både var kirkens åndelige og verdslige overhoved, fordi han ud over at lede landet også var ansvarlig for sine undersåtters efterleven af den rette tro.

En anden kirkehistoriker, Jørgen Stenbæk, mener derimod, at Bugenhagen søgte en form for tidlig kirkeforfatning en slags grundlov for kirken hvor den fik nogle rammer, godt nok af kongen, men som kirken selv skulle fylde ud i overensstemmelse med den nye lære.

Bugenhagen opholdt sig i Danmark fra 1537 til 1539, og her hjalp han også til med reorganiseringen af Københavns Universitet.

Op til sin død i 1558 blev han ligesom Philipp Melanchthon (1497-1560) før ham en bitter mand blandt andet på grund af angreb fra de såkaldte gammel-lutheranere, der beskyldte ham for svigt.

Ved begravelsen i Wittenbergs Stadskirke sagde Philipp ­Melanchthon om ham: Der er ingen tvivl om, at han hørte hjemme blandt dem, om hvem der er skrevet: salige er de døde, som dør i Herren, derfor vil jeg afstå fra en begravelsesklage.

Kilder til artiklen: Martin Schwarz Lausten: Johann Bugenhagen. Luthersk reformator i Tyskland og Danmark. Forlaget Anis 2011. Schwarz Lausten har også udgivet Kirkeordinansen på nudansk i 1989.

Andre læser lige nu