En sognenes mand

INTERVIEW: Ribes netop afgåede biskop, Niels Holm, er optimistisk på folkekirkens vegne. Men evangeliet skal forkyndes på baggrund af liv og ikke blot livlighed

Da jeg blev valgt, var biskoppen den tilsynsførende, tilbagetrukne figur, mens man nu skal udtale sig til pressen, hver gang der sker noget i kirken. Om det er bisperollen eller pressen, der er ændret, ved jeg ikke, men det er nu nok begge dele, siger Niels Holm (Foto: Niels Åge Skovbo/Fokus)
Da jeg blev valgt, var biskoppen den tilsynsførende, tilbagetrukne figur, mens man nu skal udtale sig til pressen, hver gang der sker noget i kirken. Om det er bisperollen eller pressen, der er ændret, ved jeg ikke, men det er nu nok begge dele, siger Niels Holm (Foto: Niels Åge Skovbo/Fokus).

Det kommer ikke til at fyge med gode råd over kaffekopperne, når tidligere biskop Niels Holm, 67 år, i morgen er med til bispevielse i Ribe. Embedet har ingen jobbeskrivelse, og hver biskop må gribe det an, som han eller hun nu kan og vil. Men ét råd vil han dog gerne give sin afløser, Elisabeth Dons Christensen, nemlig at hun skal lære så mange menighedsråd og præster at kende så hurtigt som muligt.

Ribe Stift er langstrakt. Det sydligste sogn er meget forskelligt fra det nordligste, og Niels Holm, som nu er flyttet til Hinnerup ved Århus, har nydt den del af sit arbejde, som har været at lære de enkelte præster og menighedsråd at kende. Han har været meget involveret i stillingsansættelser, fordi det netop har været så vigtigt, at præsten passer til stedet.

Til et menighedsrådsmøde i Sønderjylland, hvor man skulle gennemgå ansøgninger til et ledigt præsteembede, blev Niels Holms tilstedeværelse kritiseret. En kvinde spurgte direkte, om han da troede, at han var bedre til at læse ansøgninger, end hun var. Og hun fik et direkte svar tilbage. Ja, det mente Niels Holm, at han var.

- Og sådan ville man aldrig have spurgt mig oppe nordpå. I Sønderjylland er man generelt skeptisk over for myndigheder, det er nok noget fra tyskertiden, der hænger ved. Man kan også godt mærke, at området var tysk på Grundtvigs tid, for der er ikke den grundtvigske, folkelige kristne tradition, som for eksempel er stærk ved Ringkøbing. Der er ikke kvalitetsforskelle, men det er sjovt at bemærke.

Niels Holm har været en sognenes mand som biskop.

- Det er jo der, kirken er, og det er så vigtigt, at sognene fungerer. Skal der ske forandringer i stiftet, har det skullet komme derfra. Kirken er jo en konservativ størrelse, hvor folk finder tradition og ikke ønsker de store forandringer. Skal der ske forandringer, skal det ske i den takt, der er naturlig for det enkelte sogn.

Ikke bekymret

Da Niels Holm blev biskop i 1991, talte han om en »forbavsende mangel på kirkelig pligtfølelse«. Det var specielt møntet på menighedsrådsmedlemmer, som efter Niels Holms mening har en forpligtelse, et kirkebænkeembede, som han kalder det. Men han er ikke en bekymret mand på folkekirkens vegne.

- Man kan jo se på medlemstallet, at det danske folk er tilfredse med deres kirke. Ikke alle er lige aktive, men folk vil nødig undvære kirken, og jeg tror, der kommer lige så mange i kirke, som der altid har gjort. Og alle skulle da også nødigt komme hver søndag, for det er der jo ikke plads til, siger Niels Holm.

De mennesker i sognet, der føler, at de har et kirkebænkeembede, og som mener, de skal komme i kirken for præstens og for sognets skyld, nærer Niels Holm stor sympati for. Han har blandt andet oplevet dem i sin tid som præst i Vestjylland.

- Når det var rigtig dårligt vejr, og himmel og jord stod i ét, tænkte man, at der nok ikke kom en sjæl - og så var han der. Det var han ikke altid i godt vejr. Sognet skulle fungere.

Talen om de kirkefremmede og de faste kirkegængere, og hvorvidt de første forstyrrer de sidste, som blandt andre Svend Bjerg og Palle H. Steffensen fremfører i deres bog »Nedlæg folkekirken«, byder Holm imod.

- Hvor sætter man grænsen? Hvornår er man kirkefremmed? Folk er medlemmer af en kirke, som de benytter i det omfang, de har brug for. Det er da ikke så underligt, hvis et dåbsfølge ikke ved, hvornår det skal rejse sig, for de mennesker kommer ikke ret tit i kirken, men så må man jo bare hjælpe dem med det, og det går da i det store hele godt.

Meningsautomater

Niels Holm er en mand med en højt udviklet humor, og han er nok blevet mildere med årene. Han forstår ikke, når nogen forlanger, at andre skal være lige så alvorlige, som de selv er. For så er man ikke særlig alvorlig. Så er man selvoptaget, siger han, og det bryder han sig ikke om. Det intensiverede rampelys, der i disse år rettes mod biskopperne, kommer Holm ikke til at savne.

- Man er som biskop blevet en slags meningsautomat, som pressen kan trække meninger ud af. Bisperollen er forandret, der er kommet mere fokus på den. Da jeg blev valgt, var biskoppen den tilsynsførende, tilbagetrukne figur, mens man nu skal udtale sig til pressen, hver gang der sker noget i kirken, hvad enten det er i ens eget stift eller i et andet. Om det er bisperollen eller pressen, der er ændret, ved jeg ikke, men det er nu nok begge dele.

Det kan skyldes den voksende kirkelige interesse, som Niels Holm blandt andet har sporet i forældres interesse for konfirmandundervisningen.

- Tidligere klagede præsterne over manglende opbakning fra forældrenes side, men det gør de ikke mere. Den er enestående god, og det er jo også en art kirkebænkeembede. Det stemmer sindet til glæde.

Med hensyn til den stigende interesse for religiøsitet i det hele taget mener Niels Holm, at kirken til en vis grad skal gå i dialog. Men dybest set kan og skal kirken ikke gøre andet end at forkynde kristendom. Og det skal være på baggrund af liv og ikke en påtaget livlighed, som han formulerer det.

- Liv kommer af nødvendighed. Livlighed er udtænkt, det er en ydre attitude, hvormed man tror, man skaber liv. Det gør man ikke. Men man skal forkynde evangeliet, som er et frihedsbrev til at leve livet, som man har fået det givet. Uden at glemme, at man har fået det givet og er forpligtet på det.

kirke@kristeligt-dagblad.dk