Det var meget varmt. Vejene var støvede og uden skygge. Mange kvinder og børn faldt hurtigt om af udmattelse. Vagterne slog dem med stave. De, der ikke kunne komme op at gå i samme tempo som resten, blev slået, til de døde, eller de blev dræbt på anden måde.
Vores første varsel om, hvordan det kunne gå os, fik vi, da vi havde været fire timer undervejs. Vi kom til et sted med træer og en kilde. Soldaterne, der var til fods, var trætte og gav os lov at hvile og få vand.
En kvinde pegede ud på en slette et stykke fra vejen, hvor vi så noget, der lignede et menneske, sidde på jorden. Nogle af os gik derhen og så, at det var en armensk kvinde. På jorden ved siden af hende lå seks bylter i forskellige størrelser, lige fra en meget lille til en på min størrelse. Alle var de pakket ind i helt hvidt stof, der gav genskin i solen.
LÆS OGSÅ: Tyrkiets ambassade tøver med kontroversiel udstilling
Vi behøvede ikke spørge for at forstå, at der var et barnelig i hver bylt. Moderens ansigt var halvt dækket af et slør, hvilket fortalte os, at hun havde vendt sig fra Gud (konverteret til islam, red.) i håbet om at redde de små. Men forgæves.
Hun hverken talte eller bevægede sig, men kiggede bare på os med stor tristhed i øjnene. Ansigtet virkede bekendt, og én knælede og løftede hendes slør. Da genkendte vi hende: Margarid, hustruen til pastor Badvelli Moses fra Kamakh. Tit havde Badvelli Moses været for at tale i vores kirker i Tchemesh-Gedzak med sin kone og deres ældste datter, Sherin, der var på min alder. Ud over Sherin havde de fem yngre børn. Nu lå de alle her ved siden af Margarid indhyllet i de lagner, hun havde taget med, da hendes folk var blevet deporteret fra byen.
Der var tusindvis af os, sagde Margarid, da vi havde fået hende ud af den apati, sorgen havde bragt over hende.
De tog os med kun en times varsel. Den første nat blev vi angrebet af kurdiske banditter til hest, der førte alle mænd lidt væk og dræbte dem. Vi så vores mænd dø en efter en. De tog tøjet af alle kvinder og børn selv de mindste for at finde de penge, vi kunne have gemt på os. Så tog de alle de pæneste piger og voldtog dem foran vores øjne.
Jeg tryglede den øverstbefalende for vagterne om at beskytte min Sherin. Han havde været vores ven hjemme i Kamakh. Han lovede at redde os, hvis vi blev muslimer, og for Sherins skyld gjorde jeg det. Han fik banditterne til at give os lov at tage tøj på igen, og Sherin og jeg tog slør på.
Den øverstbefalende gav soldaterne besked på at følge os til Harpout og føre mig til byens guvernør. Da vi tog af sted, var kurderne og soldaterne i gang med at slå de piger ihjel, som de var blevet trætte af, og de andre dræbte de også. Da vi nåede hertil, slog soldaterne mine små børn ihjel ved at knuse deres hoveder. De voldtog Sherin, mens de holdt mig, og bagefter skar de hendes bryster af, så hun døde af det. De lod mig leve. Det var, fordi jeg var blevet muslim, sagde de.
Vi prøvede at få Margarid med videre i vores gruppe, men hun ville ikke.
Jeg må gå til Gud med mine børn, sagde hun. Jeg bliver her, til han tager mig med.
Da vi gik igen, sad hun stadig ved siden af sine kære.
LÆS OGSÅ: Nu har du set dokumentationen. Hvad gør du så med den?
Det var sent, og stjernerne var kommet frem, da vi nåede bredderne af floden Karasu. Her sagde soldaterne, at vi kunne slå lejr for natten. I det fjerne kunne vi se lyset fra minareten i byen Gwazim, hvor far og Paul (fortællerens bror, red.) var omkommet i flammerne bag fængslets mure.
Hele vejen på vandringen havde vagterne slået de kvinder og børn ihjel, som ikke kunne følge med. Mange af de pæne piger var blevet trukket med ud ved siden af vejen for senere at komme tilbage med tårer og skam i øjnene. Lusanne (fortællerens søster, red.) og jeg havde smurt vores ansigter ind i mudder for at se grimme ud, og jeg bar stadig dækkende dragt og slør.
For en tid så det ud til, at vi ikke ville blive mishandlet, da vagterne havde placeret sig i små grupper på afstand af os. Kun lejlighedsvise skrig fra en pige, der havde tiltrukket sig soldaternes opmærksomhed, mindede os om, at vi ikke måtte falde i søvn.
Uddrag fra bogen Ravished Armenia (Det voldtagne Armenien), oversat fra engelsk af Anders Ellebæk Madsen.
Aurora Mardiganian