Prøv avisen
Interview

En tredje vej mellem paven og ”lutheriets gift”

Teolog Poul Helgesen var i begyndelsen sympatisk indstillet over for Luther. Men han blev hurtigt skeptisk over for det destruktive potentiale, der lå i Reformationen. Det ses her i St Winifreds Church i Storbritannien, hvor helgeners ansigter blev vandaliseret i 1548. Foto: Mark Hannaford/Stock/Polfoto

Man kan hente vigtig historisk erkendelse om Reformationen i Danmark og inspiration til reform af den katolske kirke hos den danske 1500-tals teolog Poul Helgesen. Det siger historiker, mag.art. Kaare Rübner Jørgensen, der har forsvaret en doktorafhandling om ham

I anledning af 500-året for Reformationen har der – ikke mindst her i avisen – været intenst fokus på en begivenhed, hvis betydning for det moderne Danmarks fødsel næppe kan overvurderes. Selv den amerikanske politiske filosof Francis Fukuyama har fremhævet Reformationen som helt afgørende for den danske vej til modernitet, retsstat og det liberale demokrati. Men Reformationen er også brud, kamp og skel. Ikke mindst brud med en universel kristendom og én fælles kirke med en grænseoverskridende kontinuitet – på tværs af landegrænser og bagud i historien.

Det føler man – og følte man under reformationsårene – måske særligt påtrængende som dansk. De to momenter mødes nu i en doktorafhandling om den danske reformkatolik Poul Helgesen, der spillede en særlig rolle, da Reformationen kom til Danmark. Det er historiker og forfatter Kaare Rübner Jørgensen, selv katolik og formand for den reformkatolske gruppe We are the Church, der står bag afhandlingen.

”Jeg spejler mig klart i Poul Helgesens virke som en tredje vej mellem pavedømme og Luther under Reformationen. Han var reformkatolik – altså, en katolik som ikke er bange for at fortælle, at der er mange fejl i hans kirke, som burde reformeres. Det er jeg jo enig i – vi skal have et opgør med cølibatet, folk skal ikke udelukkes fra nadveren, bare fordi de er skilt, og kvindelig ordination skal vi også have. Så både som historiker og som katolik er der meget at hente hos Poul Helgesen,” siger Rübner Jørgensen.

Hans afhandling med titlen ”En katolsk kamphane”, som han forsvarede i februar, handler om Poul Helgesen i almindelighed og hans samtidshistoriske og reformationskritiske bog ”Skibbykrøniken” i særdeleshed.

Helgesen, som Rübner Jørgensen kalder for ”den største åndsperson i Norden i første halvdel af det 16. århundrede”, var tidligt trådt ind i karmeliterordenen og underviste fra 1519 på Københavns Universitet.

”Han var intellektuelt suveræn, belæst, meget vidende om oldtiden, nordisk og europæisk historie. Hans latin er imponerende, og hans brug af den klassiske retorik er meget formfuldendt. Han skriver desuden et for datiden meget flot dansk, selvom han jo nærmest udelukkende har bevæget sig i en latinsk sprogverden. Og så var han, hvad vi i dag ville kalde en europæisk intellektuel. Han fulgte nøje med i, hvad reformatorerne Martin Luther og Philipp Melanchthon samt humanisten Erasmus af Rotterdam skrev, og formede sine tanker efter det.”

Netop forholdet til Luther er et af de helt vigtige omdrejningspunkter for Helgesen. Denne sympatiserede i begyndelsen med Luther og forelæste over hans tekster som en af de første herhjemme. Men han er også en katolsk kritiker af Luther, der med dyb skepsis talte om ”lutheriets gift”. På den ene side imod Luther og Reformationen, på den anden uddannede han flere af de første evangeliske præster i Danmark.

”Ja, det lyder som selvmodsigelse, men der er faktisk en sammenhæng,” siger Rübner Jørgensen.

For Helgesen kunne sagtens følge Luthers kritik af den katolske kirke for at have glemt troen og det kristne projekt til fordel for pomp, pragt og politisk magt – afladshandel og overtro, fortæller han.

”Det var der faktisk relativt stor opbakning til generelt i Nordeuropa. Helgesen brugte også Luther i sine forelæsninger, hvilket han blev kritiseret for, men for Helgesen var Luthers tanker jo moderne og moderniserende. Han var særligt sympatisk over for Luthers tanker om troen som et personligt anliggende og engagement. Men han var også bevidst om, at det ikke kun var Luther, der tænkte sådan,” forklarer Rübner Jørgensen.

”Men der, hvor han står af over for Luther, er ved afsværgelsen af og bruddet med den katolske kirke og pavedømmet som institution. Det så han som en kilde til krig, konflikt og social uro. Og det fik han jo på sin vis ret i. Tænk på bondeoprørene i Syd- og Midttyskland. Helgesen var en fredens, samdrægtighedens og kontinuitetens mand, der ville fastholde den fælles, grænseoverskridende kirke. Men rense den for det misbrug, der var, og som Luther også påpegede.”

Hvad håbede han med at skrive ”Skibbykrøniken”?

”Han håbede, at læserne blev klar over, hvilke farer der var over for samfundet og den enkeltes mulighed for frelse ved at tilsluttet sig Luther. At de ville vende tilbage til enhedskirken. Helgesen taler sjældent om sig selv som katolik, men som ortodoks. Hans reformation af kirken handlede om at vende tilbage til oldkirkens kristendom. Da ’kristendommen var kristendom’, som han siger. Han vil have en etisk reformation, hvor næstekærligheden og omsorgen for fattige og syge skulle stå i centrum. For det var der, vi viste os som kristne mennesker. Ikke for ingenting skrev han også om indretning af hospitaler.”

Hvor realistisk troede han, det var, at danskerne ville droppe den lutherske reformation?

”I dag ser det uafvendeligt ud. Men det gjorde det ikke nødvendigvis i midten af 1530’erne. Altså, hvad nu hvis Christian III, som jo fører Reformationen igennem, i Helgesens øjne ved et kup, hvor han arresterer biskopperne og truer adlen, var død allerede i midten af 1530’erne? Kunne man så forestille sig, at danskerne var vendt til- bage? Det ved vi ikke. Vi ved ikke meget om katolikkerne i Danmark efter 1536, men der ligger et håb om det hos Helgesen, så det så ikke helt usandsynligt ud dengang.”

”Skibbykrøniken” var ikke kun en reformationskritisk bog. Det er også – ifølge Rübner Jørgensen –begyndelsen på sekulær historieskrivning i Norden.

”Hans årsagsforklaringer tilskrives sjældent Gud. Når folk gør noget forkert, er det ikke nødvendigvis Djævelen, der er på spil, men menneskelige faktorer som begær efter penge og magt. Her omplanter han historiesynet fra den italienske renæssance til nordisk muld. Også i den forstand, at han så historien som en livets læremester. Man skulle lære at vende sig mod dyderne og væk fra lasterne af historien. Også på den måde er han i opposition til Luther, der så menneskelige handlinger som gudsgivne.”

Dermed er vi også fremme ved synet på gerninger og frelse. Luther afviste, at man kunne frelses ved særlige gerninger. Det var Helgesen enig i. Men han mente stadig, at gode gerninger var væsentlige.

”Over alt hos Helgesen handler det om, at næstekærligheden og omsorgen for de fattige og syge var den kristnes vigtigste pligt. Så gerningerne var vigtige. Ikke fordi de er frelsende, men fordi vi viser, at vi er værdige til frelsen via gode gerninger. På den måde – men det er et personligt synspunkt – synes jeg, at Helgesen med nutidens briller er en mere moderne teolog end Luther.”

Hvorfor?

”Jamen, som katolik er det først og fremmest, fordi han viser, at man godt kan holde fast i paveinstitutionen og reformere den katolske kirke samtidig. Helgesen så paven som et slags administrativt overhoved. Ikke et dogmatisk. Det kan man lade sig inspirere af i dag, mener jeg.”

Og som protestant?

”Ja, heldigvis er der ikke længere spændinger og konflikter mellem katolikker og protestanter, sådan som der var i kølvandet på Reformationen. Men Helgesens tredje vej mellem pavedømme og Luther, hans renæssance- humanisme og grundlæggende pluralisme er vigtig også i dag. Han er en figur, der fastholder både den kristne kontinuitet fra oldkirken og viser, at der flere måde at være kristen på. Det sprang Luther over.”

Poul Helgesen sympatiserede i begyndelsen med Luther, men talte senere med dyb skepsis om ”lutheriets gift”, siger Kaare Rübner Jørgensen, der i februar forsvarede en doktorafhandling om Helgesen. Foto: Jens Otto Emmich