Fra midten af 1300-tallet var Italien ramt af en række store sygdomsudbrud. De første blev forbundet med pesten, som havde fået sit tag i Europa noget tid forinden, og som førte til mange dødsfald, hvor end den spredte sig.
Men et nyt navn for den smitsomme sygdom, som medførte feber, hoste og til tider død, begyndte også så småt at vinde indpas blandt italienerne. Navnet kan spores tilbage til et sygdomsudbrud i Firenze i 1504 og byggede på en teori om, at sygdommen opstod under indflydelse fra stjerner, planeter og andre himmellegemer. Senere kom andre lande også til at tage det italienske ord til sig og bruge det om lignende udbrud over hele verden: influenza.
Lige nu befinder danskerne sig et godt stykke inde i den årlige influenzasæson, som varer fra omkring oktober og frem til foråret og blandt andet resulterer i hovedpine, koldsved, svimmelhed og kvalme og særligt kan være farlig for ældre og mennesker med et svagt helbred.
Sygdommen er dog spået til at få mindre godt fat i denne sæson end normalt, da coronakrisen har medført et øget fokus på god hygiejne og på at holde afstand. Siden den spanske syge, som med 50 til 100 millioner liv på samvittigheden er den mest dødelige influenza-pandemi til dato, har man nemlig kendt til risikoen for smittespredning mellem mennesker.
Men den spanske syge var altså ikke det første influenzaudbrud, verdens befolkning har været udsat for. Det første tilfælde, hvor begrebet blev brugt, var som sagt i 1500-tallet, og nogle forskere mener ligefrem, at man kan spore sygdommen 2500 år tilbage i tiden.
En af de forskere er professor Svenn-Erik Mamelund, som leder en forskergruppe, der ser på influenzapandemier igennem historien på Oslo Metropolitan University i Norge.
”Udfordringen ved at spore influenza langt tilbage er, at begrebet influenza ikke fandtes før i 1500-tallet. Nogle af de største sygdomsudbrud med høj dødelighed blev kaldt pest, men når man studerer tekster fra den tid, kan man finde beskrivelser af epidemier, som med høj sandsynlighed har været influenza,” siger han.
Som eksempel nævner Svenn-Erik Mamelund pesten i Athen fra omkring 430 til 427 f. Kr., der ifølge ham kan være den første registrerede influenzapandemi. Den er beskrevet af den græske historiker Thukydid, som forklarede, hvordan indbyggerne under Den Peloponnesiske Krig blev ramt af en voldsom hede i hovedet, rødme samt betændelse i øjnene og tungen efterfulgt af snue, hæshed og voldsom hoste.
Flere forskere finder det dog mere sikkert at kalde en epidemi i Grækenland i 412 f.Kr. for det første kendte influenzaudbrud. Den er blandt andet beskrevet af den græske læge Hippokrates (460-377 f.Kr.), der ses som lægevidenskabens grundlægger.
Hippokrates havde også en teori om, hvad sygdomsudbruddet skyldtes. Hvor død og ulykke på den tid oftest blev forklaret med gudernes vrede, bidrog han med en mere videnskabelig tilgang. Forklaringen var ifølge ham miasma – forgiftet eller forurenet luft, der skyldes nedbrydningsprocesser i jorden. Hippokrates mente, at den dårlige luft blev frigjort ved jordskælv eller vulkanudbrud, hvorefter den spredte sig over lange afstande med vinden og gjorde dem, der indåndede den, alvorligt syge.
”Teorien med miasma holdt ved i lang tid. Så sent som i 1918 så man i Island en sammenhæng mellem kraftige vulkanudbrud og et kraftigt influenzaudbrud og mente, at det måtte skyldes rådden jord, som slap ud under udbruddene,” fortæller Svenn-Erik Mamelund.
Efterhånden dukkede flere andre teorier om sygdommen også op. I 1500-tallet, hvor astrologi var en del af lægevidenskaben, mente man som tidligere nævnt, at mennesker blev påvirket af stjerner, kometer og meteornedslag eller en bestemt konstellation af planeterne Jupiter, Saturn og Mars. En noget anderledes teori kom i slutningen af 1700-tallet fra den tyske filosof Immanuel Kant. Han argumenterede for, at det var insekter, der bar sygdommen med sig ad kommunikationsvejene til søs og karavanerne mellem Europa og andre dele af verden og overførte den til mennesker.
Også i Danmark forsøgte læger i 1800-tallet at blive klogere på epidemierne, der ramte landet, og man studerede blandt andet vinden, vejret, mængden af nedbør og det skiftende klima, siger Morten Arnika Skydsgaard, der er museumsinspektør på Steno Museet ved Aarhus Universitet og forsker i medicinhistorie.
”Til en vis grad havde man fat i noget af det rigtige om, at sygdommen er sæsonbestemt og har at gøre med usynlige partikler, der spreder sig. Men man troede, at det handlede om luften og vejret, ikke om en virus, der spredte sig,” siger han.
En interessant dansk opdagelse var ifølge Morten Arnika Skydsgaard, da lægen Frederik Bremer i 1850’erne kunne afvise, at influenza spredte sig i vindens retning.
”Bremer kiggede på to epidemier, som havde bevæget sig fra Sjælland til Jylland, og tjekkede vindretningen. Ved den ene af dem, blæste vinden den ene vej, og ved den anden blæste den den anden vej. Så han fandt ud af, at sygdommens udbredelse ikke kunne forklares med dårlig luft,” siger han.
I den første halvdel af 1800-tallet var der også mange herhjemme og i andre dele af Europa, som fortsat så sygdomsudbruddene som en straf fra Gud, siger Lone Simonsen, som er pandemiforsker ved Roskilde Universitet. Men efter koleraen i midten af 1800-tallet blev den forklaring i højere grad erstattet af et øget fokus på folkesundheden og folks levevilkår.
Et stort gennembrud opstod ifølge Lone Simonsen i 1880’erne, hvor læger i Berlin og Paris beviste, at sygdomme kan forårsages af bakterier og smitter fra person til person.
”Det er der, man blev helt færdig med miasma-teorien, og det blev klart, at sygdomme kan smitte fra menneske til menneske. På det tidspunkt vidste man dog stadig ikke noget om vira. Det var først i virologiens æra efter 1930’erne, at det blev klart, at influenzaepidemier skyldes virus,” siger hun.
Det var også i 1930’erne, at det endelige bevis for, hvad der fremkaldte den spanske syge i 1918 kom fra virologer, som identificerede lungevæv fra frosne lig, siger Lone Simonsen. I det årti udviklede virologien sig for alvor.
”Og herefter bevægede vi os ind i videnskabens tidsalder,” siger hun.