England og englændere. Ordene bliver brugt i dagligdagen og tages for givet. Men udtrykket det engelske folk dukker først op i sproget med begrebet ”gens Anglorum” i det ottende århundrede. De første små engelske kongeriger etableres derefter, og omkring år 1000 kommer selve navnet England - eller ”Engalond”, som var det tidlige navn for landet, der er blandt verdens ældste endnu eksisterende stater.
”Der er få ældre stater, som stadig eksisterer, primært stater funderet på gamle kejserriger som Kina og Iran. Men der er få - hvis nogen - ældre nationalstater i form af et betydeligt politisk samfund med en følelse af slægtskab, kulturel fællesskab, deltagelse i regering og repræsentative institutioner,” mener Robert Tombs.
Han er professor i historie ved Cambridge University og forfatter til en 1012 sider lang historiebog, som trækker hele den engelske historie op.
Han peger på, at udtrykket England i historiske termer er relativt nyt. De første fodspor fra forgængerne til homo sapiens i England er således over 800.000 år gamle, omend det først var for 6000 år siden, at jægere og samlere begyndte at kultivere landet.
Bogen kommer samtidig med, at netop spørgsmålet om at være engelsk har fået fornyet aktualitet efter sidste års folkeafstemning om skotsk selvstændighed, der igen har ført til krav om, at kun politikere valgt i England må stemme om den type beslutninger, som de respektive selvstyreparlamentet i Skotland, Wales og Nordirland selv kan træffe, hvis de foregår i deres områder.
En af pointerne i Robert Tombs' store bog er netop, at det i nyere tid er svært at skelne mellem engelsk og britisk identitet.
”Set på langt sigt er det tydeligt, at England aldrig har været afgrænset af en britisk skal,” siger historikeren, som omtaler landet i hunkønsform.
”Ikke alene var hun, naturligvis, et suverænt kongerige gennem det meste af sin historie. Men det er heller ikke uden betydning, at der gennem århundrederne har været forbindelser til Skandinavien, Nederlandene og Frankrig, og i mere moderne tider med det britiske imperium, USA og Tyskland, som har været vigtigere for England end forholdet til resten af nationerne på øerne, selvom de var en del af et mere eller mindre forenet kongerige,” fremhæver Robert Tombs.
Den første union var med Wales i 1536. Siden var der først en union, hvor der var fælles kongehus med Skotland fra 1603, før den nuværende union blev til i 1707. I år 1800 blev Irland for en tid en del af United Kingdom (Det Forenede Kongerige på dansk), hvilket har været med til at skabe et til tider forvirrende billede af, hvilket rige englænderne var og er en del af.
Historikere har gennem tiden også blandet begreberne om, hvornår der var tale om England og Storbritannien.
”Tanken om at England ikke har - eller ikke skulle have - sin egen historie er interessant og ret mærkelig. Det vil være utænkeligt at bruge den samme argumentation om Irland, Skotland eller Frankrig. Englands historie synes at skræmme nogle mennesker. Dets fortid, virker det som om, er ikke død. Der er slet ikke nogen fortid, mener de,” skriver Robert Tombs i sin argumentation for at fortælle om Englands historie.
England er en nation, og han beskriver nationer som gader i en gammel by, med huse af forskellig størrelse og møblement.
”England er et gammelt snørklet hus, med et historisk fundament, med en stor victoriansk tilbygning, en garage fra 1960'erne, og med nogle irriterende utætheder og træk til at afbalancere dets historiske charme,” lyder billedet på den engelske nation og dets folk fra Robert Tombs.
