Karantæne og afstand har længe været de stærkeste våben i kampen mod smitsomme epidemier. Det har været set fra antikkens spedalskhuse til 1800-tallets hjemmeisolering. Men datidens beretninger fortæller også om ensomhed og frygt hos de indespærrede.
”Jeg har endnu til et par retter med de tørrede pærer, du sendte mig for fire år siden, og i aften tager jeg hul på den flaske, din kæreste sendte mig i foråret med brændevin,” skrev professor Hans Mule til sin bror den 12. december 1711.
Hans Mule skrev sit brev fra det isolerede og pestramte København, og nød det sidste af de madvarer, som han havde fået tilsendt af familien på Fyn. Mange københavnere sultede, for det var både farligt og besværlig at udveksle varer i den isolerede by:
”Amagerbønderne måtte for eksempel aflevere deres varer på Christianshavn. Varerne blev derpå sejlet over vandet, halet op over Københavns bymur og betalingen blev halet ned igen. På den måde undgik man kontakt mellem køber og sælger, men det var samtidig enormt besværligt og dyrt. De rige kunne betale og de fattige kunne ikke,” forklarer Karl-Erik Frandsen, lektor emeritus i historie på Københavns Universitet.
Karl-Erik Frandsen har forsket i den store pestepidemi, der hærgede i Østersøområdet og Danmark i 1700-tallet, og han har undersøgt, hvordan man søgte at stoppe sygdommens udbredelse.
”Allerede inden pestens ankomst til Danmark havde man oprettet karantænestationer på øerne Kyholm og Saltholm. Her skulle skibe fra pestramte byer i karantæne, før de måtte komme af med deres varer i danske havne. Også uden for Helsingør lå skibene i karantæne på vandet. Her har en fisker sandsynligvis smuglet varer fra ét af de karantæneramte skibe i ly af mørket. Men han har samtidig, uden at vide det, smuglet pesten med tilbage til Helsingør,” forklarer Karl-Erik Frandsen.
Pesten spredte sig snart til hele Helsingør, men i lang tid fortav de lokale myndigheder sygdommen og de mange pludselige dødsfald i frygt for at blive afskåret fra resten af landet.
”Men til sidst kan man ikke holde det hemmeligt længere, og den 25. maj 1711 spærrer man hele Helsingør og Nordsjælland af, helt til Roskilde Fjord. Man opstiller bevæbnede soldater, som får til ordre at skyde alle, der prøver at snige sig ind eller ud,” siger Karl-Erik Frandsen.
Det lykkedes dog en ung snedkersvend at snige sig gennem afspærringen og ind i København, da han ville besøge sin moster. Han bragte den smitsomme sygdom med sig, og snart var det københavnernes tur til at blive isolerede og frygtsomme.
”Vi lever daglig i stor frygt og fare for denne fordærvelige sygdom, som alle vegne har udbredt sig. Denne uge, så vel som den forrige, har været to hårde uger. I denne uge er over to tusinde mennesker døde,” berettede Hans Mule i sine breve til broderen på Fyn.
Hans Mule var blandt de 50.000 københavnere, der endte med at omkomme under pestepidemien i 1700-tallet. Men sygdommen ramte aldrig Jylland og øerne takket være isolering, streng karantæne og begrænset færgeoverfart.
”Længe før man kendte til bakterier og virus, var man klar over, at isolering af de syge var den eneste sikre måde at stoppe smitte på,” forklarer Karl-Erik Frandsen.
Allerede i antikken fandt man det vigtigt at isolere de syge fra de raske. De frygtede spedalske blev sendt i særlige spedalskhuse eller ud på øde øer, og under 1400-tallets pestudbrud fandt man på at sætte skibe i karantæne uden for Venedig, så en eventuel sygdom kunne drive over. Siden dengang er man fortsat blevet bedre til at stoppe spredningen af sygdomme gennem karantæne og isolation. Det siger Hans Trier, historiker og speciallæge i samfundsmedicin, som har skrevet bogen ”Angst og engle” om den spanske syge i Danmark:
”I 1800-tallet vidste man endnu ikke, hvad en virus var, eller hvordan den så ud. Men man havde en god fornemmelse af at influenzasygdommen kunne sprede sig via hoste, nysen og tæt kontakt. Derfor blev isolation og afstand et vigtigt værktøj til at bremse smitten under den spanske syge,” forklarer Hans Trier.
Den spanske syge var en særlig voldsom influenzaepidemi, der raserede i flere bølger fra 1918 til 1920, hvor op mod 18.000 danskere omkom. Spredningen blev forstærket af, at mange danskere opholdt sig tæt sammenstuvet i bygninger, transportmidler og arbejdspladser.
”Myndighederne opfordrede folk til at undgå unødig sporvognskørsel og store forsamlinger, og i perioder lukkede man skoler, forlystelser og indskrænkede kirkehandlinger. Men man understregede også vigtigheden i at holde afstand til de syge. Den spanske syge var på mange måder en katastrofe bag lukkede døre, og den udspillede sig både på hospitalerne og i hjemmet,” siger Hans Trier, som har benyttet sig af erindringer fra datiden til at forstå forholdene under den spanske syge.
Sygdomsramte familier havde valget mellem indlæggelse på de overbelastede hospitaler eller isolation i hjemmet – hvis de kunne betale hjemmeplejen og medicinen. Familien Haugsted i Svendborg havde valgt hjemmet:
”Naboerne gik forbi huset, som om vi havde pest. De kunne godt nikke og smile, men ingen kom ind og tilbød at hjælpe. Hvis vi havde brug for noget, for eksempel fra apoteket, åbnede vi hoveddøren, pakkede recepten og pengene ind, og lagde den på dørtrinnet. Nogen samlede den op, hentede det, vi skulle have, og lagde det på dørtrinnet. Nogle gange lagde de også noget chokolade til børnene, men der var ingen, der kom ind. I seks uger var det, som om vi boede på en øde ø,” erindrede husets 13-årige datter Ingeborg.
Men ikke alle var heldige at have familien omkring sig, eller ressourcerne til hjemmepleje. Især i København var der mange tilflyttede arbejdere.
”Jeg boede på den tid på et lejet værelse i Ryesgade, og de mennesker, jeg boede hos, var begge på hospitalet af sygdommen, da jeg selv blev angrebet af den. Jeg lå nogle dage i min seng uden mad eller tilsyn, da ingen vidste, jeg lå der. Efter er par dage blev jeg nødsaget til at stå op og få købt noget mad, og så hjem i seng igen,” erindrede den dengang 20-årige snedkersvend Peder Strøyer Pedersen.
På landet var man som sygdomsramt familie endnu mere isoleret, og her var man også afhængig af alle familiemedlemmer til at producere føden:
”Vi havde lige slagtet husholdningsgrise, to af børnene lå i sengen, vi havde endnu ikke hentet læge. Min kone var lige blevet færdig med blodpølse, men ikke saltet flæsket og lavet spegepølse, så måtte hun i seng (…) Jeg selv var ikke en rådden sild værd. Som jeg røgtede de syge og dyrene, stod jeg foran en rødglødende kakkelovn, vendte jeg ryggen til, frøs jeg foran, og omvendt. Jeg skulle dog holde mig oven senge. Hjælp var ikke at få, da der var syge i alle hjem,” erindrede den 40-årige gårdejer Thorvald Petersen.
De mange erindringer fra tiden under den spanske syge beretter om isolation, ensomhed og frygt, men ifølge Hans Trier er der dog også positive historier at finde.
”Der var tusinder af frivillige, som hjalp de isolerede og nødstedte familier gennem trængslerne. Især Røde Kors og Frelsens Hær hjalp til, og mange danskere tilbød sig frivilligt som medicinbude, sygeplejere og kokke eller stillede mad, tøj og sengeklæder til rådighed – ikke uden risiko for smitte. De frivillige brød ensomheden og isolationen, og taknemmeligheden fylder også i beretningerne fra dengang,” siger Hans Trier.
En af de taknemmelige var skibstømrer Adolf Rasmussen, som var isoleret med sin sygdomsramte familie i huset i Marstal.
“Byens gader var så godt som affolkede, thi intet hjem slap fri for sygdommen; den var meget smitsom. Den lokale afdeling af Frelsens Hær bestod af to kvinder. Og hvad disse to kvinder præsterede i at hjælpe de syge, var rent fantastisk. Disse to heltinder gik fra hjem til hjem for at hjælpe de syge på forskellig måde med pleje og pasning uden betaling, og de satte ved deres gerning et uudsletteligt minde hos os,” erindrede Adolf Rasmussen.