I en epoke som denne, hvor vi generelt fokuserer på vores forhold til andre som selve livets mening, måtte corona-isolationen ankomme som en gevaldig udfordring. Pludselig skulle man leve med at være afskåret.
Men spørgsmålet er, hvor afskårede vi egentlig var. Perioden viste sig snarere at blive en ny mulighed for wifi’ens leverancer af pseudo- og kvasieksistens. Billedligt talt for eksempel porno i stedet for sex, for ikke at sige kærlighed. Dette liv fortsatte uhindret på internettet, ligesom samværet gjorde på sociale medier, og hvor meget isolation eller ensomhed var der så egentlig tale om?
Ikke desto mindre har det bugnet med fortællinger om udfordringen ved den livsforandrende oplevelse af at være afskåret. En evig diskussion dukkede op igen: Er man mest sig selv, mest menneske, når man er sammen med andre, eller når man er alene med sig selv?
Livsstilseksperter, psykologer og fremtidsforskere har i isolationstiden beriget os med deres uforgribelige meninger om dette, og det er jo, hvad det er. Måske en absurd diskussion, for svaret er vel, at man ideelt set har brug for begge dele i balance. Man har både brug for tid til at kaste sig ud i samværet med samfundssind og modtagelighed over for andres impulser og eventuelle kløgt, og man har brug for tid til at trække sig tilbage og være med sig selv i eftertanke.
Alligevel er det en interessant diskussion. ”No man is an island” (ingen mand er en ø) skrev barokdigteren John Donne, men tænk på, hvor mange af vores civilisations væsentligste tænkere, kunstnere og forfattere, der som salig Greta Garbo ”just want to be alone!” (bare ville være alene). Man kan spørge: Hvor ville Nietzsches, Kafkas, Heideggers og Kierkegaards tanker være i dag, hvis de havde haft mobiltelefoner og sociale medier til rådighed? Som så mange andre kreative mennesker i kulturen trak de sig fra omverdenen og havde svært ved at fastholde modne personlige relationer til andre. Det er påfaldende, med hvor stor energi kulturens mest kreative ofte har forsvaret behovet for at være alene, trangen til at komme ind og få fat i de inderste tanker, behov, følelser, impulser.
Det har vi ikke alle de samme forudsætninger for, som det fremgår af den offentlige diskussion om ”ekstrovert” vs. ”introvert” personlighed, som dukker op med mellemrum og også gjorde det i isolationstiden. Af den synes det tankevækkende nok at fremgå, at det anses for finere at være introvert end ekstrovert. Man kalder sig gerne førstnævnte, mens sidstnævnte mest ses som et skældsord synonymt med overfladisk.
Coronaisolationen reaktualiserede det evige spørgsmål om forholdet mellem at være sammen med andre og at være alene. Det gør unægteligt en forskel, om aleneheden er noget, man vælger, eller noget, man bliver tvunget ud i. Søger man den, er det ofte ud fra en forestilling om, at man dermed sætter sig bedre i stand til at søge ”det gode”, hvad end der ved dét forstås Gud eller bare det gode i sig selv. Det er et spørgsmål, som har en dyb historisk resonans i den vestlige civilisation.
I det 4. århundrede vrimlede ørkenerne i Nordafrika og Mellemøsten med et sært folkefærd, som skulle få stor betydning for den kristne kultur. Det var de tidlige kristne eremitter, som forlod en stadig overvejende hedensk verden for at leve med sig selv i vildnisset. Dermed kastede de sig ud i noget nyt og uprøvet. Af forbilleder var der kun Elias og Elisa i Det Gamle Testamente, Johannes Døberen i Det Nye Testamente samt Jesu 40 dage i ørkenen, hvor han lod sig friste af Satan. Og hvorfor gjorde de det så? Måske var det en modesag, ”en asketisk epidemi”, som en irsk historiker fra det 19. århundrede vrængende har kaldt det. Eller måske var de blevet seriøst opmærksomme på frelsens individuelle karakter. Måske kom de derved til at se samfundet, manifestationen af den jordiske tilværelse, som en skibskatastrofe, man måtte svømme væk fra for ikke at blive trukket ned af malstrømmen som en moderne eremit, trappisten Thomas Merton, har forestillet sig. Ved at svømme væk fra vraget forestillede de sig måske at redde menneskeheden. For dem gjorde det ikke den store forskel, at verden – Rom i det 4. århundrede – var på vej til at blive kristnet. Eremitterne indså nok, at der ikke fandtes sådan en ting som en ”kristen stat”. De betragtede mest forholdet til andre mennesker og samfundet som en hindring for en forståelse med Gud. Ved at anlægge et perfektionsideal, som kun kunne nås gennem afståelse af verden, fornægtelse af kødet i et liv alene, centreret om kontemplation, bøn og stram disciplin, grundlagde de den munkebevægelse, som skulle bære kristendommen igennem den kaotiske tidlige middelalder.
De kom, først piblende og siden i mængder og kilede sig ind i ørkenernes klippehuler eller byggede primitive stenhytter med simple flettag. De overlevede ved håndens arbejde, ved at flette kurve og tæpper, som de byttede bort i de nærliggende landsbyer.
Der levede de, radmagre og forhutlede, individualister imod tidsånden, lige så anarkistiske som kvietistiske, mens de søgte indad mod ”det sande, ikke-konventionelle selv” eller snarere: søgte Guds vilje, som nok fremstod ret forskelligt fra hule til hule. En af de tidlige og måske mest kendte, den hellige Antonius, rådgav en lærling: ”Hvad du end ser din sjæl begære i overensstemmelse med Gud, gør dette, og du vil holde dit hjerte rent”.
Antonius vidste, hvad han talte om. De djævelske fristelser, som plagede ham selv, skulle blive spektakulært udpindet af hans biograf, Athanasius, og blev senere populært billedliggjort af mange renæssancemalere. Det drejede sig om de velkendte dødssynder: hovmod, grådighed, utugt, misundelse, fråseri, vrede og dovenskab.
Blandt andre fristede eremitter fra tiden var kirkefaderen Sankt Hieronimus og Simon Søjlehelgen, en af de såkaldte stylitter og dendritter, der boede på søjler eller i træer. Simon blev et tilløbsstykke; selvom han gjorde sin søjle højere og højere for at ”holde afstand”, nød han åbenbart at prædike for de tilstrømmende masser. Luis Buñuel lavede en film om ham, hvor han fristes over evne og ender på en natklub i New York.
Eremitterne blev populære, og det kunne være svært for dem at være i fred. Det er påfaldende, at de i samtiden ikke blot var beundret for heroisk asketisme og dyb åndelighed, men for stor indsigt i de jordnære, hverdagsagtige sager, som de havde ønsket at distancere sig fra - folks problemer med deres ”forhold”. De blev opsøgt af folk med problemer, som mente, at eremitterne, på trods af deres aleneliv, eller måske netop på grund af det, besad en dybere klogskab. Det kunne tage et sådant omfang, at de var nødt til at flygte for at genvinde den fred, som det handlede om.
Eremittens liv var krævende, det var præget af arbejde, fattigdom og faste, godgørenhed og bøn. De blev ofte ”særlinge”, men deres liv handlede ikke om at være særlig, men om at forblive ordinær. Vi ved fra deres råd til hinanden, som siden blev samlet i værket ”Verba Seniorum”, (de ældres ord), at deres liv var en stræben efter hjertets renhed, efter ro i sjælen. Ifølge Antonius var det ”lydigheden og mådeholdet, der skulle knække den vilde hest”. Mange dumpede i forsøget og måtte luske tilbage til verdsligheden, men dem hører man sjældent om. For ørkenfædrene var ørkenlivet ikke bare asketens flugt fra verdens adspredelser, den rummede et belærende nærvær. At være tavs og alene var at åbne sig for påvirkninger, som der ikke var plads til i et travlt samfundsliv, men som var uomgængelige for den åndelig helse. Ganske vist har vi en pligt over for vores medmennesker, gode gerninger er prisværdige, men sand selverkendelse fremkommer kun, når man er alene.
Ørkenfædrene er alle eremitters prototype. Senere, i middelalderens litteratur, møder man eremitten i en anden skikkelse, nemlig ”ridderen som skoveremit”, en krigens mand, som i sit liv har sloges og dræbt og dygtigt syndet, og i sin alderdom søger ud i skoven for at angre dybt og søge Guds tilgivelse – og som i ridderfortællinger typisk opsøges af den unge, endnu uprøvede ridderlærling, som tørster efter instruktion om, hvad høviskhed er for noget.
Endnu senere, i det 18.-19. århundrede, degenererede eremitten som type alvorligt i retning af en forsumpet havenisse med langt hår og skæg (ofte falsk), som stenrige godsejere mente kunne pynte i deres romantiske parkanlæg.
Ifølge førnævnte Thomas Merton var det ørkenfædrenes kringlede mening ”at forlade verden for at frelse den ved at frelse sig selv”. Det eremitiske liv som en nøgle til dybere indsigter – er det en tankegang, som er levende i dag? Måske rent teoretisk, men med undtagelse af hos visse munkeordener næppe som funktion af en ubrudt tradition tilbage til ørkenfædrene. Snarere som et moderne lån fra Østens traditioner i form af den zenbuddhisme, som siden Anden Verdenskrig for alvor har fået vind i sejlene hos os.
”Alle mennesker modnes ideelt set til eremitter”, hedder det i ældgammel hinduistisk filosofi. Måske ganske typisk for vores traditionshæmmede, moderne kultur, at vi er fremmedgjorte over for vore egne rødder, især de kristne, mens vi grådigt kaster os over andres mere ”autentiske”. Eremit er man i bedste fald blevet i en søgen efter Det Gode, historisk set i mystisk forening med Gud, som ørkeneremitterne så det, i vores moderne romantiske forstand mest i form af ”det medfødte gode” i os selv. I den moderne apparatverden er der ikke længere mange, der ”modnes til eremit”. Eremit er ikke længere en ”fed” rollemodel, som det var i det 4. århundrede. Og hvor finder man lige en ørken? Nej, efter Gud inviteres vi af den herskende tidsånd til i vores frelsesøgen at realisere den medfødte og iboende godhed i hver af os som en funktion af vores trang til at se os som både unikke og tilstrækkelige. Det kan man efter forgodtbefindende tage som udtryk for en helt anden form for fattigdom end ørkeneremitternes, nemlig åndelig fattigdom.