Prøv avisen
Portræt

Et eksempel på personligt mod og kirkeligt lederskab

Biskop Hans Fuglsang-Damgaard deltog som sønderjyde under tysk kommando i Første Verdenskrig som soldat i Frankrig og endte i krigsfangeskab. Mod forfølgelsen af jøder under Anden Verdenskrig stod han senere bag et hyrdebrev, der blev læst op i alle landets kirker. Foto: Privatfotos

Biskop Hans Fuglsang-Damgaard, der døde for 40 år siden, blev kendt for det hyrdebrev mod antisemitisme, han tog initiativ til under Besættelsen. Ny forskning afslører flerer eksempler på hans solidaritet med jøderne. Man må prise hans mod, siger kirkehistoriker

Hele 26 jøder er blevet begravet på Vestre Mosaiske Begravelsesplads i København fra oktober 1943 til juni 1945. Det var et tidspunkt, hvor der ingen rabbiner var i Danmark til at forestå de jødiske ritualer. Mindst to af begravelserne blev foretaget af daværende biskop over Københavns Stift Hans Fuglsang-Damgaard. Det fremgår af en kronik i dagens avis af historiker og journalist Bent Blüdnikow og tidligere overrabbiner Bent Lexner, som sammen har undersøgt sagen nærmere. Opdagelsen kaster nyt lys på Hans Fuglsang-Damgaard, der allerede i midten af 1930’erne markerede sig med klar modstand mod antisemitisme og i 1943 sørgede for, at der blev forfattet et hyrdebrev til alle landets folkekirkepræster som protest mod jødeforfølgelserne. Kun få udviste dengang samme personlige mod og handlekraft som biskop Fuglsang-Damgaard. Derfor er han ifølge kirkehistoriker og professor emeritus Martin Schwarz Lausten værd at huske og lære af.

”Han var en af de første ledende skikkelser i Danmark, der blev klar over faren fra nazismen og navnlig antisemitismen. I 1935 udgav danske nazister en oversættelse af den konspirationsteoretiske tekst Zions Vises Protokoller, som hævdede eksistensen af en jødisk sammensværgelse om at overtage verdensherredømmet, og det fik Fuglsang-Damgaard til – sammen med en række professorer i Gamle og Nye Testamente på Københavns Universitet – at udgive en offentlig protest, der advarede om, at teksten risikerede at sprede had mod danske jøder,” fortæller Martin Schwarz Lausten.

Han har beskæftiget sig indgående med Fuglsang-Damgaards virke, blandt andet i sin bog ”Jødehad og jødesympati i folkekirken”, og er også involveret i de undersøgelser, som overrabbiner Bent Lexner og historiker Bent Blüdnikow er i gang med. Kronikken i dagens avis, der er forfattet af Blüdnikow og Lexner, beskriver Fuglsang-Damgaards engagement i de danske jøders skæbne og er skrevet i håb om, at læsere, som har viden om Fuglsang-Damgaards virke, vil henvende sig.

”Der er formodentlig meget få vidner tilbage, som har overværet begravelserne. Men der kan findes breve eller andet, som kan sandsynliggøre, at Fuglsang-Dam- gaard har forestået flere af disse begravelser. Det vil ligge helt i tråd med hans teologiske linje, klare stillingtagen og store personlige mod,” siger Martin Schwarz Lausten.

Kirkehistorikeren har i Rigsarkivet fundet hidtil ukendte tekster fra Fuglsang-Damgaards hånd, blandt andet prædikener fra slutningen af 1930’erne, hvor biskoppen utvetydigt taler imod jødeforfølgelserne med klare teologiske argumenter og patosfyldt, dygtig retorik.

”Fuglsang-Damgaard reagerede især imod visse nazisters forsøg på at legitimere antisemitismen med luthersk kristendom. Han lægger vægt på kristendommens udspring af jødedommen, sådan som han også senere gør i hyrdebrevet. Han er både personligt og teologisk fagligt engageret imod antisemitismen,” siger Schwarz Lausten.

Han nævner, at Fuglsang-Damgaard allerede i 1938 under en ordination af en præst talte imod de nazistiske præster og roste Bekendelses- kirken i Tyskland, der havde lagt tydelig afstand til Hitler nogle år tidligere. Og ved indvielsen af Lundehus Kirke i København, som fandt sted lige efter Krystalnatten i november 1938, udtrykte Fuglsang-Damgaard smerte og sorg over begivenhederne i Tyskland og bad Gud om at gribe ind for at redde jøderne. Også i de følgende år udtrykte Fuglsang-Damgaard sig adskillige gange offentligt imod antisemitismen, ligesom han stod i spidsen for flere indsamlinger, for eksempel til fordel for tyske kristne med jødisk baggrund.

”Det er modigt og markant, ikke mindst fordi den officielle danske linje var, at man ikke unødigt måtte genere tyskerne. Selvom de fleste biskopper sympatiserede med jøderne, ville de ikke lave en samlet udtalelse. De mente ikke, at nogen kunne udtale sig på folkekirkens vegne, og som højt placerede embedsmænd følte de sig forpligtet til at følge regeringens sam-arbejdspolitik,” siger han.

På et bispemøde i januar 1942 satte Fuglsang- Damgaard punktet ”Hvad kan der gøres for at modarbejde antisemitismen?” på dagsordenen. Og i september 1943, da jødeaktionen nærmede sig, sendte Fuglsang-Damgaard to hyrdebreve til alle sjællandske præster, hvor han opfordrede dem til at bede for jøderne i Tyskland under deres gudstjenester. Få dage efter kom så hyrdebrevet, der blev læst op i kirker over hele landet. Brevet blev i februar 1944 efterfulgt af endnu et hyrdebrev, foranlediget af pres fra en række præster, der ønskede et brev med endnu skarpere formuleringer. Brevets formuleringer blev dog ikke så skarpe, som de ønskede, nok især på grund af den frygt for repressalier, der spredte sig efter mordet på Kaj Munk den 4. januar 1944.

”Risikoen ved at ytre sig så markant var stor. Gejstlige i Tyskland var blevet sendt i koncentrationslejr for mindre. Man må virkelig prise Fuglsang-Damgaard for hans mod,” siger Martin Schwarz Lausten, der mener, at man stadig kan lade sig inspirere af Fuglsang-Damgaards eksempel.

”Der ligger en vigtig lære i det, ikke mindst i en tid, hvor den muslimske minoritet er udsat på måder, som kan minde om datidens hetz mod jøder. For Fuglsang-Damgaard var antisemitismens synd vigtigere end alt andet,” siger han.

Hans Fuglsang-Damgaard blev født i 1890 på slægtsgården Fuglsang i Sønderjylland, der dengang var en del af Det Tyske Kejserrige, tog lærereksamen i 1909 og underviste et par år i Gråsten, inden han tog studentereksamen med henblik på at studere teologi.

Kort efter studiestart blev han indkaldt som soldat ved Vestfronten og endte i fransk krigsfangenskab.

Her fungerede han som sjælesørger for sine sønder-jyske landsmænd, mens han lærte sig selv hebraisk for at forberede sig på videre teologiske studier. Desuden mødte han flere franske teologer, som vakte hans interesse for fransk teologi. I 1923 blev han kandidat i teologi, og 1924-25 studerede han i Strasbourg. Herefter blev han ansat som docent i systematisk teologi på Københavns Universitet, og i 1930 blev han doktor i teologi på en afhandling om symbolofideismen, en fransk protestantisk teologisk retning.

”Han var en skattet forelæser og var med til at åbne det teologiske miljø for internationale strømninger. Han var meget optaget af religionspsykologien, og hvordan man med afsæt heri kunne bruge det private skriftemål i det pastorale virke. Han var en stor personlighed, der havde en lovende akademisk karriere, så det kom som en overraskelse, da han i 1933 sprang fra for at blive stiftsprovst i København.” fortæller professor emeritus i kirkehistorie ved Aarhus Universitet Jens Holger Schjørring.

Schjørring har mødt og interviewet Fuglsang-Dam- gaard nogle år før hans død i 1979 og skrev efterfølgende om ham i Dansk Biografisk Leksikon. Her betoner han blandt andet Fuglsang-Damgaards optagethed af Oxfordbevægelsen, der lagde vægt på personlig omvendelse, offentlig bekendelse af sine synder og løfte om at leve et kristent liv efter bestemt forskrifter. Da bevægelsen kom til Danmark med offentlige møder i 1935, var biskoppen med til at lancere den og fastholdt en vis tilslutning til den, selvom han især i tidehvervske kredse blev hånet for det.

Fuglsang-Damgaard kunne ifølge Schjørring ikke placeres entydigt inden for nogen kirkelig retning, og ifølge kirkehistorikeren gjorde han som biskop sit yderste for at forlige parterne, når der var konflikter i et sogn eller menighedsråd.

”Han var en emotionelt præget prædikant, hvis stil kunne virke lidt pompøs og gammeldags. Men han var en værdig kirkelig leder og en stor personlighed og lederskikkelse, der var brug for under Besættelsen,” siger han.

Forklaringen på Fuglsang-Damgaards modstand mod antisemitismen skal formodentlig findes i hans opvækst og hans erfaringer under Første Verdenskrig, mener hans yngste søn, Hans Erik Fuglsang-Damgaard, der er pensioneret historiker.

”Min far var funderet i den sønderjyske Indre Mission, der havde præg af alvor og personlig fromhed påvirket af tysk pietisme, men ikke var snæver eller mørk. Det var en tro, som i sin kerne var ret ukompliceret og ikke blev rystet af hans oplevelser under Første Verdenskrig. Han sagde engang: ’Det er svært at tro på det evige liv, når man bygger brystværn af sine kammeraters lig.’ Men han fortalte også, hvordan han kunne formidle trøst til sine kammerater via sin tro,” siger han.

Han tilføjer, at faderens oplevelse af, hvordan nationalisme og kristendom blev vævet sammen under Første Verdenskrig formodentlig ”vaccinerede ham mod enhver form for det ekstreme i den retning”, og at hans far anså nazismen for ”rystende ukristelig”, ligesom han var skarp modstander af kommunismen.

Desuden var han allerede som ung modstander af enhver form for ekskluderende nationalisme, fortæller sønnen:

”Min far var dansk af sindelag og følte afsky ved Det Tyske Kejserriges chauvinistiske nationalisme og den til tider aggressive fortyskningspolitik i Sønderjylland. Men under sit uddannelsesforløb optog han det bedste fra tysk kultur og tradition. Han kunne sin Goethe og Schiller lige så godt som Grundtvig, Kierkegaard og H.C. Andersen.”

Mens de danske jøder sad interneret i Theresienstadt, var Fuglsang-Damgaard med til at sørge for, at der blev sendt pakker med tøj og mad til dem, ligesom han brevvekslede med overrabbiner Max Friediger. Ved genindvielsen af synagogen i København i juni 1945 takkede overrabbineren biskoppen:

”Vi takker ogsaa Biskop Fuglsang-Damgaard og vil aldrig glemme, hvad Biskoppen og alle Præsterne i den danske Folkekirke var for os i de mørke, haarde Dage. Især vi, der sad i Fangenskabet vil udtrykke vor Tak til den danske Kirke, thi vi vidste gennem Biskop Fuglsang-Damgaard, at man bad for os og gjorde, hvad der stod i menneskelig Magt for at hjælpe os.”

På det tidspunkt vidste overrabbineren formodentlig, at biskoppen i hans fravær havde foretaget flere begravelser af jøder i København.

”Vi ved ikke, hvordan han har gjort. Men han har formodentlig lavet sit eget ritual, og det virker sandsynligt, at han har talt om slægtskabet mellem jødedom og kristendom og har lyst den aronitiske velsignelse, som de to religioner er fælles om,” siger Martin Schwarz Lausten.

” Især vi, der sad i Fangenskabet, vil udtrykke vor Tak til den danske Kirke, thi vi vidste gennem Biskop Fuglsang-Damgaard, at man bad for os og gjorde, hvad der stod i menneskelig Magt for at hjælpe os.

Tidligere biskop over Københavns Stift, Hans Fuglsang-Damgaard, markerede modstand mod antisemitisme ved at forfatte et hyrdebrev til landets præst som protest mod jødeforfølgelserne under Anden Verdenskrig.