Prøv avisen

Et mørkt kapitel i dansk guldalder

Militæret fra hovedvagten beskytter på billedet en gammel jøde mod folkemængden. Optøjerne finder sted på Nikolaj Plads i København i september 1819. Tegningen er af Knud Gamborg og fra Jacob Davidsens bog ”Fra det gamle Kongens Kjøbenhavn”, 1880.

Fundet af næsten 200 år gamle politirapporter dokumenterer, at 1800-tallets jødeforfølgelser har været langt mere omfattende, end dansk historieskrivning har fremført

Når billedet af dansk guldalder i første halvdel af 1800-tallet træder frem på nethinden, er det ofte med nærmest poetiske forestillinger om datidens København. Gader befolket af kunstneriske og kulturelle fyrtårne som Kierkegaard, Grundtvig, Ingemann, H.C. Andersen, Thorvaldsen, H.C. Ørsted, Lundbye og Oehlenschläger.

LÆS OGSÅ: Kierkegaard og den kristne antisemitisme

Men dansk guldalder var langt mere end skønmaleriet af fremtrædende kulturpersonligheder, der i dag for længst har manifesteret sig som nationale ikoner. Guldalderen var også statsbankerot, tabet af Norge i krig, landbrugskrise og en befolkning i økonomisk armod.

Og så er dansk guldalder et dystert kapitel om jødeforfølgelser.

Det er historien om den litterære jødefejde, der udspillede sig med dele af hovedstadens kulturelle elite som bannerførere i perioden 1813-1816. Om de korporlige jødeforfølgelser, der eksploderede den 4. september 1819, og som var båret af den bredere befolknings antijudaisme. Et jødehad, som blev vakt til live på ny, da der i 1830 blev lagt de første grundsten til synagogen i Krystalgade i København.

For et par år siden dukkede cirka 48 hidtil ukendte politirapporter fra året 1820 op på Rigsarkivet, og det har kastet nyt lys over jødeforfølgelser i den danske guldalder særligt den folkelige forfølgelse. I hvert fald tør Jens Rasmussen, kirkehistoriker, forfatter og hospitalspræst i Odense som har haft adgang til de gamle politirapporter godt fastslå, at jøderne har været udsat for langt voldsommere forfølgelser, end man ellers har antaget i dansk historieskrivning.

Ofte er jødeforfølgelserne i 1819 blevet set som et isoleret fire-femmåneders forløb, karakteriseret som gemene drengestreger. De politirapporter, som er dukket op fra dengang, viser imidlertid, at det har været langt mere end drengestreger. Der har været tale om voldsomme og vedvarende jødiske forfølgelser i årene 1819-1820, siger Jens Rasmussen, der har skrevet flere bøger om religionstolerance og religionsfrihed og forholdet mellem kirke og stat i 1800-tallet samt forsket i jødernes forhold i Danmark.

Hans synspunkt bakkes op af Bent Blüdnikow, historiker og journalist og en årrække formand for selskabet Dansk-Jødisk Historie.

Der var tale om en meget omfangsrig jødeforfølgelse i 1800-tallet. Da det gik hårdest for sig i København i 1819, blev militæret sat ind, og byen var i undtagelsestilstand. Jødeforfølgelserne fandt også sted andre steder i landet, blandt andet i Odense, Vordingborg og Helsingør, siger Bent Blüdnikow, der allerede i 1982 udgav en artikel i Politihistorisk Selskabs årsskrift, hvor han dokumenterede de omfattende jødeforfølgelser.

Blandt forskerne er der bred enighed om, at der er flere årsager til jødeforfølgelserne, ligesom der også er enighed om, at forfølgelserne kører ad to spor: den elitære, også kaldet den litterære jødefejde i 1813 og 1816, og den korporlige jødefejde, drevet af den brede befolknings jødemodstand, som kom til markant udtryk i 1819.

Fra højeste regentniveau oplevede jøderne til gengæld at blive mødt med en sjældent set tolerance for datidens Europa. Således udsteder den enevældige danske konge, Frederik VI, i 1814 frihedsbrev og tildeler jøderne borgerlige frihedsrettigheder. Jøderne stilles på de fleste områder lige med andre danske borgere. Dog kan de ikke blive ansat som politimestre og dommere. Men kongens venligtsindethed over for de danske jøder kommer ikke desto mindre til at stå som markant forløber for den religionsfrihed, der i 1849 nedfældes i Grundloven.

På det tidspunkt måtte jøder ikke eje jord flere steder i Europa. Det måtte de i Danmark. Kongen har sandsynligvis betragtet jøderne som en dygtig og nyttig samfundsgruppe, der kunne medvirke til økonomisk udvikling og handel med det øvrige Europa. Mange jøder var progressive handels- og forretningsfolk, siger Jens Rasmussen.

Dermed kommer han også med en åbenlys forklaring på, hvorfor jøderne stod for skud i befolkningen i de år, hvor landet var præget af statsbankerot, en tabt krig og dermed tabet af Norge og truende fattigdom.

Befolkningen havde brug for en syndebuk. Fattigdommen havde ramt landet. Håndværkere og arbejdere mistede arbejde, mens man troede, at jøderne økonomisk stod stærkt med store handelshuse, selvom nogle af dem også gik fallit. Jøderne blev betragtet som kongens og regeringens allierede og dermed også medskyldige i den statslige bankerot, forklarer Jens Rasmussen.

Den 4. september 1819 viste vreden og hadet mod den jødiske befolkning sig fra sin mest voldsomme side. I Østergade blev Raphaels modebutik angrebet og ruderne knust. Politiet, under ledelse af politidirektør O.H. Hvidberg, kunne ikke styre folkemængden, og derfor blev husarerne hidkaldt. Østergade blev ryddet med flad sabel, og folkemængden spredt.

Militæret besatte København på Frederik VIs ordre. En plakat kaldte ham: Jødernes Konge. Uroen kunne ikke stoppes. Løbesedler blev delt rundt, og plakater, der i dag ligger i Landsarkivet og tidligere har været gengivet, blev hængt op i de københavnske gader. De opfordrede til at chikanere og bekæmpe jøderne. På en af dem lød det:

Peb Moses! Ned med Jøderne. De Blodslugere: mærk ædle Medborgere!.

Hidtil har man antaget, at urolighederne ebbede ud i januar 1820, men de gamle politirapporter viser, at det ikke har været tilfældet, siger Jens Rasmussen og uddyber:

I september 1820 kulminerede optøjerne på ny. Der blev chikaneret, knust ruder hos jøder, tændt bål foran deres huse, og det kom til konfrontationer mellem urostifterne og ordensmagten. Regeringslederen, Fr.J. Kaas, vurderede nu, at den folkelige uro ikke bare handlede om forfølgelse af jøderne, men også var et ulmende oprør mod regeringen på grund af den dårlige økonomiske situation.

Dermed er der også givet en væsentlig forklaring på, hvorfor det er jøderne og ikke andre religiøse minoritetsgrupper, som står for skud i et Danmark, hvor den lutherske enhedskultur herskede. Jøderne blev som gruppe koblet sammen med regerings- og kongemagt og anset som delagtige i befolkningens økonomiske afgrund. Reformerte, baptister, huguenotter og katolikker, som udgjorde de øvrige religiøse minoriteter på daværende tidspunkt, gik ram forbi.

Men det var så langtfra kun den brede befolkning, der i den københavnske guldalder så skævt til jøder. Den intellektuelle elite bar i høj grad brænde til bålet og det forud for den folkelige modstand.

De intellektuelles foragt for jøder var i høj grad inspireret af strømninger fra Europa. I tyske byer som Berlin og Hamborg og i Bayern var forfølgelserne langt værre end i Danmark, og noget af den anti-jødiske litteratur fra Europa blev oversat til dansk i disse år, siger Bent Blüdnikow.

Og selvom den danske intellektuelle elite ikke kan gøres ansvarlig for de voldsomme folkelige forfølgelser i 1819-1820 med knuste ruder og bål, så har eliten været med til at vække den jødiske foragt i befolkningen. En af landets øvrige store kendere af det religiøse klima i 1800-tallet, Martin Schwarz Lausten, professor i kirkehistorie ved Københavns Universitet, der har skrevet et seksbindsværk om forholdet mellem jøder og kristne i Danmark, fremhæver blandt andet en oversættelse af det tyske skrift Moses und Jesus ved digteren Th. Thaarup som et af de skrifter, der tændte op under den anti-jødiske stemning:

Alle fordommene mod jøderne blev fremstillet. De blev anset som pengegriske, troløse og skadelige borgere og så blev de angrebet for at have korsfæstet Jesus, siger Martin Schwarz Lausten.

Og herfra rullede det med beskyldningerne mod jøderne for at være skyldige i landets dårlige økonomi og udelukkende drevet af egennytte og griskhed. Teologerne Otto Horrebow og kongelig konfessionarius Chr. Bastholm var andre fremtrædende kulturpersonligheder, som turede frem med voldsomme beskyldninger.

Modstanden og foragten skal ses i sammenhæng med den nationalisme, der vinder frem oven på napoleonskrigene i Europa. Tanken om nationalstaten præget af en luthersk enhedskultur henter næring i de nationale sammenbrud, forklarer Martin Schwarz Lausten.

Men i Danmark havde jøderne også deres støtter blandt eliten. Blandt andre digterne Steen Steensen Blicher og N.F.S. Grundtvig.

Begge tog kraftigt afstand fra den anti-jødiske stemning, og Grundtvig afviste folkets angreb på jøderne, fremhæver Martin Schwarz Lausten.

Dog var Grundtvigs syn på jøderne ikke så entydigt. Samtidig med at han udtrykte tolerance og åbent sind, så rummede hans syn også en række af tidens fordomme, blandt andet jødernes Kræmmeraand og deres lumpneste Egennytte men han tilføjede, at det også kunne ramme kristne. I 1849 kom Grundtvigs opfattelse af jøderne tydeligt til udtryk i en debat om danskheden med forfatteren og redaktøren Meïr Aron Goldschmidt.

Grundtvig mener, at jøderne skal have 100 procent frihed, men rigtige danskere bliver de aldrig ligesom danskere heller ikke blev rigtige jøder. Det hænger sammen med Grundtvigs opfattelse af folket og fædrelandet. Han så folkeslagene som stammer. Vi tilhørte danernes stammer, jøderne den mosaiske stamme. Men Grundtvig havde intet imod jøder, siger Jens Rasmussen.

Blandt forskerne er der ingen som helst tvivl om, at datidens elite, forfattere, intellektuelle og teologer, ikke kan stilles til ansvar for den folkelige jødeforfølgelse, der prægede den første del af 1800-tallet. Men flere intellektuelle har ikke desto mindre været med til at ophidse befolkningen, påpeger Jens Rasmussen. Også til de begivenheder, der udspillede sig, da der blev taget hul på byggeriet af synagogen i Krystalgade i København i 1830. Her tiltager de folkelige optøjer nok en gang. Ruder slås ind, og en gammel jødisk mand overfaldes.

Den anti-jødiske stemning lever på flere sociale planer op gennem 1800-tallet, og den havde både et korporligt og litterært udtryk, siger Jens Rasmussen og fremhæver, at store personligheder som biskop H.L. Martensen og filosoffen Kierkegaard i 1800-tallet er præget af lignende anti-jødiske tankesæt.

Samtidig fastslår han, at fordommene, foragten og de mange forfølgelser ikke skal sammenkobles med den senere anti-semitisme.

Anti-semitismen opstår som begreb først i 1870erne. Det, som udspiller sig indtil da, kan karakteriseres som anti-judaisme.

Lad Eder ikke lokke eller overtale ved falske Forestillinger bagsiden.

Foto