I Rigsarkivet findes et dokument, som er dateret den 16. marts 1735, og som formulerer nogle af de ønsker, en dansk militærkommission havde til den religiøse oplæring af Danmarks ungdom. På dette tidspunkt var lønnede lejesoldater ved at blive afløst af hvervede bondesoldater, som skulle aflægge troskabsed. Men spørgsmålet var, hvilken garanti man havde for, at soldaterne ville holde deres ed.
Svaret var, at man skulle sikre, at alle unge danske mænd "har været til Guds bord og i deres Christendom saaledes oplyste at viide Edens Betydning de til Kongen ere Allerunderdanigst pligtig at aflægge".
Året efter blev konfirmation indført ved lov i Danmark. Dermed var statsmagten sikker på, at alle borgere var indført i kristendommen, havde erklæret offentligt, at de bekendte sig til den kristne tro – og at de samtidig var fuldt bevidste om, hvilken synd det ville være, hvis de siden brød en militær troskabsed.
Teksten indgår i en ny ph.d.-afhandling om religionsundervisning i Danmark i perioden 1721-1975 af religionssociologen Niels Reeh fra Københavns Universitet. Han fremhæver denne tekst, fordi den tydeligt viser sammenhængen mellem militærets aktuelle interesser og de foranstaltninger, der gennem tiderne er blevet sat i værk fra statslig side for at præge den religiøse undervisning af børn og unge.
– Det er påfaldende, at konfirmationens indførelse og den pietisme, som prægede perioden, passer ret godt sammen med statens vitale interesser. Gennem troen håbede man at kunne styrke loyaliteten over for den enevældige konge. Derfor foreslog militæret konfirmationen indført af disciplinære grunde, siger Niels Reeh.
Han vil ikke gå så langt som at konkludere, at behovet for loyale soldater i 1700-tallet er den eneste grund til, at vi lige siden har haft en tradition for, at unge i 14-årsalderen går til alters og bekræfter deres kristne tro. Men han er overbevist om, at én af de impulser, som lå bag indførelsen af konfirmation, var den militære. Og han er af den opfattelse, at hensynet til nationens forsvar altid har påvirket religionsundervisningen, især hvis ordet forsvar forstås bredt.
Traditionen inden for studiet af kristendomsfagets historie har været, at forskere så fagets udvikling som én lang sekularisering, der forløb helt parallelt med en modernisering. Meget taler da også for denne synsvinkel: Da de såkaldte rytterskoler blev oprettet i 1700-tallet, var kristendommen det altdominerende skolefag, men siden trængte andre fag sig på, og med tiden mindskedes såvel kirkens indflydelse på kristendomsfaget som dets forkyndende indhold frem til 1975, hvor det ved lov blev ikke-forkyndende.
Men ikke mindst udviklingen siden 1975, hvor religionernes indflydelse på samfundet og offentlighedens opmærksomhed om skolens kristendomsfag på ny har været stigende, har inspireret Niels Reeh til at anlægge et nyt syn på udviklingen. Og det er gået op for ham, hvor stor indflydelse statens interesser og forsvarsønske har haft.
– I dag kan man tydeligt se, at sekularisering ikke bare er én uafvendelig, fremadskridende proces. Sekularisering er også resultatet af en bestemt politik. Og det, som hele tiden dukker op, når man studerer beslutningsprocessen omkring religionsundervisningens indhold, er, hvor stor en rolle det forsvarsmæssige aspekt spiller, siger Niels Reeh.
Tilbage til 1700-tallet. I 1721 var Den Store Nordiske Krig netop slut. Styreformen i Danmark var et despotisk enevælde. Kongen befalede og var indsat af Gud. Hele vejen ned i samfundet var en kommandostruktur bygget op omkring disciplin og ordrer, der skulle adlydes.
I netop de områder, de udskrevne bondesoldater kom fra, sørgede staten for at etablere skoler, og religionsundervisning var stort set det eneste, der var på skemaet.
Som århundredet skred frem, blev behovet for en sammenhængende skoleundervisning for alle et stadig mere udtalt ønske, og omkring det tidspunkt revolutionen brød løs i Frankrig, nedsatte man i Danmark Den Store Skolekommission, der skulle bane vejen for reformer.
– Omkring dette tidspunkt overgår vi fra despotisk til oplyst enevælde. Statsmænd som brødrene Rewentlov har blik for, at det er langt mere effektivt at slå på patriotisme end at kommandere sig til lydighed. Filosofien er, at hvis staten og kongen opleves som god og retfærdig og opfylder borgernes ønsker, giver de deres loyalitet og hengivenhed til gengæld. Der er i øvrigt her et sammenfald mellem, hvordan kristendommen fortolkes. I Balles lærebog til skolen fra 1791 sker et skifte i gudsopfattelsen fra en streng og straffende Gud til en kærlig fader. Det samme skifte sker i synet på kongen, påpeger Niels Reeh.
Skolereformerne var fra begyndelsen præget af store visioner, men da der endelig forelå en skolelov i 1814, bar den præg af, at Danmark i samme periode var blevet reduceret fra stormagt til småstat med tabet af flåden i 1807 samt statsbankerotten og afståelsen af Norge i 1814.
Det næste store skifte var junigrundloven i 1849, som gav danskerne politiske rettigheder og omtrent samtidig indførte værnepligt. Niels Reeh peger på, at for eksempel Orla Lehmann, der var en af de stærke fortalere for at afskaffe enevælden, netop fremførte det argument, at borgerrettigheder var en forudsætning for, at man kunne forsvare sig mod den tyske fjende, der truede nationen.
– Til disse borgerrettigheder hører imidlertid også hensynet til mindretal og retten til selv at vælge sin tro. Derfor var det nødvendigt at afskaffe den tvungne forbindelse mellem skoleundervisning og konfirmation, og med frihedsrettighederne opstod også friheden til at oprette friskoler samt paragraffen om, at det er muligt at blive fritaget for religionsundervisning i skolen. Men der er alligevel et paradoks i, at vi i 1849 får en sekulær stat, men bibeholder en konfessionel religionsundervisning, påpeger Niels Reeh.
En vigtig fejde om religionsundervisningen varede frem til 1933, hvor det lykkedes Venstre, Det Radikale Venstre og især Socialdemokratiet at få afskaffet det gejstlige tilsyn med undervisningen. Partiet betragtede i denne periode kirken som en del af det gamle magtapparat fra enevældens tid, hvis magt skulle begrænses til fordel for det folkelige og demokratiske.
– Generelt holder den danske stat efterhånden op med at bruge religion som støtte for sine vitale interesser. Med én undtagelse, siger Niels Reeh og henviser til et dokument fra besættelsestiden, en bekendtgørelse fra den 24. maj 1941:
"Man finder imidlertid Anledning til samtidig at understrege, hvad der er udtalt i Folkeskolelovens §1, at Skolen gennem sin Virksomhed foruden at være Kundskabsmeddelende, maa være opdragende og karakterdannende. Den bør udvikle og styrke Børnenes Sans for de etiske og kristelige værdier, give dem Ærbødighed for Menneskelivet og for Naturen, Kærlighed til Hjemmet og vort Folk og Land, Respekt for andres Meninger, Følelse for Fællesskab mellem Folkene og for Samhørighed med de andre nordiske Folk."
– Kristendomskundskab var på dette tidspunkt blevet reduceret til et lille fag, men under Anden Verdenskrig hiver man det pludselig frem på førstepladsen i opremsningen af folkeskolens fag. Og bekendtgørelsens betoning af, hvad de kristne værdier indebærer, er tydeligvis vendt imod nazismen. Religionsundervisningen skal bidrage til, at eleverne får den rette ånd, så de går fri af nazistisk påvirkning, konstaterer Niels Reeh, som kæder dette sammen med, at markante politikere som den radikale Peter Munch i denne periode netop betoner betydningen af kulturelt forsvar frem for den rent militære slagkraft.
Nationen overlevede besættelsen, og kristendommen tabte på ny terræn. I 1975 kulminerende med, at faget overgik fra at være et forkyndende til et rent kundskabsmeddelende fag. Og Niels Reeh hæfter sig ved, at dette markante brud fandt sted uden den store debat – bortset fra at det blev misbilliget af politikere fra Kristeligt Folkeparti og Det Konservative Folkeparti.
– Den debat, som prægede 1970'erne, handlede ikke om kristen forkyndelse, men om marxistisk indoktrinering. Tiden var præget af den kolde krig, hvor Sovjetunionen var hovedfjenden, men når man studerer debatten, kan man se, at den kristne påvirkning ofte røg ned i samme skuffe som den marxistiske, påpeger Niels Reeh.
Han nævner som eksempel, at daværende undervisningsminister Ritt Bjerre- gaard (S) talte om at "bekæmpe intolerancen, uanset hvorfra den kommer". Kristendommen blev egentlig ikke anset for en trussel, men når man ville undgå den ene slags indoktrinering, måtte man rent principielt også dæmme op for andre slags.
I dag står vi i en helt anden situation. Den kolde krig er forbi, og i stedet har vi en krig mod terror, som det er nærmest umuligt at beskæftige sig med uden samtidig at beskæftige sig med religion. Kristendomskundskab er på ny blevet et fag, som ligesom under besættelsen skal bruges til at befæste danske værdier.
– Den aktuelle debat om faget går på, om det skal hedde religion eller kristendomskundskab og er dybest set en debat om, hvilken stat Danmark skal være. Skal det være en multikulturel stat eller en etnisk nationalstat, der assimilerer indvandrere med baggrund i andre kulturer? spørger Niels Reeh.
Han slår dog fast, at det altid er svært at overskue den nutid, man befinder sig midt i. Og ud over den kulturelle forsvarsvilje imod globalisering og multikulturalisering er den danske stat også optaget af et ganske andet forsvar for nationen, som i dag betyder mindst lige så meget som det militære og det kulturelle, og som trækker mere i retning af fag som dansk, matematik og naturfag:
– Hele den dagsorden, der sættes af de internationale PISA-undersøgelser, handler om konkurrenceevne. I dag er staten meget bevidst om, at en stat skal kunne konkurrere økonomisk for at kunne hævde sin suverænitet. Og i stigende grad betragtes skolefærdigheder som afgørende for konkurrenceevnen. Heri indgår religionsundervisningen dog også, idet det anses for gavnligt for konkurrenceevnen at besidde kulturelle kompetencer og kunne integrere indvandrere.
mikkelsen@kristeligt-dagblad.dk
RELIGIONSUNDERVISNING I DANMARK
Op gennem 1700-tallet etableres 240 rytterskoler over hele landet med det formål at undervise den brede befolkning i primært kristendom, herunder læsning i Bibelen.
I 1814 får Danmark sin første sammenhængende skolelov, der fastsætter syv års skoleundervisning for alle. Religionsundervisning i form af oplæring i den kristne tro spiller stadig en hovedrolle.
I 1851 indføres bestemmelsen om fritagelse for religionsundervisning. I samme periode opstår de første friskoler i tråd med de borgerrettigheder og den mindretalsbeskyttelse, 1849-grundloven indstifter.
I 1937 får faget navnet kristendomskundskab og daværende undervisningsminister Jørgen Jørgensen (R) skriver ind i loven, at undervisningen skal være i overensstemmelse med den evangelisk-lutherske folkekirke. Kirkens direkte tilsyn med undervisningen er dog faldet bort fire år forinden.
I 1975 ændres faget fra forkyndende til kundskabsmeddelende, men muligheden for at blive fritaget bibeholdes. På dette tidspunkt betragtes religion af brede politiske kredse som et fænomen under afvikling.
I 2006 barsler et udvalg til styrkelse af kristendomskundskab med en rapport, og undervisningsminister Bertel Haarder (V) betoner vigtigheden af, at så mange elever som muligt undervises i faget – ikke som forkyndelse, men som en central del af dansk kulturarv.