Prøv avisen

Etruskerne de første italienere

Etruskerne dyrkede en kompleks form for polyteistisk religion. Herfra stammer denne dæmon med tre hoveder, som er fundet i Orvieto. Foto: .

Længe før romerne var Italien befolket af en avanceret og mystisk civilisation, der kun langsomt giver sine hemmeligheder fra sig. Et fund af pyramideformede huler føjer en ny brik til forståelsen af den over 3000 år gamle kultur

De lærte franskmændene at lave vin og romerne at bygge veje og akvadukter. De skabte et kunstnerisk udviklet og højkulturelt samfund, der forsvandt for godt 2000 år siden.

Arven efter etruskerne er rig, og den har fascineret historieskrivere op gennem tiden, fordi dette mystiske og aristokratiske folk var så anderledes og svært at forstå. De etruskiske gåder er ikke løst endnu, og hele kulturen giver stadig forskerne grå hår i hovedet. Det gælder også et af de seneste fund, som er gjort i byen Orvieto i Umbrien midt i Italien, hvor en slags pyramider er gravet ud under byen.

LÆS OGSÅ:
Siciliens historiske skatkammer

Vi ved ikke, hvad det er, men der er ikke noget lignende andre steder, fortæller professor David George fra Anselm College til Kristeligt Dagblad.

Han leder udgravningen sammen med Claudio Bizarri, direktør for den lokale arkæologiske organisation Parco Archeologico e Ambientale dellOrvietano (PAAO).

Orvieto var en af de mest betydningsfulde byer i etruskertiden, hvor den bar navnet Velzna Volsinii på latin. Den ligger højt oppe på en klippe med lodrette sider, og under middelalderbyen og dens smukke domkirke er klippen fyldt med huler og tunneler, der har været brugt siden etruskertiden. Der er 1200 grotter i alt. Under et hus på byens vestside har arkæologerne nu gjort et unikt fund: to gigantiske huler, der har form som pyramider. De har været dækket til i næsten 2500 år.

Arkæologerne stødte på toppen af den første omkring fem meter under overfladen, og den er sandsynligvis fra det femte århundrede før vor tidsregning. I bunden af den er der en tunnel til den næste, der er ældre. Og arkæologerne er langtfra færdige nu er de nået 15 meter ned, og der kan være flere af de pyramidelignende kamre. De forstår endnu ikke, hvad det er, de har fundet.

Det er ikke en cisterne eller et stenbrud det kan vi se på væggene. Og de er formentlig blevet fyldt op engang i det femte århundrede før vor tidsregning. Men vi kan kun gætte på hvorfor, siger professor David George.

Hvor gamle de er, ved arkæologerne først, når de når til bunden.

Det er heller ikke et gravkammer og altså ikke en pyramide som sådan, men det har dennes geometriske form, forklarer Bizarri, mens han peger på nogle trin, som var den trappe, der i sin tid førte ned til kamrene.

Om etruskerne selv har fundet på det eller er blevet inspireret af rejser til Egypten, er det også for tidligt at sige noget om. Og sådan er det tit med etruskerne. Man ved meget om dem i dag, men langtfra alt.

Området omkring Orvieto er spækket med etruskiske gravpladser. Der ligger en stor nekropolis for foden af klippen, og der er gjort flere vigtige fund, især af keramik, som er udstillet i byens museum. Men det er også her, forskere i løbet af de senere år mener at have fået svaret på et af de helt store spørgsmål:

Dernede, siger Claudio Bizarri og peger ned på en mark, der kan ses i det fjerne, der har vi fundet Fanum Voltumnae (på dansk: Voltumnas hellige sted).

Og den opdagelse har stor betydning. For den bekræfter, at det var her, etruskerne mødtes en gang om året til en form for årlig kongres, som arkæologerne længe har troet. Det var det mest hellige sted af alle, hvor lederne mødtes for at bede, men også for at diskutere aktuelle politiske sager, krige og konflikter .

Den romerske historiker Titus Livius er en af de kilder, man har til etruskernes liv og levned. Han skrev om Voltumna Fanum og fortalte om et møde, hvor byen Veio bad om hjælp til en krig, men fik nej fra de andre byer.

Etruskerne var det første bysamfund i Europa efter Grækenland. Deres kultur bestod af 12 byer, som udgjorde en form for føderation. Der er spor efter etruskerne fra omkring 1200-1000 før Kristi, og fra cirka 800 før Kristi dominerer de store dele af det nuværende Italien. Det er også fra det tidspunkt, at man kan se en form for aristokrati, der styrer. Etruskerne udviklede aldrig en egentlig stat, men havde en form for sammenslutning kendt som de 12 byer, der talte blandt andet Orvieto, Tarquinia, Volterra og Perugia, og bysamfundene var domineret af stærke aristokratiske familier.

Vi taler normalt om de 12 byer, men der var flere. Nogle byer var vigtigere end andre, og det skifter gennem århundrederne, forklarer arkæolog Annette Rathje, lektor på Saxo-Instituttet på Københavns Universitet.

Nogle byer var måske regeret af konger, andre af embedsmænd, og især i det syvende til sjette århundrede før Kristi kan vi se en form for aristokrati. De mest betydningsfulde slægter går igen, gifter sig med hinanden og har magten, forklarer den danske etrusker-kender, som mener, at netop Voltumna-fundet er et af de vigtigste i nyere tid.

Det var rige samfund, for etruskerne var et dygtigt folkefærd. De var gode til minedrift, udvandt især kobber og jern og var fabelagtige til for eksempel at lave bronzearbejder. De dyrkede korn, grøntsager og frugter af mange slags. De havde husdyrhold, der gav dem mælk og kød, og de spiste både oksekød og gris på spid, hvis de ikke lavede maden i store kobberkar. De udviklede vandingssystemer, og de byggede stort og imponerende. Deres byer lå for det meste oppe på stejle klippetoppe omgivet af mure.

Samtidig var de dygtige ingeniører, som kunne dræne, bygge tunneler og veje. Romerne lærte af etruskerne og især af deres ingeniørkunst, siger Annette Rathje.

Etruskerne handlede med og lærte af grækerne, men udviklede deres egen stil både i byggeri og i kunsthåndværk. Deres Bucchero, en fin, sort keramik, var efterspurgt, så den eksporterede de for eksempel til Frankrig sammen med vin og viden om, hvordan man lavede den.

Men det var ikke håndværket, der gav etruskerne ry for at være et mystisk folk og skabte en fascination, der har holdt til i dag.

Der er ingen som dem i verden. Fra gammel tid har de været kendt som et mærkeligt folk. De var anderledes, og mange ting i de etruskiske samfund var simpelthen for mærkelige for andre, forklarer David George.

Annette Rathje mener, at det mystiske ry især hænger sammen med tre faktorer: deres religiøsitet, deres sprog og en gammel tvivl om folkets oprindelse.

Den græske historiker Herodot skriver om etruskerne, at de var indvandret fra Lydien (i dag Tyrkiet), som de forlod på grund af hungersnød. Men andre kilder siger, at de var indfødte. Og den strid er fortsat fra oldtiden og op til i dag, hvor forskere har taget DNA-videnskaben i brug i et forsøg på at opklare den etruskiske oprindelses-gåde.

Nogle forskere har sammenlignet kvæg i afsides egne i Italien med kvæg fra Tyrkiet. Andre har fundet frem til små italienske landsbyer, hvor indbyggerne har levet isoleret i det meste af historien, og har undersøgt deres DNA. Flere forskere mener, at resultaterne viser, at etruskerne kom fra Anatolien (det nuværende Tyrkiet), mens andre siger det modsatte. Langt de fleste arkæologer mener, at etruskerne var et indfødt folk.

Hvis de var kommet udefra, fra Anatolien, så havde vi kunnet se det. Så ser man en forskel et brud. Vaser får en ny form, for eksempel. Men det sker ikke. Vi har en ubrudt linje. En naturlig udvikling. Så derfor er jeg sikker på, at de var indfødte, siger Claudio Bizarri og fortsætter:

DNA-forskerne har deres facon. De har en teori, og så går de efter at bevise den. Vi har vores fund. Vi ser, hvad vi finder, og så drager vi konklusioner ud fra det.

Annette Rathje tror på en form for indvandring:

Vi kan se, at der var håndværkere, der indvandrede. Der kan sagtens have været grupper af for eksempel 20 mennesker. I det ottende til syvende århundrede før Kristi kan vi se, at der kommer guldsmede, for der kommer guldsmedekunsten fikst og færdigt fra Orienten. Men hvis der har været tale om en oprindelig indvandring, så har det været længe før år 1200 f.Kr.

I oldtiden vardet nok så meget etruskernes religiøsitet, der fascinerede både grækere og senere romerne. De levede med deres guder i alt, og de havde mange guder, både højere og lavere. Den øverste var Tinia:

Ham kan vi sammenligne med Thor det var lyn og torden, siger Annette Rathje.

Så var der Uni, hans kone, og Cel, jordens gudinde. Dertil kom en mængde lavere guder, både gode og mindre venlige. For godt et år siden fandt de et billede af en kvinde, der føder, i en udgravning nord for Firenze. Det var på et brudstykke af en vase fra cirka 600 år før Kristi, og man ser babyens hoved og skuldre komme til syne, mens den fødende kvinde ligger med hævede ben.

Det er nok den ældste skildring af en fødsel i den vestlige kultur, mente Phil Perkins, en af de ansvarlige for udgravningen.

En af teorierne er, at det kan have været et billede af en hidtil ukendt frugtbarheds-gudinde.

Deres guder er ikke som andres, siger David George.

Nogle af dem kan flere ting på en gang og er for eksempel både himmelske og verdslige. Deres religion er baseret på et natursyn, hvor alt er forbundet. En historiker har sagt, at når romerne taler om lyn, så siger de, at lynene kommer, fordi skyerne rammer hinanden. Mens etruskerne sagde, at skyerne rammer hinanden for at lave lyn. De mente, at naturen ville kommunikere med menneskene, og de prøvede at forstå, hvad naturen fortalte, og på at leve efter signalerne i spirituel harmoni med naturen.

De var de mest religiøse af dem alle sammen, mener Annette Rathje.

De lavede alt i en religiøs sammenhæng og så alt i det perspektiv. De æltede for eksempel brød og bagte det til religiøse sange. Og de tog varsler fra organer, især fra leveren. Vi har en lever lavet i bronze, som vi mener kan have været brugt som en slags lærebog.

Romerne tog dele af etruskernes religion til sig. Annette Rathje fortæller, at det var en etruskisk præst, der forudså Cæsars død. Og inden havde en etruskisk konge fra Tarquinia hersket i Rom. Men romerne blev den etruskiske civilisations endeligt.

Højdepunktet for etruskerne var omkring 6-500 år f.Kr. Derefter begyndte romerne at spille de etruskiske byer ud mod hinanden, og de var dem overlegne militært. Orvieto blev den sidste af de store byer, der faldt i år 264 f.Kr., og byen på toppen af klippen stod mennesketom i 800 år, indtil også romernes tid var forbi.

Volterra i Toscana er oprindelig en etruskisk by. ”Porta dell’Arco”, byens port, er den nok bedst bevarede byport i hele Italien fra cirka 400-500 f.Kr. Foto: .
Slaver forbereder et måltid på dette etruskiske vægmaleri fra den italienske by Orvieto. Maleriet skønnes at være fra det fjerde århundrede før Kristi. – Alle fotos: Scanpix. Foto: .