Europa skiller sig ud fra andre verdensdele, fordi dets stater er så gamle

Konkurrencen mellem mellemstore stater er særlig for Europa, og det har givet verdensdelen en unik dynamik

Europa har været et krigerisk kontinent. Det fremgår af denne tegning af Walter Trier, som er udarbejdet under Første Verdenskrig, i 1915. Her ses større nationer prøve at sluge andre. De endeløse krige har flyttet grænserne igen og igen. Men på trods af ændrede arealer og besættelser har bemærkelsesværdigt mange lande eksisteret i mange år. Det gælder for eksempel Portugal, Spanien, Grækenland, Schweiz, Bulgarien og Danmark.
Europa har været et krigerisk kontinent. Det fremgår af denne tegning af Walter Trier, som er udarbejdet under Første Verdenskrig, i 1915. Her ses større nationer prøve at sluge andre. De endeløse krige har flyttet grænserne igen og igen. Men på trods af ændrede arealer og besættelser har bemærkelsesværdigt mange lande eksisteret i mange år. Det gælder for eksempel Portugal, Spanien, Grækenland, Schweiz, Bulgarien og Danmark. Foto: Archiv Gerstenberg/Ullstein Bild - Archiv Gerstenberg/Ritzau Scanpix.

Ruslands indtog i Ukraine har fået de europæiske demokratier til at stå sammen og koordinere deres politik i et omfang, som ikke har været set i mange år. Ikke siden dannelsen af Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab (i 1951) og senere EF (i 1957) i kølvandet af Anden Verdenskrig har én enkelt begivenhed i samme omfang fået de europæiske stater i den demokratiske del af Europa til at stå sammen.

Der skal tydeligvis meget dramatiske begivenheder til for at animere det store flertal af stater i Europa og deres befolkninger til at bakke op om et tæt samarbejde mellem landene.

Når Europas stater ofte har haft så svært ved at finde fælles løsninger på de fælles udfordringer, hænger det blandt andet sammen med, at mange af de nuværende stater er meget gamle.

En af de mest markante forskelle på Europas og de øvrige verdensdeles historie er nemlig, at i Europa har de samme små og mellemstore stater præget udviklingen i cirka 1000 år, mens Asien, Afrika og Amerika har været præget af mange flere, forskellige skiftende statsdannelser.

Navnlig i Asien og Afrika har det ene imperium efter det andet afløst hinanden. Efter en periode på typisk 100-200 år er imperierne brudt sammen og blevet afløst af en periode med politisk opløsning. Derefter har helt nye stater eller imperier set dagens lys, indtil de også er faldet fra hinanden.

Europa har derimod gennem de seneste 1000 år været ”stabil i al sin ustabilitet” og præget af en række små og mellemstore stater, som løbende har konkurreret med og bekæmpet hinanden, uden at en enkelt stat nogensinde har taget over i en længere periode ad gangen.

Europæerne har i mere end 1000 år været vant til, at det politiske liv er foregået inden for rammerne af den enkelte stat, og at man har fundet nationale løsninger på mange af de fælles udfordringer, som er kommet til Europa udefra. Den nationale identitet i hvert enkelt land er bundet op på bevidstheden om, at man bor i en gammel stat, som størstedelen af tiden gennem de seneste cirka 1000 års historie har ”overlevet” og er vedblevet med at eksistere på trods af kappestrid og talrige kampe med de øvrige stater. Det gælder, uanset om man bor i Bulgarien, Ungarn, Frankrig, Danmark, Sverige eller i et helt sjette land.

Der er flere grunde til, at Europa siden middelalderen på denne måde har været anderledes end de øvrige kontinenter. En af dem er, at Europas mange forskellige små og mellemstore i kraft af deres konkurrence med hinanden hele tiden hver især måtte sørge for at styrke deres egen formåen. Kongerne måtte hele tiden være oppe på dupperne i forhold til at have en bedre økonomi, et stærkere militær, en stærkere statsmagt og en større centralisering af magten i landet end kongerne i de konkurrerende stater. Derfor blev magten i hvert land hele tiden op igennem middelalderen mere og mere centraliseret, og dette betød, at nabolandene også måtte sørge for yderligere at samle magten på færre hænder og så videre.

Samlet set betød dette, at de mange forskellige stater i Europa hele tiden blev økonomisk, militært og politisk stærkere, og at de til sidst (det vil sige fra 1400-tallet og frem) blev så stærke, at de også kunne tage ud og begynde at erobre og kolonisere store dele af resten af verden.

En anden grund til, at Europa gennemgik denne særegne udvikling, var de geopolitiske forhold. Europa udgør den vestligste del af den store eurasiske landmasse, og navnlig en del af de vesteuropæiske stater (for eksempel England, Frankrig, Portugal og Spanien) havde i middelalderen og tidlig moderne tid den store fordel, at de i høj grad havde ”ryggen fri” i kraft af deres beliggenhed ud til Atlanterhavet. Dette betød dels, at de generelt ikke i samme grad som central- og østeuropæiske stater risikerede at blive angrebet fra mange forskellige sider. Dels at de store samlede angreb, som af og til ramte Europa fra Asien, ikke nåede helt over til disse stater.

Et godt eksempel er den såkaldte Mongolstorm i årene omkring 1237-1240, som er betegnelsen for mongolernes angreb på Europa fra øst. Rytterfolket mongolerne erobrede omkring dette tidspunkt store dele af Asien og satte sig herunder også blandt andet på Kina. De faldt også ind i Europa og erobrede stort set hele det nuværende Rusland samt en række af de øst- og centraleuropæiske lande. Dette fik store konsekvenser for disse landes videre udvikling.

Men Mongolstormen nåede aldrig over til de vesteuropæiske lande, og dette er en af grundene til, at Øst- og Centraleuropa i de efterfølgende århundreder kom til at gennemgå en udvikling, hvor bønderne generelt var mere ufri, og hvor der var større fattigdom og økonomisk og social ulighed end i Vesteuropa. Denne forskel mellem Øst- og Centraleuropa på den ene side og Vesteuropa på den anden blev forstærket på et langt senere tidspunkt, nemlig under Den Kolde Krig 1945-1990. Men den blev grundlagt allerede i middelalderen, blandt andet som følge af Mongolstormen.

I de verdensdele, hvor ét eller flere store, samlede imperier dominerede i nogle århundreder for derefter at gå i opløsning, oplevede man ikke den samme konkurrence mellem en række mellemstore stater, som var med til at sikre den fortsatte teknologiske, økonomiske og øvrige udvikling i hvert land.

Kina og Indien er gode eksempler herpå. I de perioder, hvor en stor kinesisk eller indisk stat dominerede et kæmpemæssigt geografisk område og havde underlagt sig alle de mindre stater i regionen, oplevede denne store kinesiske eller indiske stat ikke nogen konkurrence, hverken militært, økonomisk, politisk eller på anden måde fra andre stater. Dette sløvede på længere sigt den pågældende stat, så den teknologiske, økonomiske og øvrige udvikling gik langsommere og langsommere og sommetider var ved helt at gå i stå. På langt sigt betød dette, at imperiet faldt fra hinanden og gik i opløsning i mindre politiske enheder.

For Europas vedkommende betød den løbende konkurrence mellem de mange små og mellemstore stater, at en stor del af dem i løbet af 1600- og 1700-tallet udviklede sig til enevældige stater, hvor kongen fik al magten samlet i sine hænder. Den ekstreme form for magtkoncentration var en forudsætning for, at hver af staterne fortsat kunne klare sig i konkurrencen med de øvrige. Da demokratiet begyndte at slå igennem i mange af staterne i løbet af 1800-tallet, samtidig med og i sammenhæng med fremkomsten af en voksende national identitetsfølelse i befolkningerne, blev nationalstaten fortsat den naturlige ramme for det politiske liv. Sådan som man havde været vant til det i Europa i århundreder. Nu blev den fortsatte kappestrid mellem Europas lande blot en kappestrid mellem de forskellige nationer, det vil sige befolkninger, i stedet for kun mellem de forskellige fyrster.

Det var først med afslutningen af Anden Verdenskrig, som havde været det hidtil mest omfattende og voldsomme udtryk for nationalismen, at mange europæiske politikere nåede frem til den konklusion, at nationalstaterne burde spille en mindre rolle end tidligere, og det europæiske samarbejde mellem de demokratiske stater i Europa kraftigt udvides. Men på dette tidspunkt var den nationale identitet og tanken om nationalstaten som rammen for det politiske liv i Europa allerede så stærkt rodfæstet i de europæiske befolkninger, at det var vanskeligt for de politikere, der ønskede det, at få den nationale identitet erstattet med en fælles europæisk.

Dette skyldtes ikke mindst, at de europæiske stater var så gamle, som de var, og at en national identitet i hvert af landene derfor let havde ladet sig udvikle i løbet af 1800-tallet. Og det er også det, vi ser resultatet af i dag, hvor der skal virkelig store, dramatiske begivenheder til, som krigen i Ukraine, før store dele af de europæiske befolkninger når frem til, at europæisk samarbejde er en fordel, i forhold til hvis staterne kører hvert sit løb – som de gjorde det i mere end 1000 år frem til 1945.

Lars Hovbakke Sørensen er lektor på Professionshøjskolen Absalon og forfatter til flere historiske værker.

Tidslinje

Cirka 680: Det første bulgarske rige grundlægges.

810: Den danske konge Godfred dør. Han har formentlig regeret over hele det nuværende Danmark samt Skåne.

Cirka 830: En svensk konge omtales i forbindelse med Ansgars missionsvirksomhed i Birka.

843: Frankerriget deles i Det Vestfrankiske Rige, Det Østfrankiske Rige og Midterriget. Hermed lægges kimen til Frankrig (Det Vestfrankiske Rige) og Det Tysk-romerske Rige/Tyskland (Det Østfrankiske Rige).

Cirka 850: Forskellige riger opstår i det nuværende Rusland og Ukraine.

Cirka 870: Harald 1. Hårfager samler Norge.

Cirka 900: Árpád grundlægger Ungarn.

Cirka 950: Polen opstår.

Cirka 950: Den Bøhmiske Krones Lande (det nuværende Tjekkiet) grundlægges.

952 eller 954: Hele England er samlet.

955: Otto 1. den Store opretter markgrevskabet Ostmark (det senere Østrig).

Sidste del af 900-tallet: Det første serbiske fyrstendømme dannes under navnet Zeta.

1138-1143: Portugal bliver selvstændigt fra Castilien.

Cirka 1237-1240: Mongolstormen. Det asiatiske rytterfolk mongolerne hærger store dele af Øst- og Centraleuropa.

1291: Det Schweiziske Edsforbund (Schweiz) grundlægges i forbindelse med et oprør mod Habsburgernes overherredømme.

1479: Castilien og Aragonien forenes (og bliver til Spanien).

1568-1648: Holland frigør sig fra Spanien (Firsårskrigen).