Prøv avisen
Interview

Europæerne har skabt en offermyte om indianerne

På store dele af sin rejse i Mexico havde Hernan Cortés indianerkvinden Malinche ved sin side. Hun fungerede som hans tolk og var en tid lang også hans elskerinde. På denne illustration, der er lavet af Tlaxcalte indianernes historieskriver Diego Muñoz Camargo i det 16. århundrede, ser man Hernan Cortés og Melinche under et møde med tlaxcaltekiske udsendinge. – Foto: Akg-images/Ritzau Scanpix

For 500 år siden gik Hernan Cortes i land og erobrede aztekernes territorium. Fjendskabet mellem de indianske stammer var afgørende for, at conquistadorerne kunne erobre området så hurtigt, siger bogaktuel historiker

De kom, de så, og de sejrede!

I foråret 1519 gik europæiske erobrere, de såkaldte conquistadorer, i land ved Mexicos kyst, og i løbet af kun to år lykkedes det dem under ledelse af spanieren Hernan Cortes at undertvinge aztekernes højtudviklede rige og bringe store dele af det nuværende Mexico under spansk overherredømme.

Conquistadorerne stiliserede gerne efterfølgende sig selv som helte, og dermed leverede de stof til mange fortællinger igennem århundrederne. Selv her i 500-året for conquistadorernes landgang eksisterer fortsat utallige legender om Cortes’ krigstogt. Legender, som ofte slet ikke har hold i virkeligheden.

En af de mest hårdnakkede er påstanden om, at Hernan Cortes var i stand til at besejre titusindvis af aztekere, selvom hans tropper kun bestod af nogle få hundrede conquistadorer.

”Det er en fordrejning af realiteterne. I virkeligheden var det aztekernes indianske fjender, ikke conquistadorerne, der bragte aztekerriget til fald,” siger den tyske historiker Stefan Rinke, der har udgivet bogen ”Conquistadoren und Azteken. Cortes und die Eroberung Mexicos.” (På dansk: Conquistadorer og aztekere. Cortes og erobringen af Mexico).

Hans værk baserer sig ikke alene på europæiske, men også på indianske kilder, og adskillige tyske medier har derfor rost hans bog for at formidle et nyt og mere nuanceret billede af conquistadorernes fremmarch i Mellemamerika.

”Conquistadorerne, der hovedsageligt kom fra Spanien, men også andre lande i Europa, kaldte indianerne for deres `hjælpetropper´, men det var en underdrivelse. I virkeligheden stillede de indianske grupper størstedelen af hæren, hvorimod conquistadorerne for det meste udgjorde mindre end 10 procent af tropperne. Rent faktisk var det europæerne, der fungerede som en hjælpetrop,” siger Stefan Rinke.

Aztekerriget var ikke et rige i gængs forstand men derimod et forbund bestående af tre store byer, som de omkringliggende bosættelser og byer skulle betale tribut til. Hvis indianere i et område gjorde oprør, stillede de tre byer en fælles hær, som de sendte ud for at eliminere enhver form for modstand.

Hos aztekerne mødte conquistadorerne en verden, der var mindst lige så højt udviklet som de bedst fungerende europæiske samfund på daværende tidspunkt. Aztekernes hovedstad Tenochtitlan var en af verdens største byer med 200.000 – 250.000 indbyggere. Byen havde flere store paladser og et imponerende tempel. Der fandtes flere skoler i byen, der var et bibliotek – for aztekerne havde nemlig også skrift og bøger – der var en kanalisation, og en akvædukt forsynede borgerne med drikkevand. Som noget ganske særligt havde byen også en zoologisk have.

Hernan Cortes var meget begejstret for Tenochtitlan, som han betegnede som verdens smukkeste by, hvilket dog ikke hindrede ham i at lægge den i ruiner under conquistadorernes krig mod aztekerne.

Men den aztekiske kultur havde også skyggesider. For eksempel var menneskeofringer og kannibalisme en fast bestanddel af livet. Aztekerne troede, at det var nødvendigt at ofre mennesker for at holde kosmos i gang, og i stedet for at ofre deres egne folk, forsøgte de gerne at tage fanger fra de andre stammer, som de kunne bruge til formålet.

Ifølge Stefan Rinke fik det fatale konsekvenser, at både aztekerne og de andre indianere havde en kultur, der var baseret på krig, og at der ikke var noget sammenhold mellem stammerne.

”Indianerne bestod af mindst ni forskellige etniske grupper, der hele tiden lå i krig med hinanden, og deres interne fjendskab blev grunden til aztekernes undergang. Da conquistadorerne dukkede op med deres nye våben og heste, øjnede mange grupper en chance for effektivt at bekæmpe aztekerne. Spanierne var altså den faktor, der forenede en række indianere imod en fælles fjende, aztekerne,” siger Stefan Rinke.

Han er overbevist om, at Hernan Cortes ikke kunne have erobret Mexico, dersom indianerne i stedet for havde forenet sig til kamp mod conquistadorerne.

”Mindst 20 gange i løbet af erobringstogtet havde aztekerne mulighed for at dræbe Cortes og conquistadorerne, men de andre indianske grupper forhindrede hver gang, at det skete. Hvis alle indianere i stedet for havde gjort fælles front mod conquistadorerne, ville erobringen af Mexico i hvert fald ikke have fundet sted under Hernan Cortes, men først senere.”

Rent faktisk fik Hernan Cortes og hans mænd hjælp hele vejen igennem af de indianske grupper. De var vejvisere, de forsørgede hans mænd, og de fungerede som bærere, hvilket var meget vigtigt i et land, hvor der hverken var æsler eller andre former for pakdyr. Indianerne havde også et veludbygget kommunikationsnet, som forsynede conquistadorerne med oplysninger om aztekerne. Men det skulle vise sig at være et tveægget sværd, for dermed var conquistadorerne også fuldstændig i indianerens magt.

”I dag er de fleste historikere ikke i tvivl om, at Tlaxcalteke indianerne fyldte europæerne med løgn. For eksempel fortalte de, at deres ærkefjender, Cholulteke indianerne, planlagde at dræbe Cortes og hans mænd i et baghold, og disse fake news var en vigtig årsag til, at conquistadorerne begik et blodbad i byen Cholula, hvor de myrdede flere tusind ubevæbnede Cholulteke indianere. De seneste årtiers forskning har i det hele taget vist, at mange indianere meget vel var i stand til at handle, og at de hverken var passive ofre eller uskyldslam. Ikke mindst i løbet af det 20. århundrede er der i kølvandet på den berettigede kritik af europæernes kolonialisme opstået en tendens til at skabe en offermyte omkring indianerne, som forvrænger de historiske realiteter. Netop krigen mellem Cortes’ conquistadorer og aztekerne bør være en advarsel til os i dag om, at vi altid skal være forsigtige med at fælde en normativ dom over andre kulturer. Vi skal hele tiden spørge os selv, om vi virkelig er så overlegne i forhold til andre folk, og samtidig skal vi også overveje, om vi har de rigtige informationer, før vi vurderer, om noget ukendt er positivt eller negativt.”

Conquistadorerne havde af det spanske kongehus fået til opgave at undertvinge indianerne, men det var ikke tanken, at de skulle udryddes. Tværtimod ønskede den spanske krone at gøre indianerne til nye kristne undersåtter. Men alligevel endte erobringstogtet nærmest i indianernes undergang.

”Latinamerika oplevede en demografisk katastrofe med conquistadorernes ankomst. Det var dog ikke så meget på grund af sværdet som på grund af de sygdomme, som europæerne bragte til kontinentet,” siger Stefan Rinke.

Da Hernan Cortes kom til det nuværende Mexico, levede cirka 25 millioner mennesker i landet, men 80 år senere var befolkningen skrumpet ind til kun en million. Det var især sygdomme som mæslinger, kopper, fåresyge og influenza, der krævede mange ofre.