Europas fader ville genskabe Romerriget

Karl den Store, der blev kronet til kejser af det genskabte Vestromerske Rige i år 800, har haft en kolossal betydning for Europas landkort, og kirkens mission i Norden udgik fra hans klostre. I år er det 1200 år siden, han døde

XTR162949 F.117r Messengers telling Charlemagne of the victory over the Saracens, from the Grandes Chroniques de France, 1375-79 (vellum) by French School, (14th century); Bibliotheque Municipale, Castres, France; (add.info.: messagers rendant compte a Charlemagne de la victoire sur les Sarrazins; Charlemagne (742-814 AD);); Giraudon; French,  out of copyright
XTR162949 F.117r Messengers telling Charlemagne of the victory over the Saracens, from the Grandes Chroniques de France, 1375-79 (vellum) by French School, (14th century); Bibliotheque Municipale, Castres, France; (add.info.: messagers rendant compte a Charlemagne de la victoire sur les Sarrazins; Charlemagne (742-814 AD);); Giraudon; French, out of copyright. Foto: .

Symbolikken var mere klar end himlen hin regnvåde decemberdag i 1804, da Napoleon blev kronet til kejser i Notre Dame-katedralen i Paris med paven ved sin side. Ikke kun fordi den handlekraftige korsikaner kom paven i forkøbet, tog kejserkronen fra alteret og selv satte den på sit hoved, men også fordi det ikke var en hvilken som helst krone, Napoleon greb for næsen af paven. Det var intet mindre end Karl den Stores krone, opkaldt efter en af Europas navnkundigste regenter, der tusind år tidligere havde samlet det meste af kontinentet i ét rige og selv blev kronet til kejser juledag år 800.

Nu var Napoleons kejserkrone ganske vist ikke nær så gammel, selvom den lignede noget fra den tidlige middelalder. Den var fremstillet til lejligheden af en parisisk guldsmed, men meningen var klar nok.

Napoleon ønskede at videreføre arven fra Karl den Store, som han kaldte sin berømte forgænger.

LÆS OGSÅ: En kulturrevolution i 800-tallet

Og skønt de færreste så bevidst som Napoleon har villet gøre ham kunsten efter, er den franske kejser ikke den eneste, der står i gæld til Karl den Store.

Han skabte nemlig et rige, der har sat sig spor igennem historien, og hvis konturer stadig anes i dag. I en sådan grad, at kejser Karl, hvis død netop i år er 1200 år siden, ligefrem kaldes Europas fader.

Det er meget svært at forestille sig det nuværende Europa uden Karl den Store, politisk og kulturelt. Han bidrager til en vesteuropæisk identitet med en fornemmelse for antikke rødder, fortæller Jens Fleischer, der er lektor emeritus i kunsthistorie ved Københavns Universitet.

Han er en portalfigur, der samler Europa på et tidspunkt, hvor det bare er et kludetæppe. Da Karl den Store tager til Rom og bliver kronet i år 800, bliver han regenten over det genskabte Vestromerske Rige.

Det Vestromerske Rige, som Karl den Store genskaber, holdt op med at eksistere i slutningen af 400-tallet. Allerede tidligere var det kæmpemæssige Romerrige begyndt at knage i fugerne, ikke mindst fordi det var vanskeligt at administrere så stort et område centralt fra Rom. I første halvdel af 300-tallet rykker kejser Konstantin Romerrigets hovedstad mod øst til Konstantinopel, og i 395 deles riget i en østlig og en vestlig del. Mens den østlige del udvikler sig til Det Byzantinske Rige, bliver det sværere og sværere at holde sammen på den vestlige del, efterhånden som det invaderes og plyndres af germanske stammer, og det tidligere så stolte Vestromerske Rige går under i en uoverskuelig tummel af stridende grupper og folkevandringer.

Et af de folkeslag, der kom bedst ud af den turbulente folkevandringstid, var frankerne, der fik etableret et anseligt rige, som blandt andet omfattede det nuværende Frankrig. Også i Frankerriget er der stridigheder, men efterhånden vinder en herskerslægt, der kaldes karolingerne.

Og her er det, Karl den Store kommer ind. Han bliver nemlig i 768 konge over Frankerriget, i første omgang sammen med sin bror, men snart alene. Og så går den høje mand, der ifølge en samtidig kilde altid bar sværd, ellers i gang med at udvide sit rige med kampe både mod arabere i det nuværende Spanien, avarer i det nuværende Ungarn og saksere i det nuværende Nordtyskland.

Det sker ifølge lektor Jens Fleischer med den tydelige ambition at genskabe Det Vestromerske Rige.

Det er en selvforståelse, der er meget klar. Dette er det romerske imperiums genrejsning. Vi vil gerne kunne stå på lige fod med Det Østromerske Rige i Byzans.

Til det formål kunne Karl den Store bruge paven, der var blevet i Rom, da den romerske kejsermagt flyttede østpå. Allerede Karls far, Pippin den Lille, havde hjulpet paven mod endnu et germansk folkeslag, longobarderne, der på det tidspunkt dominerede det nuværende Italien, og da Karl selv overvandt longobarderne og indlemmede det nuværende Norditalien i sit rige, befæstede han det gode forhold til pavestolen.

Karl den Store og paven har meget brug for hinanden, men der er ingen tvivl om, hvem der er chefen af de to, fortæller Nils Holger Petersen, der er lektor i kirkehistorie ved Københavns Universitet.

I realiteten bliver Karl den Store den, der sidder på magten. Gennem pagten mellem karolingerne og paven har vi fået en ny hovedakse i den kristne verden. Det, man har fået, er et Vesteuropa. Det er en afgrænsning af den latinske kristendom.

Et vigtigt led i forståelsen af Karl den Stores erobringer er nemlig hans ønske om at udbrede kristendommen.

Han opfattede sig selv som en slags hellig konge, der skulle føre sit folk frem til dommedag og sørge for, at de kunne bestå på dommedag, forklarer Nils Holger Petersen.

Det, der har været drivkraften hos Karl den Store, var at skabe et kristent folk. Når det kom til de store linjer, har han set sin politik som en udfoldelse af den tro, han havde. Det ligger forholdsvis klart, at han har opfattet sig selv som en figur, der på Guds vegne havde sin gerning. Kongen var i mange henseender en guddommelig repræsentant på jorden.

En af de måder, Karl den Store varetog sit hverv som Guds repræsentant på, var ved anlæggelsen af de såkaldte rigsklostre, der både havde religiøse og administrative funktioner.

Det giver nemlig ikke mening at skille de to ting ad, når vi er i middelalderen, pointerer lektor i kunsthistorie ved Aarhus Universitet Hans Jørgen Frederiksen.

Når han har erobret nye områder, er noget af det første, der sker, at der bliver bygget nye klostre som en manifestation af, at nu er vi her, siger han.

Det er en form for propaganda, der skal overbevise de lokale om, at her er nogle forhold, de lige så godt kan lægge sig ind under. Han havde en forståelse for, at hvis sådan et imperium skulle hænge sammen, skulle det bero på mere end militærmagt.

Hans Jørgen Frederiksen bemærker, at det også er den konsekvens af Karl den Stores aktivitet på det kirkelige område, at Nordens apostel, Ansgar, i 826 bliver sendt til Danmark fra klostret Corvey i det nuværende Nordtyskland, som Karls søn havde anlagt.

Den kirke, der etableres i Danmark, udgår fra det imperium, siger han og fortsætter:

LÆS OGSÅ: Krigen, der ikke kan forsvares

Karl den Store har spillet en kolossal rolle for kristendommens videre befordring. Der er ingen vej uden om at tildele ham en central rolle i kirkens udviklingshistorie og dermed kristendommens udviklingshistorie i Europa.

Når det lige præcis var Det Vestromerske Rige, Karl den Store ønskede at genskabe, er en del af bevæggrunden derfor også religiøs.

Man betragter perioder i antikken som båret af visdom, civilisation og ikke mindst kristendom, siger Hans Jørgen Frederiksen og peger på, at kristendommen blev grundlagt under kejser Augustus, og at Konstantin den Store var den første kristne kejser.

Man får en voldsom bevidsthed om, at den kristne kultur er en antik kultur, og at kristendommen har sine rødder i det romerske rige.

I det lys giver det god mening, at kejser Karl fragter antikke marmor- og granitsøjler fra Rom og Ravenna til den bygning, der frem for nogen forbindes med ham, nemlig hans hofkapel i domkirken i Aachen i den vestlige del af det nuværende Tyskland. Her står også den dag i dag hans tronstol, der er lavet efter bibelske forskrifter af marmor fra antikken.

Han lader sig omgive med bygninger og kunstgenstande, der kan minde folk om den romerske kejser, siger Hans Jørgen Frederiksen.

Man har igen en kejser, og kejseren ønsker at være omgivet af symboler, der promoverer kejsertanken.

I betragtning af hvor stor betydning Karl den Store har haft, er det imidlertid påfaldende, hvor kort tid hans rige egentlig bestod.

Med Karl den Store manifesterer drømmen om et kejserrige sig, men det viser sig at være en konstruktion, der ikke holder, fortæller Hans Jørgen Frederiksen.

Allerede i 843, knap 30 år efter hans død, deler hans sønnesønner nemlig det mægtige rige imellem sig, og delingen får betydning for europæisk historie helt frem til vore dage.

Man begynder at kunne ane konturerne af et Frankrig og et Tyskland, siger Hans Jørgen Frederiksen.

De to lande kæmpede i de efterfølgende mange århundreder om, hvem der var den retmæssige arvtager til Karl den Stores krone,men det ændrer ikke på, at begge har deres udspring i Karls kejserrige ligesom det meste af det øvrige Vesteuropa.

Som samlende midtpunkt er han symbol for et Europa, som er sig et kulturelt fællesskab bevidst, siger Hans Jørgen Frederiksen.