Prøv avisen
Spørgsmål-svar

Svenskerkrigene var en nærdødsoplevelse for det dansk-norske rige

Historiker, Lars Christensen. – Foto: Leif Tuxen

Ved svenskerkrigenenes afslutning, havde næsten hver tredje dansker mistet livet, og hele landet og økonomien lå i ruiner.

Lars Christensen, du er forfatter til den nye bog ”Svenskekrigene 1657-1660 – Danmark på kanten af udslettelse”. Hvad bidrager bogen med, som vi ikke ved fra den eksisterende litteratur?

Der manglede en beretning om, hvordan hele det dansk-norske rige på så kort tid oplevede disse to meget voldsomme krige, som næsten endte som en nærdødsoplevelse for hele landet. De ramte hele samfundet meget voldsomt, og den historie trænger til at blive bredt ud, i særdeleshed historien om, hvordan de ramte den almene befolkning og ikke blot eliten. Jeg tror ikke, mange er klar over, hvor brutalt og voldsomt det egentlig var, og hvor tæt Danmark var på sin totale udslettelse.

Du beskriver i bogen, at man fra dansk side udviste ringe dømmekraft i vurderingen af både sin egen og modstanderens styrke, og at man slet ikke var klar til at påbegynde en krig. Kunne krigen have været undgået?

Nej, for Karl 10. Gustav ville have krigen. Han havde en ambition om, at Sverige skulle være Østersøens altdominerende magt, og det kunne ikke lykkes med et stærkt Danmark ved indsejlingen til Øresund. Man kunne godt kalde det en præventiv krig.

Den svenske konge havde vel også ret i, at det var et spørgsmål om tid, før Danmark selv ville angribe? Kunne man ikke kalde det en præventiv krig fra svenskernes side, for Danmark kunne trods alt ikke forene sig med tanken om et selvstændigt Sverige?

Jo, det havde den svenske konge ret i, for det skete jo. Det er det, der er det forbist-rede, for de to lande vogtede på hinanden, og man vidste, det var et spørgsmål om tid, før krigen brød ud. Læser man de gamle svenske historieskrivere fra 50-60 år eller længere tilbage, så var det netop fortællingen – at krigen ikke kunne undgås, for før eller senere ville de krigsgale danskere angribe igen. I nyere historieskrivning ser man mere kritisk på Sveriges imperialistiske drømme og på Karl 10. Gustav som en krigsgal konge.

Er det den mest skelsættende begivenhed i det dansk-svenske forhold?

Det er i hvert fald afgørende i den forstand, at Danmark mister områder til Sverige. Med krigene mister man muligheden for at dominere Østersøen og dermed også megen international indflydelse. Men vigtigere endnu er det befolkningsmæssige tab, ødelæggelsen af infrastrukturen og produktionsapparatet, som langt overstiger noget andet, landet har oplevet. Ifølge nogle historikere var landet teknisk set bankerot i 1660. I 1864 er det stort set kun militæret, der lider tab, men i svenskekrigene rammes den civile befolkning i helt uhørt grad.

I bogen mere end antyder du, at krigenes indflydelse på den danske selvforståelse og det dansk-svenske forhold er undervurderet. Vi taler stadig om de dybe spor fra krigen i 1864 – hvorfor taler vi ikke om dem fra svenskekrigene?

Det var først langt op i 1700-tallet, at danskerne forligede sig med svenskerne. Ikke forstået, som om de to lande oplevede en forbrødring, for man opfattede stadigvæk hinanden som en potentiel fjende, og vi skal helt op i 1800-tallet, før de to lande kom på nogenlunde god fod med hinanden. Så krigene satte dybe spor i 150 år, men de er så blevet udvisket i nogen grad siden da. Men når man undgik det kollektive mentale knæk, som krigen i 1864 gav danskerne, hænger det formentlig sammen med, at lettelsen over at have klaret sig igennem sådan en nærdødsoplevelse var så stor.

Da krigen blev afsluttet, havde næsten hver tredje dansker mistet livet, og hele landet og økonomien lå i ruiner. Hvordan kunne man overhovedet komme på fode igen?

Det er faktisk også svært at forstå. Det lykkedes under det nye enevælde, som blev indført i efteråret 1660, at lave reformer af skattesystemet, som blev mere effektivt end det tidligere system. Og man lykkedes faktisk relativt hurtigt med igen at få styr på landbruget, som var den største indkomstkilde. Folk flyttede derudover til de befolkningsmæssigt hårdest ramte egne, hvor de kunne få produktionen op igen. Men man må beundre deres overlevelsesevner, for det er faktisk en usædvanlig præstation.