I et gråmuret toetages bygningskompleks i Svendborg levede for 137 år siden 80 mennesker. De var gamle, syge, svage, handicappede og først og fremmest fattige. Nogle blev regnet for værdigt trængende, andre var stemplet som selvforskyldt fattige. Fælles for alle var dog, at den eneste anden udvej end at dø af sult havde været at søge hjælp på fattiggården.
Indenfor på Viebæltegård, som fra 1872 husede Svendborg Fattig- og Arbejdsanstalt, blev der knoklet. Ingen var for svag til at skulle bidrage. Der blev vævet måtter, stoppet og syet tøj, fremstillet ildtændere, tømret ligkister og hugget skærver til landevejene.
Til gengæld fik fattiggårdens beboere mad og husly – og til gengæld for den offentlige forsørgelse havde beboerne mistet retten til at stemme, til at stille op til valg og til at gifte sig. Kønnene levede i øvrigt skarpt adskilt på fattiggården.
– Fattiggårdstanken gik ud på så vidt det overhovedet var muligt at holde folk ude af systemet og at centralisere forsorgen under fælles tag for at spare. Samtidig var stedet præget af en nyttetanke om, at man skulle have noget ud af alle hænder. Derfor var der arbejdstvang, og nogle år præsterede fattiggården ligefrem økonomisk overskud, fortæller Maria Rytter, museumsinspektør og afdelingsleder på Forsorgsmuseet i Svendborg.
Museet er netop genåbnet efter en omfattende renovering og fungerer ikke blot som et lokalt sydfynsk museum, men som et museum over, hvordan det danske samfund i det 19. og 20 århundrede behandlede de allerfattigste. Det eneste af sin art i Europa.
For 100 år siden var der 450 fattiggårde i Danmark, og de spillede en ikke ubetydelig rolle som sidste udvej for et meget stort antal mennesker. I dag er Viebæltegård den eneste af alle disse bygninger, som er bevaret.
Da Viebæltegård lukkede som institution for fattige i 1974, blev den overtaget af Svendborg Museum. Det var dog først i 2002, museet tog konsekvensen heraf og etablerede sig som museum for fattigdom.
Mens stribevis af danske herregårde er velbevarede, fredede og gjort til museer, var opfattelsen af fattiggårdene, at de repræsenterede et dunkelt, skamfuldt kapitel af historien, som burde ryddes af vejen eller bygges om. Derfor var det et rent held, at bygningen i Svendborg var blevet til museum og derfor eksisterede endnu, da museumsfolk omsider turde tage livtag med denne del af historien.
– Vi er det eneste sted i landet, hvor man kan se det oprindelige interiør fra en fattiggård. Samtidig har vi ambitioner om at dække forsorgshistorien, det vil sige også børnehjem og ungdomshjem, fortæller Maria Rytter.
Netop børnehjemmene var et særlig dunkelt kapitel i historien, og meget tyder på, at børn helt frem til 1970?erne levede under kummerlige forhold, når de var fattige og ikke havde forældre til at forsørge sig.
Maria Rytter har således fået ansvaret for et såkaldt dybdestudie, hvor hun forsker i børnehjemsbørns liv i perioden 1945-74. Omdrejningspunktet er drengehjemmet Godhavn i Tisvilde, hvor der allerede eksisterer beretninger om meget grelle forhold, og hvor en række tidligere elever har fundet sammen i et netværk. Maria Rytter kombinerer sine interview med tidligere Godhavn-drenge med samtaler med børn fra 29 andre børnehjem for at kunne sammenligne.
– Jeg er endnu midt i forskningen, men bistandsloven fra 1974 ser ud til at have haft en stor effekt og sikret de fattige på institutioner nogle gevaldige forbedringer. For eksempel flyttede man indtil da uden videre fattige københavnske børn langt væk til Jylland. Nu kom der et nærhedsprincip, fortæller museumsinspektøren.
Også for fattige i andre typer institutioner ser 1970?erne ud til at have været det årti, da et vist mål af frihed indfandt sig. Der var naturligvis en gradvis proces fra 1870?ernes totale umyndiggørelse til de lovsikrede rettigheder, som de fattigste opnåede 100 år senere. Men Maria Rytter konstaterer, at for eksempel den socialdemokratiske socialminister K.K. Steinckes højt besungne socialreform fra 1933 havde nogle klare begrænsninger.
– I 1933 blev fattiggårdstanken afløst af et forsorgsprincip om, at alle mennesker i princippet er ligeværdige. Men Steinckes reform bibeholdt umyndiggørelsen, og de fattige skulle fortsat søge om tilladelse, hvis de ville gifte sig, fortæller hun.
Først med forsorgsloven i 1961 under en senere socialdemokratisk socialminister, Julius Bomholt, fik de fattigste danskere den fulde stemme-, valg- og gifteret.
I denne periode skiftede fattiggården i øvrigt navn til Forsorgshjemmet Viebæltegård. Tidligere havde Svendborg Byråd afslået et forslag om at slette ordet fattig fra institutionen og blot kalde den arbejdsanstalt. Politikerne syntes dengang, man skulle kalde en spade for en spade, og det var de fattigste, der boede her. Nu var tiden imidlertid løbet fra både fattigstempling og arbejdstvang, konstaterer Maria Rytter:
– Først omkring dette tidspunkt slog det syn på beboerne for alvor igennem, at de var mennesker, der havde brug for hjælp, frem for mennesker, der skulle helbredes for fattigdom ved hjælp af arbejde.