Finland er på samme tid en ung stat og en gammel nation. Det er et højproduktivt industriland, der er med i euroen, men også en krigerkultur, der holder sig neutral. Finnerne taler et for andre nordiske folk uforståeligt sprog, og samtidig har de gjort den argentinske tango til deres nationale dans. Sådan kunne man fortsætte rækken af paradokser, men vigtigere er det at forstå landets særtræk, der skyldes dets placering på grænsen mellem den nordisk-lutheranske og den russisk-ortodokse verden i det inderste af Østersøen.
At Finland modsat de baltiske nabolande overlevede Anden Verdenskrig som selvstændig stat er næsten lige så overraskende, som at Finland i dag er nordisk og ikke russisk eller østeuropæisk. Finlands selvstændighed den 6. december 1917 skyldtes revolutionen i Rusland. Men landet måtte gennem en forbitret borgerkrig i 1918, krigene med Sovjetunionen 1939-1940 og 1941-1944 samt en krig med tyskerne i 1944, før det blev et ”normalt” nordisk land. Dog et nordisk land, der levede i skyggen af Sovjetunionen, hvilket har givet anledning til begrebet ”finlandisering”. Til gengæld er Finland i dag mere uforbeholdent medlem af EU end det øvrige Norden.
Før Finlands voldsomme historie i det 20. århundrede var det i 700 år en del af Sverige fra 1100 til 1809, da Rusland erobrede den østlige halvdel af Sverige og oprettede den finske stat med den russiske tsar som storfyrste.
I den situation valgte finlænderne at blive finske, da de ikke måtte forblive svenske og ikke ville være russere. På den måde opstod nationen Finland, der fik sin selvstændighed for 100 år siden. Men landet har haft Stockholm som hovedstad i langt det meste af sin historie. Denne arv er forklaringen på at nationen i dag er tosproget, selvom de finsktalende er det helt dominerende flertal. Af den grund bør man kalde indbyggerne for ”finlændere” og ikke ”finner”. ”Finne” går på den kulturelle og sproglige identitet, mens ”finlænder” henviser til den tosprogede nationalitet.
Den Botniske Bugt forbandt et rige, som i middelalderen bestod af provinserne omkring Mälaren og de store søer, Ålandsøerne samt den sydvestlige del af det nuværende Finland omkring Åbo. De var ikke to forskellige lande som Danmark og Norge. Finland opstod først mellem 1809 og 1812, da tsar Alexander den Første på landdagen i Borgå (Porvoo) proklamerede storfyrstedømmet Finland, flyttede hovedstaden fra Åbo til Helsingfors i 1812 og indlemmede det ortodokse Karelen til Sankt Petersborg. Indtil da havde ”finnerne” været finsktalende indbyggere i Sverige. Men nu måtte de ikke længere være svenske. Derfor besluttede den svensktalende overklasse at samarbejde med russerne om at skabe en stat og en finsk nation. Mange af de mest finske havde svenske navne og talte i begyndelsen ikke godt finsk. Nogle af dem skiftede ligefrem deres svenske slægtsnavne ud med finske.
Et godt eksempel er historikeren Yrjo-Koskinen (1830-1903), der oprindelig hed Georg Zacharias Forsman. Han voksede op i et svensk miljø, men blev tilhænger af J.V. Snellmans finskheds- bevægelse, fennomanerne, og forfinskede sit svenske navn. I værket ”Finlands historie”, der udkom 1869-1873 anlagde han som den første et finsknationalt syn på landets historie. Efter Snellmans død blev Forsman fennomanernes leder og vandt som senator 1882-1899 betydelige sejre for finskheden. Da russificeringspolitikken i 1890’erne satte ind, støttede han en eftergivenhedslinje for at sikre den finske kultur.
Udviklingen af den moderne finskhed lykkedes, fordi den foregik inden for rammerne af det multinationale russiske imperium. En selvstændig finsk nation ville nok have haft dårligere betingelser inden for den gamle svenske stat, selvom de politiske frihedsrettigheder dér var ulig meget større end i tsarriget.
Samtidig var der store udfoldelsesmuligheder for den finlandske overklasse som officerer, embedsmænd og købmænd i det vidtstrakte russiske rige, da dette manglede vestligt uddannede eksperter. Loyaliteten over for tsaren ændredes dog som resultat af forsøget på at russificere Finland i 1890’erne. Som konsekvens af reformeringen af det russiske imperium efter revolutionen i 1905 fik Finland som det første land i Norden et parlament valgt af både mænd og kvinder. En delvis utilsigtet konsekvens af dette var, at det svenske sprog blev svækket. Svensk blev indtil 1905 talt i tre af de fire stænder, præste-, borger- og adelsstanden. Kun bondestanden havde været finsksproget. Nu blev det nye, demokratisk valgte parlament med kun ét kammer overvejende finsksproget og de svensktalende reduceret til en minoritet.
Efter Ruslands militære nederlag i Første Verdenskrig og Oktoberrevolutionen erklærede Finland sig den 6. december 1917 selvstændigt. Det førte til en forbitret borgerkrig mellem de såkaldte ”hvide” af mere borgerlig observans og ”røde”, som var af socialistisk tilsnit. De hvide rekrutteredes såvel fra det svensktalende som det finsktalende borgerskab, men derudover sluttede den jævne svensktalende befolkning i syd og vest op om de hvide under den tidligere general i den russiske hær Gustaf Mannerheim (1867-1951), der var godt hjulpet af en tysk trænet jægerbataljon.
De bevæbnede, revolutionære arbejdere på rød side fik støtte af menige fra den russiske hær, der stadig stod i landet. Det fik Tyskland til at gribe ind militært til fordel for de hvide, som sejrede i løbet af foråret 1918. Mange på den tabende side omkom i koncentrationslejre, mens andre søgte tilflugt i Sovjetunionen, som oprettede en finsktalende ”arbejderkommune” i Østkarelen med Petrozavodsk som hovedby.
Den finske selvstændighedserklæring den 6. december 1917 var en af de første reaktioner på Oktoberrevolutionen. Det vil sige, at det selvstændige Finland var resultat af en russisk udvikling snarere end en finsk eller nordisk. Trods det hårde opgør mellem klasser og politiske ideologier kom det forbløffende hurtigt efter borgerkrigen til et kompromis mellem finsk og svensk, der gjorde Finland til et tosproget land.
Det nye Finland fik en omtumlet skæbne med en borgerkrig, et autoritært diktatur i demokratisk klædebon, to krige med Sovjetunionen, såkaldt ”finlandisering”, voldsom økonomisk vækst i 1970’erne og 1980’erne, tilslutning til EU i 1995 og euroen efter en nedtur som følge af bortfaldet af det sovjetiske marked efter Sovjetunionens sammenbrud.
Landet blev ramt hårdt af finanskrisen i 2008, der faldt sammen med en nedtur for Nokia-koncernen og papir- industrien. Denne dramatiske historie har imidlertid efter optagelsen i Nordisk Råd i 1955 fundet sit leje med Finland som ligeberettiget medlem af den nordiske familie af små, fredelige og velfungerende demokratier. I dag hører Finland trods sproget ubetvivleligt til den nordiske verden.
Efter vinterkrigen 1939-1940 måtte Finland afstå det finsktalende Karelen med byen Viborg/Vyborg. Den finsktalende befolkning, hvoraf mange var ortodokse, blev evakueret til Finland og bosat i de tyndt beboede skovområder. Det er baggrunden for, at man i det centrale Finland i dag kan støde på ortodokse kirker med løgkupler ved siden af de evangelisk- lutherske kirker. De karelske flygtninge var stærkt anti-russiske, og den finske ortodokse kirke er sammen med den estiske underlagt det økumeniske patriarkat i Istanbul. I Karelen blev de finsktalende erstattet af russisktalende tilflyttere fra Sovjetunionen.
I 1920’erne drømte mange om et Storfinland, som skulle omfatte alle finsktalende. I takt med at udsigten til sejr over kommunisterne fortonede sig, slog de ind på en antirussisk og antisvensk politik med henblik på at samle Finland med områderne på den anden side af den Finske Bugt til én stat med Helsinki som hovedstad i konkurrence med Leningrad – det kommunistiske navn for Sankt Petersborg. Storfinland eksisterede ganske vist kun i teorien og på kort over sprogenes historiske udvikling, men havde dengang en vældig magt over ubefæstede sjæle.
Trods den sovjetvenlige neutralitet, som Finland måtte acceptere efter nederlaget, lykkedes det langsomt, men sikkert landet at tilslutte sig de vestlige demokratier. Dets politik gik godt nok under betegnelsen ”finlandisering”, fordi landet under den legendariske Urho Kekkonen (1900-1986) formåede at opretholde et godt forhold til den store nabo i øst gennem hans lange periode som præsident fra 1957 til 1981.
Kekkonens rolle var overraskende i betragtning af, at han i 1920’erne havde været fremtrædende medlem af en højrenational studenterorganisation, Det Akademiske Karelen Selskab, der ville indlemme området helt til Ural, hvor der taltes finsk-ugriske sprog. I 1932 forlod han det og engagerede sig i stedet i kampen for det finske sprog mod svensk.
Kekkonen var som justitsminister 1944-1946 ansvarlig for processen mod de finske politikere, der efter sovjetisk krav blev dømt som krigsforbrydere. Ved præsidentvalget i 1956 besejrede han med et snævert flertal den finlandsvenske socialdemokrat Karl-August Fagerholm (1901-1984) og fortsatte Juho-Kusti Paasikivis (1870-1956) neutralitetspolitik over for Sovjetunionen, trods hård modstand fra Socialdemokratiet, og Samlingspartiet. Det er denne forhandlingspolitik omverdenen uvenligt kaldte ”finlandisering”. Ved personlige forhandlinger med Nikita Khrusjtjov (1894-1971) løste Kekkonen flereog opnåede bred opbakning til sin udenrigspolitik. Han blev genvalgt med stort flertal i 1968 og 1978.
Kombinationen af pragmatiske kompromiser og sej kampvilje reddede Finland fra at blive en kommunistisk lydstat. At Finland i dag er et velfungerende nordisk EU-land, er mindre overraskende, når man husker på de mange hundrede år, landet har været svensk.Det er lutheransk og gennemsyret af en nordisk foreningskultur. Men samtidig realistisk i omgangen med andre lande, især den store russiske nabo. Finland har modsat de andre nordiske lande ikke opgivet værnepligten og har bevaret sit territorialforsvar. Det er det blevet hånet for, men samtidig respekteret af af russerne, der siden det modstand i vinterkrigen 1939-1940 har accepteret finsk selvstændighed. Finland og landets tosprogede nationale identitet er værd at fejre.
Uffe Østergaard er professor emeritus i europæisk og dansk historie ved Copenhagen Business School.