Prøv avisen

Fjender definerede sakserne som et folk

Pigen her forestiller en ung saksisk brud. Hendes frakke er lukket med to typiske klædespænder fra tiden omkring 500 og 550. – Foto: Kelvin Wilson Forein Bride. ©Kelvin Wilson. Ridderkerk (NL)

Saksernes historie viser os, at identitet ofte er et kunstigt begreb formet af politiske motiver. Det siger historiker Babette Ludowici, der er kurator for en stor udstilling om det gamle germanske folkeslag, der ikke har noget med nutidens saksere at gøre

Året 918 betød en markant ændring af magtforholdene i Østfrankerriget, der lå i store dele af de områder, der i dag udgør Tyskland. En ny herskerfamilie kom til magten med sakseren Heinrich I, og hermed var det ikke længere frankerne under den netop afdøde kong Konrad, men sakserne, der regerede landet. Blot 100 år forinden havde de to folk ligget i krig med hinanden, da Østfrankerriget var del af Karl den Stores mægtige Frankerrige. Det fortæller den tyske historiker Babette Ludowici. Hun er kurator for en udstilling om sakserne, der bærer titlen ”Saxones” og vises de kommende måneder i først Hannover og så Braunschweig i Tyskland.

”Det var ikke kong Konrad, der bestemte, at Heinrich skulle være hans efterfølger. Det var de store mænd i riget, fyrsterne og de adelige, der i fællesskab valgte Heinrich som ny konge. Heinrichs familie havde en god position i Frankerriget, og valget af ham var slet ikke så overraskende, som man måske skulle tro. Heinrichs mor var niece til kong Konrad, og Heinrich var hermed selv halvt franker, og de to familier havde i det hele taget tætte bånd til hinanden. Heinrich var en meget magtfuld mand, der var god til at forene folk, og hans familie havde igennem lang tid været yderst loyal over for frankernes konger. Allerede Heinrichs bedstefar havde fungeret som kongens stedfortræder i saksernes område mellem floderne Rhinen og Elben i det 9. århundrede. Derfor lå det længe i luften, at barnebarnet Heinrich kunne blive konge efter Konrad,” siger historikeren.

Forskere fra flere lande i Europa har samlet en række kilder og fund til udstillingen om sakserne, som gør op med flere legender om dem.

Især i perioden 1800 til 1950 opstod der i Europa en række forestillinger om sakserne, som hverken baserede sig på historiske kilder eller arkæologiske fund. For eksempel gik man ud fra, at sakserne allerede i det tredje århundrede udgjorde et folk i Nordtyskland og at de allerede tidligt udvandrede til andre dele af det tysksprogede område og til England.

Ifølge Babette Ludowici er de mange legender om sakserne opstået, netop fordi der i løbet af det 19. århundrede blev skabt flere store nationalstater i Europa, heriblandt Tyskland, og der derfor var et behov i befolkningerne for myter, der kunne forklare, hvorfor disse stater blev dannet.

”Netop i den periode opstod der historier om, hvordan store folkevandringer havde fundet sted i Europa i de første århundreder efter Kristi fødsel, og at disse tidlige folk – blandt andre germanere – og herunder altså også sakserne – fortsat udgjorde en etnisk grundstruktur i Europa, som en nationalstatslig opdeling af kontinentet kunne orientere sig efter,” siger Babette Ludowici.

Historikerne bag udstillingen i Hannover og Braunschweig er derimod overbeviste om, at der hverken fandt store folkevandringer sted i de første århundreder efter Kristus, eller at saksere eksisterede som folk før middelalderen.

”I virkeligheden beror forestillingen om et antikt folk ved navn ’Saxones’ på en misforståelse. I det fjerde og femte århundrede brugte romerne ganske vist betegnelsen ’saxones’, men ordet betød ’pirater’ og var hverken betegnelsen for et folk eller en bestemt etnisk gruppe. Romerne talte derimod om mænd, der kom på skibe og terroriserede befolkningen langs kysterne. De første tilforladelige kilder, vi har, der taler om et folk ved navn saksere, er derfor frankerkongerne. Vi ved, at for eksempel Karl den Store kaldte de mennesker, der levede i området mellem floderne Rhin og Elbe i Nordtyskland, for saksere. Han førte sine legendariske sakserkrige i det 8. århundrede, men selv på hans tid var der næppe tale om, at sakserne var et sammentømret folk,” siger Babette Ludowici.

I dag betragter eksperterne derimod sakserne som en række forskellige germanske grupper, der hver især blev ledet af en yderst mobil elite. Kun i korte perioder var grupperne samlet under en eller flere konger.

”Oprindeligt var begrebet ’sakser’ kun et ord, som fremmede brugte om disse germanske grupper, men med tiden begyndte de selv at kalde sig saksere. Det vil sige, at de først begyndte at udvikle en fælles identitetsfølelse, netop fordi deres fjender definerede dem som et folk,” siger Babette Ludowici.

Eftersom sakserne ikke var et samlet folk, men flere forskellige grupper, var det svært for frankerne at overvinde dem. Allerede Karl den Stores forgængere havde forgæves forsøgt at tvinge de germanske grupper i knæ, og for Karl skulle det først lykkes efter 30 års kamp.

Karl den Store satsede på kristendommen som et velegnet middel til at få bugt med saksernes modstand, og hans motto var: dåb eller død. Han brugte stok og gulerodsmetoden. På den ene side gik han meget brutalt frem over for sakserne og forsøgte med vold at tvinge dem til at lade sig døbe, og på den anden siden forsøgte han at lokke dem med løfter om magt, hvilket ifølge Babette Ludowici viste sig at være den mest succesrige metode.

”For Karl den Store var den kristne tro en herskerideologi: Gud repræsenterede kongen, og kongen repræsenterede Gud, og det betød, at når man troede på den kristne gud, så var man automatisk nødt til også at underkaste sig kongen. Med denne ideologi lykkedes det ham med tiden at få eliten blandt sakserne over på sin side. Han lovede ikke alene folk et liv efter døden, men tilbød dem også magt og indflydelse i Frankerriget som belønning for deres underkastelse, og det var naturligvis et meget attraktivt tilbud for saksernes overklasse. Lidt efter lidt gav folk efter og lod sig døbe, men jeg er da sikker på, at mange af dem kun gjorde det af taktiske grunde, og at de fortsat i hemmelighed tilbad deres gamle guder.”

På trods af Karl den Stores metoder, kan vi ifølge Babette Ludowici stadig drage en lære af kongens bestræbelser på at indlemme sakserne i sit samfund.

”Integration lykkes altid bedst, når man lader folk få medindflydelse og del i magten. Karl den Store anvendte det trick, at han fik overklassen blandt sakserne over på sin side, og dermed blev overklassen til den motor, der satte integrationen i gang. Eliten blandt sakserne sørgede dermed altså selv for, at integrationen af almuen skred fremad.”

Integrationen var så vellykket, at det cirka 100 år efter saksernes kapitulation blev betragtet som en naturlig udvikling, at netop sakseren Heinrich blev konge for Østfrankerriget.

Mange mennesker tror den dag i dag, at efterkommerne af de saksere, der i sin tid kæmpede mod Karl den Store, lever i den tyske delstat Sachsen. Men det er forkert.

”De mennesker, der lever i den tyske delstat Sachsen, har intet at gøre med de saksere, der levede i det første årtusind. Kun navnet sakser har de tilfælles. Derimod findes der med sikkerhed efterkommere af sakserne i delstaten Niedersachsen. I England er betegnelsen angelsaksere et begreb, som opstod, efter at grupper af søfolk i det fjerde og femte århundrede havde overfaldet landet og fået magten over lokalbefolkningen. Søfolkene kom fra Sydsverige, Sydnorge, fra Danmark og Holland, og nogle af dem kom også fra områder i Niedersachsen. Der var altså ikke tale om en decideret udvandring fra Niedersachsen, og der er heller ingen beviser for, at de folk, der kom til England, kaldte sig selv for saksere. Meget tyder derimod på, at englænderne i det 7. og 8. århundrede overtog romernes gamle betegnelse for pirater ’saxones’ og brugt dette fremmede udtryk for sig selv.”

Babette Ludowici er overbevist om, at saksernes historie indeholder et aktuelt budskab til nutidens europæiske nationer.

”Europa har altid været et virvar af helt forskellige identiteter, og saksernes historie viser, at disse identiteter er noget, som kun opstår i menneskers hoveder og intet har med biologi, blod eller jord at gøre. Når vi bruger ordet ’vi’, signaliserer vi, hvem der hører til os, og hvem der er anderledes, og på den måde opstår identiteter. Det er jo en debat, der er højaktuel i disse tider. Tyskerne fører diskussioner om ’Leitkultur’, og i andre lande finder lignende debatter sted.

Hvis vi diskuterer, om nogen kan være dansker, tysker, englænder eller polak, når vedkommende er muslim eller har sort hår, så er det i bund og grund en diskussion, som allerede har fundet sted i det første årtusind efter Kristus. Der har for eksempel aldrig eksisteret et lille, rent germansk folk. Det var også en forestilling, der bredte sig det i det 19. århundrede, og som nazisterne senere i det 20. århundrede forsøgte at misbruge som argument for deres racepolitik. Tankerne om ”rene” saksiske eller germanske folk baserer sig ikke på realiteter, men er rene nationalromantiske idéer, og når vi ser tilbage på det første årtusind efter Kristus, opdager vi, at det ikke var anderledes dengang. Det har altid været en politisk definition, hvem der hører med til hvilken gruppe, og denne identitetsfølelse – denne vi-følelse – er et kunstigt begreb, som ofte endda er blevet formet ud fra politiske motiver. Netop derfor er det vigtigt, at vi får et andet og mere korrekt syn på den tid, hvor sakserne begyndte at betragte sig selv som et folk, for på den måde kan vi bedre forstå den dynamik, der gemmer sig bag begrebet identitet.”

Karl den Store blev født omkring 748 i byen Aachen, der dengang var del af Frankerriget, og som i dag ligger i Tyskland. Han var fra 771 enehersker over Frankerriget, der strakte sig fra Frankrigs vestkyst til områder i det østlige Tyskland, Østrig, Slovenien og Kroation. I nord grænsede Frankerriget til Danmark, og dets sydligste grænser indbefattede Baskerlandet og dele af Italien. Riget var så stort, at Karl fik tilnavnet ”den Store.” Karl den Store døde i 814, og senere blev riget delt i tre mindre riger: Vestfrankerriget, der med tiden blev til Frankrig, Østfrankerriget, der hovedsageligt lå i områder, som i dag udgør Tyskland og Østrig, samt Lothringen, der med tiden gik i opløsning. Under sakserkongen Heinrich I hørte dele af Lothringen med til Østfrankerriget.

6. århundrede:

Frankerriget er den dominerende magt i Vesteuropa. Kong Theudebert I, der regerer fra 533 til 548, omtaler ”sakserne” som et folk.

7.-8. århundrede:

Frankerriget er i slutningen af det 7. og begyndelsen af det 8. århundrede plaget af intern uro, og grupper, der opfattes som saksere, udnytter situationen til oprør og opnår større selvstændighed.

år 772:

Karl den Store fører krig mod stammer, der betegnes som saksere, og det lykkes ham at ødelægge deres helligste kultsted Irminsul.

år 773-774:

Karl er i Italien, da sakserne går til modangreb og ødelægger klostre og kirker i Frankerriget, hvilket er optakt til en 30 år lang krig.

år 782-785:

På et hævntogt lader Karl den Store 4500 tilfangetagne saksere henrette. Saksernes anfører Widukind overgiver sig senere og bliver døbt

år 800-804:

Karl bliver kåret til kejser af pave Leo III og opnår endelig fred med sakserne, men det varer årtier, før de er integreret i riget.

år 843:

Næsten 30 år efter Karl den Stores død i 814, opdeles hans rige i tre mindre riger. Sakserne lever hovedsageligt i Østfrankerriget.

år 919:

Frankerkonge Konrad dør, og Heinrich I vælges som første sakserkonge i Østfrankerriget. Sakserne regerer riget frem til 1024.

9.-10. århundrede:

Fra disse to århundreder findes de tidligste skriftlige kilder, der beviser, at sakserne betegnede sig selv som saksere.

Denne scene viser to germanske ledere, der skåler efter en afsluttet handel. Manden til venstre forestiller en mand, som virkelig har levet. Man fandt hans jordiske rester i en urnegrav ved byen Celle. Han døde imellem år 100 og 150 – altså længe før sakserne begyndte at se sig selv som en særlig stamme blandt de germanske folk. – Foto: Kelvin Wilson, Germanischer Anführer/©Kelvin Wilson, Ridderkert (NL)