På tidspunktet omkring Kristi fødsel kunne det virke, som om mennesker i nord- og sydeuropa befandt sig på to vidt forskellige planeter.
I det område, der i dag udgør Danmark, var man ganske vist for længst begyndt at leve sammen i landsbyer, men de små samfund lå ofte i krig med hinanden, og når varer skiftede hænder, skete det som regel i form af byttehandler, for penge var et ukendt begreb. Der skulle gå mange århundreder, før der opstod en fælles dansk identitet og en dansk stat.
Det italienske område var derimod allerede for 2000 år siden centrum for et kæmpe imperium med statsforvaltning, parlament, hær, flåde og et møntsystem, og Roms elite læste værker skrevet af græske filosoffer og importerede levnedsmidler og luksusartikler fra kolonier i det nuværende Mellemøsten og Afrika.
På trods af den store kontrast mellem de to samfund kom romerne dog af og til tættere på vores forfædre – rent fysisk set –, end man måske skulle have troet. Det forklarer den tyske professor i arkæologi Thomas Fischer, der har skrevet bogen ”Gladius.” Titlen er navnet på det korte sværd, som romerske soldater var udstyret med
”Under kejser Augustus, der regerede fra år 27 f. Kr. til år 14. e. Kr., patruljerede den romerske flåde langs Jyllands kyster, og deres handelsskibe nåede ligeledes Jylland. På landjorden lå den nordligste romerske militærlejr, som vi kender til, i Wilkenburg ved Hannover – ca. 300 kilometer syd for den danske grænse. Lejren var en såkaldt marchlejr – en lejr, som romerne byggede i det germanske fjendeland, hvor de kun opholdt sig i kortere tid,” siger han.
Allerede i år 113 f. Kr. fandt der militære konfrontationer sted mellem romere og germanske stammer, men konflikterne udviklede sig først for alvor som følge af Julius Cæsars galliske krige i årene 58-51 f. Kr., hvor Rom indlemmede store dele af det nuværende Frankrig i sit imperium og dermed blev direkte nabo til germanerne.
Det blev til et mere end 500 år langt naboskab, der især var præget af krig.
Oprindeligt ønskede kejser Augustus at erobre i hvert fald den del af Germanien, der strakte sig til floden Elben – men den plan måtte han opgive efter det såkaldte ”Varusslag” i Teutoburgeskoven i år 9 e. Kr., og med tiden blev floderne Rhinen og Donau til en naturlig grænselinje mellem romere og germanere.
Alligevel udgjorde germanerne fortsat en fare for Rom, på trods af at ”barbarerne” ikke følte sig som et fælles folk. Nogle germanske stammer var i krig med hinanden, mens andre allierede sig med romerne.
Rom valgte i nogle perioder at åbne rigets grænser for de allierede stammer og integrere dem i imperiet, og det var også muligt for germanerne at gøre karriere i den romerske hær.
”Som resultat bestod hæren i stigende grad af germanere, der sad på selv de højeste poster, og der opstod flere situationer, hvor germanere kæmpede imod hinanden, når Rom førte krig mod ’barbarerne’. Denne udvikling spillede i sidste ende en vigtig rolle for Roms undergang, for germanerne lærte af romerne på to måder: som fjender, der iagttog, hvordan romerne førte krig, og som legionærer, der af romerne selv blev uddannet til at være professionelle soldater. Det var en katastrofal udvikling for imperiet, for det skete flere gange, at romernes germanske hjælpetropper vekslede side og slog sig sammen med fjenden,” siger Thomas Fischer.
Med tiden blev Romerriget trængt fra flere sider. Krigeriske stammer gjorde oprør i Afrika, i Mellemøsten blev romerne truet af parthere og persere, og samtidig med at de germanske gotere løb storm mod imperiets grænser i Europa, begyndte andre germanere at samle sig i en ny stamme kaldet frankerne, der med tiden ligeledes udviklede sig til en reel militær trussel. Men værre endnu var det, at Rom først og fremmest var i konflikt med sig selv: politisk uro, borgerkrige, mord på kejsere og epidemier hærgede riget igennem århundreder.
Resultatet var, at imperiet blev delt i Det Vestromerske Rige og Det Østromerske Rige, og at Det Vestromerske Rige derefter gik i opløsning.
”Europa har fået kristendommen i arv fra romerne på trods af, at denne religion var meget spaltet i imperiet, hvor en række kristne konfessioner bekæmpede hinanden næsten endnu mere blodigt, end romerne og germanerne havde gjort: Der fandtes ortodokse, katolske og arianske kristne – sidstnævnte var en bevægelse, som mange germanere tilhørte – i Rom. Da frankerne skabte et storrige efter Roms fald, overtog de romernes katolske tro, og det skulle vise sig at være et klogt valg, for på den måde havde alle borgere samme religion i det nye frankiske rige og kunne lettere forsones med hinanden. Det middelalderlige Europa udviklede sig altså som en syntese af germansk og romersk kultur: Den politiske ledelse stod de germanske frankere for, og den åndelige ledelse var i de romerske biskoppers regi,” siger Thomas Fischer.
I dag kan vi stadig mærke en konsekvens af konflikten mellem romere og germanere: Der går en sproglige grænse igennem Vesteuropa mellem landene Frankrig – Belgien på den ene side, hvor der tales et romansk sprog, og Tyskland-Holland på den anden side, hvor der tales germanske sprog.
”Uden germanernes voldsomme modstand ville romerne sandsynligvis have været i stand til at kolonisere ikke alene det tyske område men også hele Nordeuropa, og så ville det tyske og de nordiske sprog ikke have kunnet udvikle sig, som de gjorde. Folkevandringerne havde sandsynligvis heller ikke fundet sted og dermed heller ikke angelsaksernes og jydernes kolonisering af Storbritannien, og vi ville i dag have et Europa – og i sidste ende også et USA – der så ganske anderledes ud, end det nu er tilfældet,” siger Thomas Fischer.