Prøv avisen

Flugten til Grønland

Den islandske fortæller Edda Lyberth i færd med at fortælle om kristningen af Grønland ved rekonstruktionen af Tjodhildes kirke. Til venstre ses en kopi af Erik den Rødes langhus. -- Foto: Daniel Øhrstrøm.

Den første kristning af Grønland fandt ifølge sagaen sted, da Erik den Rødes søn Leif den Lykkelige vendte døbt hjem til Sydgrønland med tre præster om bord på sit skib. I dag lever en anden Erik Røde stadig i bygden, hvor han spiller orgel i den lokale kirke

Erik Røde Frederiksen står på sin barndomsslette og spejder efter os. Fjordens skibe gør altid den gamle fåreholder nysgerrig. Bådene betyder nemlig stadig nyheder for dem, der bor i bygden Qassiarsuk, selvom arkæologer og turister - især om sommeren - også befolker bygdens beskedne vandrerhjem, mens små fragtbåde dagligt fører turister gennem den turkise fjord for at komme tættere på historien for en dag.

Her møder mange den 83-årige pensionerede fåreholder og salmedigter Erik Røde Frederiksen, der har boet i bygden hele sit liv. Også for Deres udsendte, der rejser sammen med en flok arkæologer fra hele Norden, skal Erik Røde Frederiksen blive et berigende møde. Men vi er kommet på grund af ruinerne efter hans kendte navnebror. Og det er en helt særlig oplevelse at sejle ind til den grønne slette omkring Grønlands mest berømte bygd, Qassiarsuk.

På den måde kan man levende forestille sig, hvordan et lille smil har vokset sig ud gennem skægget på Erik den Røde, da den store viking på flugt fra hævntørstige naboer i Island sejlede ind i de frodige fjorde i Sydgrønland. Forinden havde han – ifølge sagaerne – gjort sig fredløs i både Norge og Island, hvor han ellers havde status af mægtig storbonde. Men en nabostrid førte angiveligt til et utilgiveligt blodbad, og for en gammel islandsk landmand som Erik den Røde må Sydgrønland have lignet det rene paradis - og det perfekte sted til en ny begyndelse.

Erik den Røde slog sig ned på det smukkeste sted, han kunne finde, netop her i Qassiarsuk, som han selv kaldte Brattahlid. Fjorden kaldte han Eriksfjord, mens han kaldte hele landet Grønland.

Det reklamestærke navn tiltrak hurtigt andre eventyrlystne – eller lovløse – islændinge og nordmænd. Bygden Brattahlid blev på den måde udgangspunktet for nordboernes bosættelser i Sydgrønland, der dengang var tilsmilet af et endnu mildere klima end i dag. Men selv i 2010 ligner bygden en naturskøn bibelplakat.

Og selvom salme 23 naturligvis blev skrevet af en anden fåreholder en del længdegrader sydpå, kunne "Herren er min hyrde, mig skal intet fattes. Han lader mig ligge på grønne vange," sagtens være skrevet her ved de eventyrligt grønne enge og det glitrende fjordvand i baggrunden.

På den skønne sensommerdag i Qassiarsuk føles klimaet særligt himmelsk med en behagelig vekslen mellem bagende sol og smukke hvide skyer, der glider hen over himlen som afkølende isflager. Og ifølge sagaerne var Brattahlid tilmed stedet, hvor Grønland for første gang mødte kristendommen.

Det var nu ikke Erik den Røde, der blev familiens første kristne medlem, men sønnen Leif Eriksson. Ifølge sagaerne opdagede han Amerika ved en navigeringsfejl og reddede søfolk fra et skær. Det gav ham tilnavnet Leif den Lykkelige.

Men han blev allerede kristen, da han var blevet sendt på "dannelsesrejse" blandt familiens slægtninge i Norge, hvor han uden Erik den Rødes viden blev døbt. Da han sejlede tilbage til sin gamle hedenske far i Qassiarsuk, var det med tre præster om bord. Leif den Lykkelige havde oven i købet givet den norske konge, Olav Tryggvason, sit løfte på, at han nok skulle udbrede kristendommen i Grønland.

"Sådan ankom Erik den Rødes værste fjende, Jesus Kristus, til Grønland," siger den islandske fortæller Edda Lyberth, der med sin charmerende islandske accent fortæller (røver)historier med en entusiasme, der kunne tage pusten fra Troels Kløvedal. Og sommeren over optræder hun med sine genfortællinger af de nordiske sagaer for turister ved rekonstruktionen af Tjodhildes kirke.

"Erik den Røde var damernes ven, og der var ikke den kvindeseng, der ikke stod åben for ham i Brattahlid. Men hans store kærlighed var Tjodhilde, der kom fra en velhavende og mægtig slægt i Island. Og ifølge sagaerne fik han første gang smag for hendes skønhed og selvværd, da han så hende på en tingplads i Island. Hun endte også med at blive hans kone, men selvom hun flygtede til Island med sin fredløse mand, der elskede Thor af hele sit hedenske hjerte, var kristendommen ikke fremmed for hende. Mange af trællene i Island var kristne, og hun havde længe ønsket sig at blive døbt selv. Hun fik derfor hurtigt overtalt Erik den Røde til at bygge sig en kirke og ved at nægte ham adgang til sin seng, medmindre han blev døbt. Og sådan blev den store, stædige hedning Erik den Røde alligevel døbt fjorten dage efter," fortæller Edda Lyberth.

Nordboerne forsvandt fra Brattahlid og resten af Grønland i midten af 1400-tallet under den lille istid. Men i perioden 1961-1964 udgravede arkæologer en lille kirke på stedet. Den kan dateres til omkring år 1000, og man mener, at den må være Tjodhildes kirke, Grønlands ældste kirke.

Arkæologerne fandt også svage spor af kirkens tørvemure, mens resten af bygningen har været af træ. De grønlandske nybyggere, der byggede bygdens røde trækirke på den enorme slette i 1936, kunne derfor umuligt vide, at de havde bygget deres kirke få skridt fra ruinerne af det, der meget muligt kan have været Tjodhildes kirke.

"Det er Skaberens planlægning," kommer det uden tøven fra Erik Røde Frederiksen, der nu følger os rundt i bygden.

"Hele mit liv har været indpakket i mirakler, og det er blot et af dem, jeg har fået lov til at opleve," siger Erik Røde Frederiksen, der efter eget udsagn selv et mirakel. Forældrene var sikre på, at han skulle lide spædbarnsdøden, da han kom til verden den 31. marts i 1927. Men han havde seje gener som søn af Otto Frederiksen, der havde slået sig ned i Qassiarsuk året før som den første fåreholder siden nordboerne. Og da barnet blev nøddøbt dagen efter sin fødsel, den 1. april 1927, syntes forældrene, at han skulle have det stærkeste og smukkeste navn, de overhovedet kunne komme i tanke om. Derfor blev hans fulde navn Erik Røde Lindemann Frederiksen.

For fjordens mægtigste mand dengang var forstanderen for fåreavlsstationen, Lindemann, på den anden side af fjorden. Og navnet og forældrenes daglige bønner har i hvert fald ikke skadet. For Erik Røde Frederiksen er i dag en frejdig 83-årig, der stadig kører rundt i sin gamle Toyota, der ser ud, som om den består af lige dele rust og mudder. Om søndagen spiller Erik Røde Frederiksen tilmed orgel i den lokale kirke, hvor han også tidligere har ledet gudstjenesterne i en årrække som "læsekateket". Og han får et særligt varmt udtryk i sine erfarne øjne, da vi træder forbi de blomsterklædte ruiner af det, som arkæologer mener muligvis er resterne af den første kirke i Grønland, og ind i den røde trækirke, der ligger lige ved siden af.

"Er der nogen, der kan spille orgel?" spørger den stolte gamle mand, inden han selv melder sig til at give et nummer. Han lærte sig at spille efter noder som 50-årig. Siden har han fungeret som kirkens organist. Og den grønlandske salmebog rummer endda en salme, han har skrevet. Den handler om Guds nåde og det vigtige fællesskab i kirken.

"Bibelteksten er ny for mig hver eneste søndag, men som fåreholder er Jesu lignelse om det fortabte får særlig stærk. Da jeg var 18 år, forlod jeg kirken, fordi jeg syntes, at forkyndelsen var så streng, at det føltes som en synd at smile til en pige. Men budskabet om Guds nåde fik mig tilbage i kirken, og jeg lever mit liv i taknemmelighed til ham," forklarer han og uddyber:

"Allerede som barn lærte mine forældre mig at stole på Gud. Dagen begyndte med bøn og salmesang og sluttede på samme måde. Vi var selvforsynende med næsten alting. Men her var for eksempel ingen læger, så vi kunne kun stole på Gud. Og når vores forældre skulle købe ind i Qaqortoq (Julianehåb) flere timers sejlads væk, satte de os på et tæppe på en kiste i køkkenet, og der blev vi siddende, til de kom hjem. Det var i det hele taget en anden tid. Dengang havde vi to indgange til huset, en til grønlændere, der gik ind gennem køkkenet, og en til danskere, der gik direkte ind i stuen. Og jeg var bange for danskere som barn. Men jeg har aldrig sultet og har levet et lykkeligt liv."

Erik Røde Frederiksen står et øjeblik i sine egne tanker, inden han peger rundt omkring sig med sin stok.

"Men min verden har ændret sig. Før år 2000 syntes jeg stadig, at Qassiarsuk var en kæmpe verden, men i dag forstår jeg, at det kun er et lille sted."

ohrstrom@k.dk

Erik Røde Frederiksen ved Erik den Rødes monument i Qassiarsuk. Monumentet blev opført i 1985 i anledning af 1000-året for Erik den Rødes ankomst til Qassiarsuk. -- Foto: Daniel Øhrstrøm.