Prøv avisen
Historien om en særlig fejring

Fødselsdagen var oprindeligt en spirituel højtid

Foto: Morten Voigt

I det antikke Rom gav man guderne gaver, når man havde fødselsdag. Hen ad vejen kom de til at handle om os selv, siger forfatter op til årets største fødselsdag, juleaften

Mange steder på jorden fejrer mennesker snart en vigtig fødselsdag: Den 24. december markeres Jesus-barnets fødsel. Den fandt sted i en radikalt anden tid, men har også fået stor betydning for den moderne fødselsdags tilblivelse, forklarer den tyske forfatter Stefan Heidenreich, der har skrevet bogen ”Geburtstag” (fødselsdag), hvori han beretter om de to årtusinders kultur, der ligger til grund for, at mennesker i dag fejrer fødselsdag, som de gør.

Allerede i det antikke Rom holdt borgerne fødselsdagsfester. De indbød gæster, og ofte blev der også holdt fest på gaden foran deres hjem. Lamper, fakler og lys oplyste bordene, hvor god mad og kager var stillet frem. Gæsterne havde gaver med, og der blev forelæst digte og fremsagt lykønskninger.

”Digteren Plautus, der levede fra år 254 til 184 før Kr., skrev i året 204 f.Kr. en historie om en alfons, der holdt fødselsdag, så åbenbart var det på de tider allerede normalt i Rom, at privatpersoner fejrede fødselsdage,” siger Stefan Heidenreich.

Men selvom gæsterne bragte fødselsdagsgaver med i det antikke Rom, adskilte disse gaver sig alligevel meget fra nutidens gaver. Der var nemlig tale om offergaver, og de var ikke tiltænkt fødselsdagsbarnet.

”Alle romere havde deres egen private skytsgud, en genius, og det var disse gudelige stedfortrædere, som gæsterne fejrede og bragte ofre til. Fødselsdagene dengang fandt altså sted i en spirituel ramme og havde en gudelig anledning. Det udgør en stor forskel fra nutidens fødselsdage, hvor der er tale om en helt personlig fest,” siger Stefan Heidenreich.

I takt med, at kristendommen bredte sig i Europa, forsvandt de mange guder, som blev erstattet af den nye religions ene gud. Det havde til konsekvens, at kulten omkring fødselsdagen også blev trængt tilbage.

”Den normale borger mistede dermed den gudelige rygdækning til at fejre sig selv. Uden en skytsgud fandtes der ingen grund længere til at feste. Dertil kom, at de ledende personer inden for kirken havde en meget kritisk holdning til fødselsdagsfester. Man mente, at eftersom sjælen var udødelig, havde den ikke brug for fødselsdage, og for eksempel anvendte en af de store græske kirkefædre, Origenes, Bibelen som argument imod at holde fødselsdage. Ifølge Origenes var det kun syndere som Farao og Herodes, der fejrede deres egen fødsel. Dermed satte kristendommen et foreløbigt punktum for fødselsdagsfesterne i Europa, som skulle vare i mere end 1000 år,” siger Stefan Heidenreich.

I andre dele af verden fandtes der derimod eksempler på, at i hvert fald nogle herskere fejrede deres fødselsdage. For eksempel fortalte Marco Polo i 1298, hvordan han under sit ophold i Kina nogle år forinden havde oplevet, at Kubla Khan fejrede fødselsdag.

”Kirken i Europa begyndte i stedet at fejre julen ud fra den holdning, at det skulle være den eneste sande hersker her på jorden, altså Guds søn, forbeholdt at blive fejret med en officiel fødselsdag. De kirkelige ledere ønskede ikke nogen form for konkurrenceforanstaltninger, og det betød, at selv herskerne i Europa holdt sig meget tilbage med at fejre deres egne fødselsdage. Adskillige konger og kejsere valgte i stedet at markere deres regentjubilæer med store fester,” siger Stefan Heidenreich.

Omkring år 500 efter Kristus var romerne holdt op med at fejre fødselsdage, og ifølge Stefan Heidenreich varede det næsten helt frem til år 1600, før historiske kilder igen havde flere beskrivelser af fødselsdagsfester i Europa.

”Det skyldtes i sin tid kirken, at europæerne holdt op med at fejre fødselsdage, men nu var Vatikanet til gengæld også den direkte årsag til, at festerne igen begyndte at blive populære i Europa,” siger Stefan Heidenreich.

Han er kommet til den overbevisning i forbindelse med research til sin bog, og han er selv meget overrasket over, hvad han har fundet frem til.

”Før jeg begyndte på arbejdet til bogen, var jeg sikker på, at først og fremmest filosoffen Immanuel Kants definition af jeget havde haft afgørende indflydelse på udbredelsen af fødselsdagstraditioner, men det er ikke tilfældet. Kirken har spillet en langt større rolle end Kant for, at europæerne begyndte at fejre deres egen fødsel igen.”

Grunden hertil er ifølge Stefan Heidenreich ikke mindst sjælens betydning i 1400-1500-tallet og de afladsbreve, som den katolske kirke begyndte at sælge på den tid.

Der var en meget stærk optagethed af den enkeltes frelse i kristenheden på dette tidspunkt, og dertil kom den mulighed, at man kunne få indflydelse på sin sjæls skæbne ved at købe afladsbreve. Det satte på en måde en pris på det dyrebareste, den enkelte havde: sjælen.

”Afladsbrevene satte gang i et individuelt fokus på sjælen, som i sidste ende også betød, at fødselsdagsfesten vendte tilbage til Europa. Når alle har ansvaret for deres egne sjæle, har alle også ret til at have en dag, hvor de fejrer sig selv og denne sjæl, og netop derfor begyndte folk at fejre fødselsdag igen,” siger han.

Kirkens salg af afladsbreve spillede en afgørende rolle for Luthers oprør mod Vatikanet og for Reformationen i 1517, men Stefan Heidenreich mener, at der alligevel ikke var større forskel på den status, som protestanternes og katolikkernes sjæle havde før og efter Reformationen.

”Luther ønskede jo bare at afskaffe pavens – eller de af paven befuldmægtigede mellemhandleres – beføjelser. Fremover skulle troen altså være et mellemværende mellem to parter – Gud og den troende – efter en logik, som alene havde hjemmel i Bibelen. Men det ændrede intet ved den kendsgerning, at der var tale om et kontraktlignende forhold og vel at mærke et, som enhver kristen indgik alene for sin egen person – og med Gud.”

Fejringen af fødselsdage var altså ved at vende tilbage til Europa, længe før oplysningstiden tog sin begyndelse i 1700-tallet, hvor dyrkelsen af fornuften kom i højsædet. Det betød, at filosoffen Immanuel Kant (1724-1804) kun var med til at styrke en udvikling, der allerede havde været i gang i mere end 200 år, da han i 1784 fremlagde sin definition af begrebet ”jeg”.

Kant betragtede ethvert menneske som et selvstændigt væsen, der besad ejendomsretten til sit eget ”jeg”, og som også var i stand til at tænke og træffe afgørelser selv.

Som konsekvens heraf mente Kant, at ethvert individ havde ret til selv at bestemme over sit jeg, og at alle mennesker var ansvarlige for deres egen person.

”Naturligvis har Kant bidraget til udbredelsen af fødselsdagsfester. Hans definition af mennesket som et autonomt, selvstændigt tænkende individ udgjorde en himmelvid forskel til begrebet undersåtter, der var så udbredt før oplysningstiden. Denne forskel kom netop også til udtryk i fødselsdagsfesterne. Undersåtter adlyder og skal helst slet ikke tænke selv, og de kommer i hvert fald ikke på den idé at fejre sig selv. Når vi fejrer vores fødselsdage, viser vi os derimod som moderne individer, for det er noget, vi gør for vores egen skyld uden at se os selv som en eller andens undersåt,” siger Stefan Heidenreich.

Efter en mere end 1000 år lang pause var fødselsdagsfester altså vendt tilbage til Europa, og denne gang var skikken kommet for at blive.

”Man kan gå ud fra, at der efter denne lange pause ikke var meget tilbage af de oprindelige traditioner fra Rom, og at man måtte opfinde nye måder at fejre sig selv på. Men i det mindste havde man fejringen af Jesu fødselsdag, julen, som forbillede for de private fester. Formodentlig ville det have været meget vanskeligere for folk at genindføre fødselsdagsfesterne, hvis ikke denne ene store fødselsdag, der blev fejret om aftenen den 24. og om dagen den 25. december, havde overlevet i de 1000 år,” siger Stefan Heidenreich.

Den tyske forfatter har med sin forskning fået et indtryk af, hvordan fødselsdagsfesterne siden slutningen af det 16. århundrede bredte sig igennem de forskellige sociale klasser og lag især i Tyskland, samtidig med at skikken også bredte sig geografisk – ikke mindst til Mellemeuropa, hvor store dele af befolkningen begyndte at fejre fødselsdag, hvorimod det i lang tid udelukkende var en fest for adel og monarker i de protestantiske lande i Nordeuropa. I takt med, at europæerne begyndte at rejse ud til andre kontinenter, nåede skikken også de europæiske kolonier og de områder, hvortil europæerne udvandrede.

”Den første skildring, vi kender af en fødselsdagsfest i Amerika, går tilbage til 1771. I USA blev festen hurtigt præget af alle mulige former for skikke, så der i løbet af kort tid var tale om en multikulturel tradition,” siger Stefan Heidenreich.

”Efterhånden er fødselsdagsfester blevet tradition overalt på vores planet. Selv den russiske forfatter Dostojevskij oplevede en fødselsdagsfest under sit ophold i en sibirisk fangelejr ved Omsk i perioden fra 1849 til 1853.”

Stefan Heidenreich har i sin bog også gjort sig tanker om, hvordan fødselsdage vil se ud i fremtiden.

”Det er meget muligt, at fødselsdagen vil udvikle sig til et netværksritual, hvor det meste af festen finder sted via mobiltelefonen, og at man kun går ud og spiser med sin ægtefælle og måske et par gode venner. Måske vil de store fødselsdagsfester, sådan som vi kender dem nu, med tiden blive betragtet som gammeldags,” siger han.