Først blev Assyrien genopdaget og siden smadret

I 1800-tallet gravede arkæologer Assyrien ud af glemslen, men mange af de fineste fund blev næsten totalt destrueret af Islamisk Stat

 Overleveringer i kileskrift har været med til give unik viden om Assyrien som her på to skulpturer, som afbilder kong Assurbanipal (th.) sammen med en skulptur af hans bror Shamash-shumu-ukin, der herskede over Babylon, og som han endte i krig med. –
Overleveringer i kileskrift har været med til give unik viden om Assyrien som her på to skulpturer, som afbilder kong Assurbanipal (th.) sammen med en skulptur af hans bror Shamash-shumu-ukin, der herskede over Babylon, og som han endte i krig med. – . Foto: British Museum.

Den nye ambitiøse udstilling på British Museum om Assyrien og rigets sidste store hersker Assurbanipal er blevet til på en trist baggrund. For mange af de overlevende bygninger i de to hidtil bedst bevarede assyriske paladser, Nineve og Nimrud i det nuværende nordlige Irak, blev ryddet med bulldozere og sprængt i småstykker med dynamit af Islamisk Stat for blot få år siden.

”Det var drastisk, forfærdeligt og så afskyeligt. Nineve var det eneste sted i verden, hvor du kunne gå rundt i et assyrisk palads,” fortæller John MacGinnis, der er ledende arkæolog i Irak-afdelingen på British Museum, og som netop er vendt hjem fra udgravninger i andre dele af Irak.

Udstillingen om kong Assurbanipal bliver i høj grad fortalt gennem genstande, som er fundet frem fra arkiverne i British Museum, men også fra andre store europæiske samlinger og nationalmuseet i Jerevan i Armenien. Men der er ingen genstande fra Irak, fordi det er svært at få tilladelse fra de irakiske myndigheder til at låne genstande.

De mange objekter er i stedet taget ud af Irak gennem de omfattende udgravninger, som har fundet sted, siden paladset i Nineve blev genopdaget for snart 200 år siden.

”Selvom British Museum har mange skulpturer derfra, så er der stadig mange skulpturer på stedet. Det var et unikt og vidunderligt sted, og de ødelæggelser, som Daesh (Islamisk Stat, red) begik, er slet ikke til at holde ud at tale om,” siger John MacGinnis, der videre fortæller, at plyndringerne af historiske steder og museer også fandt sted under de to golfkrige, som førte til lovløshed i Irak.

”For at se på det positive, så er der fortsat kolossalt meget tilbage i Irak. Landet var trods alt civilisationens vugge, og landets historie går 100.000 år tilbage i tiden, så der er tusindvis af arkæologisk interessante steder,” understreger John MacGinnis.

Han er nu del af et omfattende træningsprogram ledet af British Museum i samarbejde med Unesco, som uddanner irakiske arkæologer. Det gælder i forhold til nye udgravninger, men også for at redde, hvad reddes kan, fra Nineve og Nimrud, hvor arbejdet i øjeblikket er fokuseret på at registrere alle de bortsprængte fragmenter.

”Når det er sket, så kommer næste fase, hvor de genombygger dele af paladset eller sætter gang i yderligere udgravninger. Så det vil være en lang proces. Vi taler om årtier. Selvom det er lang tid, er det den rette måde at gøre det på.”

De første moderne optegnelser af paladset i Nineve blev foretaget i 1820 af den britiske diplomat Claudius James Rich. Og 20 år senere begyndte de første seriøse arkæologiske udgravninger.

”Genopdagelsen af Assyrien er en af de helt store arkæologiske triumfer. Videnskabsfolk har altid vidst, at landet har eksisteret. Blandt andet fra bibelske og klassiske tekster, hvor der var referencer til det store rige, men vi kendte ikke til riget i detaljer. Genopdagelsen blev starten på en proces, hvor videnskabsmænd eksempelvis kunne se, hvilke dele af omtalen i Bibelen der var historiske korrekte, og hvilke der ikke passede,” siger John MacGinnis.

Assyrerne bliver omtalt i Bibelen i mindre pæne vendinger, hvilket ikke mindst hænger sammen med, at assyrerne invaderede de bibelske lande. Kongeriget Israel blev opløst, mens Judæa blev en vasalstat under assyrisk herredømme.

”Assyrerne begik omfattende ødelæggelser og plyndrede, hvad de kunne. I nogle tilfælde var det en bevidst brug af den brændte jords strategi, hvor de ødelagde for bare at ødelægge,” siger John MacGinnis, der medgiver, at der dermed er en vis ironi i, at resterne af det assyriske rige siden selv har været udsat for ødelæggelser.