I Europas hjerte hædrer man Første Verdenskrigs faldne hver eneste aften

Aften efter aften ærer belgiske Ypres de 600.000 soldater, der døde på områdets slagmarker under Første Verdenskrig, hvor giftgasser blev brugt første gang som våben. Kristeligt Dagblad har besøgt byen op til markeringen af 100-året for krigens afslutning i denne uge

Blomsterkranse hænges op med små tekster om navngivne soldater, der mindes af de fremmødte i Ypres.
Blomsterkranse hænges op med små tekster om navngivne soldater, der mindes af de fremmødte i Ypres. . Foto: Mette Dahlgaard.

Klokken 20 ringer klokkerne i belgiske Ypres. To betjente stopper trafikken, mens skoleklasser og andre interesserede klemmer sig ind bag afspærringer, hvor pårørende og familiemedlemmer venter i stilhed, og personer i militæruniformer står med medaljer og ordener. I hænderne har de kranse af kunstige valmuer med håndskrevne beskeder hæftet på. Små hilsner, der fortæller om tabte liv.

”Et århundrede af opofrelse. Den australske hær anerkender Frank Kevill, der gav det ultimative offer i Belgien, og som ikke har nogen kendt grav.” Sådan står der på en krans.

På søndag er det 100 år siden, at Første Verdenskrig endte. Det markeres rundtom i Europa med koncerter og parader, men her ved Menin Gate Memorial hædrer man faldne soldater uden skelnen til mærkedage. Med militærorkestre, korsang og et fælles udråbt “Never Forget” har byen aften efter aften mindet de faldne. Kun under Anden Verdenskrig indstillede man ceremonien.

Amanda Dawson er rejst fra Melbourne i Australien og peger skråt op til venstre. Navnet på hendes farmors bror James A. Baker forsvinder næsten i den endeløse navnerække, der er skåret ind i mindebuens hvide marmor. Hun fortæller, at han og soldaterkammeraterne så krigen som et heroisk eventyr, og de troede, at de ville være hjemme igen til jul. James A. Bakers lig blev aldrig fundet.

“Sikke et frygteligt spild af liv! Min farmor fortalte ikke meget om sin bror. Det gjorde man ikke. Men nu er det meget tæt på, for hans navn er lige der,” siger Amanda Dawson.

Marsklandet omkring Ypres var scenen for en række blodige slag, som kostede omtrent 600.000 soldater livet. Tyskland invaderede i 1914 det neutrale Belgien for at presse Frankrig fra nord, og frontlinjen lå som en bue rundt om Ypres. Slagene har ry for at være blandt krigens vigtigste, men også grummeste.

Med gråt skæg, en sort baret på hovedet og små signalflag printet på slipset står briten Michael Forester rank i forreste geled på tilskuersiden.

Den 69-årige Michael Forester bærer i bogstavelig forstand sin families historie uden på tøjet.

På højre bryst hænger fire pudsede fortjenstmedaljer, som hans farfar modtog som højtrangerende i den britiske Royal Navy. På venstre side bærer den tidligere løjtnant sine to egne.

Farfaderen, John William Forester, var i aktion ud for Jyllands vestkyst i 1916. Efter Første Verdenskrigs eneste søslag lå 25 skibe på havets bund, og 8345 soldater døde, de fleste britiske.

Men modsat næsten 10 millioner andre soldater på begge sider af konflikten overlevede Michael Foresters farfar. Han kom hjem og fik børn og børnebørn, som han fortalte historier fra krigen. Krigens historier fortjener at blive husket, og derfor marcherer Michael Forester selv i en parade, når Første Verdenskrig markeres på søndag:

“Vi glemmer, at der var stor splittelse i Europa, og at millioner ofrede deres liv for freden. Dem skylder vi meget.”