Prøv avisen

Folkelig modvilje stoppede bølge af indvandring

I takt med at den økonomiske vækst stagnerede, voksede en stadig mere åben modstand frem mod den lette adgang til Storbritannien, også med racemæssige undertoner. Proppen blev sat i for mange borgere i Commonwealth med ny lov i 1972

30 år tog det at ændre befolkningssammensætningen i Storbritannien. I 1971 var der 3,1 millioner mennesker født uden for Storbritannien ud af en befolkning på 56 millioner. Af dem udgjorde 676.000 irere den største gruppe, efterfulgt af 313.000 mennesker født i Indien. Som nummer tre var 171.000 mennesker født i Jamaica, til trods for at landets borgere havde mistet deres automatiske adgang til Storbritannien, efter at landet meldte sig ud af det gode Commonwealth-selskab med selvstændigheden i 1962.

De andre Commonwealth-lande på top-10-listen over, hvor der kom flest indvandrere fra, var Pakistan, Cypern og Kenya. Selvom indvandrerne overvejende var hvide befolkningsgrupper fra Tyskland, Italien, Polen og USA, var der nu et pres for at lukke for den frie adgang.

Den første store voldelige reaktion mod indvandringen kom i 1958 med Notting Hill-optøjerne i London, hvor boliger med vestindiske mennesker blev angrebet af op mod 400 hvide mænd, de såkaldte Teddy Boys.

”Oprøret var et stort chok. Og der var en følelse af, at den åbne dør ikke kunne forblive åben,” forklarer David Goodhart, der er forfatter til bogen ”The British Dream” (den britiske drøm).

Han siger, at der både folkeligt og politisk opstod et pres for at indskrænke adgangen. Den automatiske ret til at komme til Storbritannien blev således afskaffet af Harold Macmillans konservative regering i 1962, men mange kom stadig ind på arbejdsvisa, og der var krav om yderligere stramninger.

Dr. Shirin Hirsch er historiker ved folkemuseet People’s History Museum (museum om folkets historie) i Manchester og forfatter til den kommende bog ”In the Shadow of Enoch Powell” (I skyggen af Enoch Powell).

”I de tidlige 1970’ere sluttede efterkrigstidens opblomstring, og rettighederne for de mange, der kom fra Commonwealth-landene, var under angreb,” forklarer hun.

En af de centrale personer i denne udvikling var netop den konservative politiker Enoch Powell, der i 1968 holdt sin kontroversielle tale om ”rivers of blood” – floder af blod, hvor han er særligt bange for, at sorte og caribisk indvandring vil føre til vold.

”Der er områder i landet som har set en total forandring, som vi ikke har set lignende i over tusind års engelsk historie. Vi må være tossede, tossede i bogstaveligste forstand, når vi tillader 50.000 pårørende at komme ind i landet hvert år. De er for størstedelens vedkommende det segment, som skaber væksten i immigrantbefolkningen. Det er som at se et land, som har travlt med at bære ved til sit eget begravelsesbål. Det er så vanvittigt, at vi rent faktisk tillader, at ugifte personer kan immigrere med det formål at stifte en familie med en ægtefælle eller forlovet, som de aldrig har mødt,” sagde Enoch Powell i talen den 20. april 1968 til den lokale konservative vælgerforening i Wolverhampton.

David Goodhart fremhæver også, at Enoch Powell ændrede debatten i racistisk retning.

”Powell troede ikke på racelighed, og i en moderne sprogbrug ville vi kalde ham racist,” siger David Goodhart.

Efter de første stramninger i 1962 blev den dør for alvor lukket i 1971 af Edward Heaths konservative regering med loven, som sagde, at kun børn og børnebørn af britiske borgere automatisk havde retten til at blive britiske, hvilket i praksis vil sige efterkommere af hvide briter, der var immigreret til de tidligere kolonier. Men officielt blev loven begrundet med det kommende medlemskab af EF.