Forbud fik jøder til at oprette genbrugsbutikker

Indtil 1788 måtte jøder i Danmark ikke uddanne sig til håndværkere. De fandt andre måder at forsørge sig på: Handel med genbrug

Bernhard Glück handlede med blandt andet gamle bildæk og fik tilnavnet ”Gummi Glück”. Billedet er fra omkring 1930. –
Bernhard Glück handlede med blandt andet gamle bildæk og fik tilnavnet ”Gummi Glück”. Billedet er fra omkring 1930. – . Foto: Dansk Jødisk Museum.

Når du går forbi den lokale genbrugsbutik eller stopper foran antikvitetshandlerens ruder, kigger du faktisk på en jødisk tradition.

I mange hundrede år var jøder i Danmark underlagt restriktioner, som betød, at de ikke kunne producere varer selv. De måtte nemlig ikke være med i de kristne håndværkerlav før i 1788 – og uden et lav, ingen uddannelse eller produktion af handelsvarer.

Men de måtte handle med brugte genstande, fortæller Janne Laursen, direktør på Dansk Jødisk Museum. Tidligere vrimlede det med jødiske marskandisere og antikvitetshandlere:

”De handlede med brugt tøj, eller folk pantsatte for eksempel smykker hos en jødisk pantelåner for så at købe det tilbage, når de fik råd. Men ikke alle fik råd til at indløse deres ting, og så kunne pantelåneren sælge det videre.”

Da industrialiseringen tog fart i slutningen af 1800-tallet, fik jøder en ny kategori af brugte varer at handle med: Skrot fra fabrikkerne.

”Fabrikker havde metal og andet affald til overs, som skrothandlerne kunne sælge videre,” forklarer Janne Laursen.

Der var også god forretning i at lave brugte klude og tøj om til filt.

”I Slagelse fik Skandinavisk Filtfabrik stor succes med at lave for eksempel sutsko af filten. Den store arbejdsplads var en meget betydningsfuld virksomhed for byen,” fortæller museumsdirektøren.

I dag er kun få af de jødiske antikvitets- og genbrugsbutikker tilbage.

Skandinavisk Filtfabrik i Slagelse. –
Skandinavisk Filtfabrik i Slagelse. – Foto: Slagelse Arkiverne