Forfatter: Jeg vil give jøderne deres handlekraft tilbage

I den nationale fortælling om Besættelsen og redningen af de danske jøder er jødernes egen handlekraft blevet en blind vinkel, mener journalist og historiker Simon Kratholm Ankjærgaard, der er aktuel med bogen "Oktober 43"

"Seks millioner jøder, som døde i holocaust, er et ubegribeligt tal, og det samme er 7500 danske jøder. Det var meget vigtigt for mig at få ansigt på nogle af disse mange mennesker," siger Simon Kratholm Ankjærgaard.
"Seks millioner jøder, som døde i holocaust, er et ubegribeligt tal, og det samme er 7500 danske jøder. Det var meget vigtigt for mig at få ansigt på nogle af disse mange mennesker," siger Simon Kratholm Ankjærgaard. Foto: Lene Vendelbo.

I en utæt robåd sidder 17-årige Ellen Oppenhejm midt i Øresund med en flaske gift i lommen. På en fynsk mark løber Herbert Kain fra Köln med tyske soldater lige i hælene. Hjemme hos Steen Metz i Odense banker det kraftigt på døren. På et loft i Gilleleje gemmer Finn Hjalsted sig. 

Dette er forskellige billeder af flugt og eksempler på, hvordan disse uger for 79 år siden blev oplevet af mennesker, hvis valg fik forskellige skæbnesvangre udfald. Personerne, der er nævnt indledningsvist her, optræder alle i Simon Kratholm Ankjærgaards nye bog, ”Oktober 1943”, om de danske jøders flugt og fangenskab. 

Det emne er velbeskrevet, men ifølge journalisten og historikeren er det nødvendigt med et nyt bredt værk, som forklarer de dramatiske begivenheder i efterårsmånederne 1943, hvor nazisterne jagtede de danske jøder, i den rette historiske kontekst og ikke mindst med nogle konkrete ansigter på de mange ofre og forfulgte. 

Omkring 7000 danske jøder blev reddet til Sverige. 472 blev taget til fange og deporteret til den nazistiske fangelejr Theresienstadt. Hvorfor og hvordan det endte det sådan, skildrer Simon Kratholm Ankjærgaard i sin bog. Han har tidligere skrevet bøger om Genforeningen og Augustoprøret i 1943, og sidstnævnte sluttede med konsekvensen af samarbejdspolitikkens afslutning: Jødeaktionen.

Natten mellem den 1. og 2. oktober 1943 slog tyskerne til mod de danske jøder. Dramatiske dage, der er blevet skelsættende i den nationale danske fortælling, som især er præget af redningen.

Familien Magid var blandt de første, der tog flugten fra København. Otteårige Erik var et halvt år forinden blevet storebror til Per, som familien ikke turde tage med.
Familien Magid var blandt de første, der tog flugten fra København. Otteårige Erik var et halvt år forinden blevet storebror til Per, som familien ikke turde tage med. Foto: Fra bogen

”Men der har været en blind vinkel i denne fortælling, som jeg gerne ville have frem i min bog,” siger Simon Kratholm Ankjærgaard, som Kristeligt Dagblad møder på hans forlag. Han peger på værket, der ligger på bordet foran ham, med de 400 nyskrevne sider om det vigtige kapitel i dansk historie, som der altså ikke er skrevet nok om, mener forfatteren. Den blinde vinkel vender vi tilbage til.

Et menneskes levede erindringer 

Simon Kratholm Ankjærgaards bog er ifølge hans forlag en dramadokumentarisk historiebog, der går tæt på mennesker og begivenheder, som sættes ind i den større historiske sammenhæng både nationalt og internationalt. Han skriver om de vigtigste personer i den danske besættelseshistorie, og så har han fundet nye kilder, der får en stemme, og hvis historier bliver foldet ud, og det er nogle af dem, der er præsenteret i denne artikels indledning. 

”Seks millioner jøder, som døde i holocaust, er et ubegribeligt tal, og det samme er 7500 danske jøder. Det var meget vigtigt for mig at få ansigt på nogle af disse mange mennesker, der endte som hovedpersoner i holocaust – denne mørke, mørke periode ikke bare i dansk historie, men i Europas og hele verdens. Skæbner blev formet af afgørende begivenheder og beslutninger, og jeg har været så privilegeret også at kunne tale med tre personer, der oplevede det,” siger Simon Kratholm Ankjærgaard og henviser blandt andet til Steen Metz, der i dag lever i USA og var en lille dreng, da han og familien blev taget af tyskerne og sendt til Theresienstadt, hvor faderen døde af sult og udmattelse.

”Et menneskes levede erindringer er en stærk kilde for en historiker behandlet på den rette måde. Snart findes de ikke længere, og så har vi ikke nogen direkte kontakt til Besættelsen og krigen. Jeg talte meget med min morfar, som var modstandsmand. Da han og min mormor døde, forsvandt min direkte kontakt til besættelsestiden. Det er vigtigt at genfortælle historierne og sætte dem ind i den rette historiske ramme. De seneste større brede værker om jødernes flugt og fangenskab ligger nogle år tilbage. Jeg forsøger også at anvende fortællende virkemidler, som måske kan gøre historien mere nærværende for unge også."

Kirkeloftet i Gilleleje Kirke, hvor et af de helt store dramaer i oktober 1943 fandt sted. 60 flygtninge sad sammenstuvet og bange på loftet, mens tyske soldater kredsede om kirken.
Kirkeloftet i Gilleleje Kirke, hvor et af de helt store dramaer i oktober 1943 fandt sted. 60 flygtninge sad sammenstuvet og bange på loftet, mens tyske soldater kredsede om kirken. Foto: Fra bogen

Hvad gjorde mest indtryk i dit arbejde med bogen? 

”Det er uden tvivl erkendelsen af jødernes frygt og usikkerhed. Det kan godt være, at jøderne i Danmark levede i en slags sikkerhed, men kun frem til oktober 1943. De levede under radaren, indtil samarbejdspolitikken ophørte, og så kom den store undtagelsestilstand, hvor de måtte flygte, og den frygt og ængstelse, de selvfølgelig havde og fortæller om, kan man bare ikke underkende. Det var liv og død for hver familie og hvert individ, som ikke anede, hvad der ventede dem,” siger Simon Kratholm Ankjærgaard og nævner nogle af hovedpersonerne i bogen. 

Gift virkede ikke

Familien Oppenhejm, som bestod af forældre og to store børn, den ene var Ellen, flygtede mod Sverige og var godt på vej, da de mod en høj betaling købte sig adgang til en større robåd, hvor der også var andre jøder med. Men båden tog vand ind. De blev samlet op af dampskibet ”Ydun” fra DFDS, hvis kaptajn telegraferede til land og dermed også kontaktede tyskerne. Da en motorbåd med tyske soldater nærmede sig, drak Oppenhejmerne de flasker indeholdende morfin, som de havde med sig på flugten. Giften var dog blandet forkert, så de overlevede og blev deporteret til Theresienstadt, som de også overlevede, og de kom hjem igen med de hvide busser i april 1945.

”Folk var desperate. 16 begik selvmord. Man havde hørt, hvad der skete med andre jøder i Tyskland og Polen. Hvis Jødeaktionen ikke var sket i oktober 1943, var den kommet på et andet tidspunkt. Og de dage i oktober, og tiden op til og efterfølgende, er så unikke og vanvittige, at det aldrig bliver uinteressant at lære mere om og fortælle videre,” siger Simon Kratholm Ankjærgaard og peger på, at man nemt kan komme til at se på den tid i bagklogskabens lys:

”I dag ved vi, at mange blev reddet. At der blev sendt Røde Kors-pakker til danskere i Theresienstadt. Men her så de jo togvogn efter togvogn pakket med andre jøder, der aldrig kom tilbage. Hvad forestillede man sig så? Steen Metz fortæller, at han spillede fodbold med nogle tjekkoslovakiske drenge i lejren. En dag kom de ikke mere. Steens mor fortalte ham, at det først var på pladsen i en af de hvide busser, at hun først troede på, at det var billetten ud. Og det var først, da de ankom til Sverige, at de kunne føle sig helt sikre.”

Jøder oktober 1943 Historiesiden med Simon Ankjærgaard
Jøder oktober 1943 Historiesiden med Simon Ankjærgaard Foto: L&r Forlag

Mange valgte ikke at flygte af forskellige grunde, hvorfor tror du?

”Man troede måske ikke, at det kunne blive så slemt, som man måske hørte om. En jødisk embedslæge i Sydsjælland mente ikke, at han havde gjort nogen noget og følte sig ikke nødsaget til at flygte trods advarsler. Han nåede dog at flygte i sidste øjeblik,” svarer Simon Kratholm Ankjærgaard og fortsætter:

”Det er måske en menneskelig ting, at man ikke kan tro på, at det kan blive værre. Men det kunne det, og det fandt jøderne jo ud af skridt for skridt på deres flugt. Men selv her troede man måske ikke på, at endestationen var en kz-lejr. Og når man så endte der, så kunne det da ikke være rigtigt, at man kunne ende i et brusebad med gas i rørene. Kunne det være så ondt?, spørger Simon Kratholm Ankjærgaard og svarer selv:

”Det kunne det, og ingen anede, om man var købt eller solgt. Det var også en beslutning ikke at gøre noget. Og det kunne måske vise sig at være det rigtige, når man tænker på den utætte båd eksempelvis. Det var krig, opbrud, savn, beslutninger og skæbner. Der er så mange dramatiske fortællinger, som samtidig krydser hinanden undervejs, finder man ud af, når man undersøger deres flugthistorier.”

Axel Mogens Metz, sagføreren fra Odense, døde stærkt underernæret og nedslidt 12. marts 1944 i Theresienstadt. Han blev kun 40 år. På billedet ses Axel med sin hustru og sin søn – taget i en tid før deportation og død.
Axel Mogens Metz, sagføreren fra Odense, døde stærkt underernæret og nedslidt 12. marts 1944 i Theresienstadt. Han blev kun 40 år. På billedet ses Axel med sin hustru og sin søn – taget i en tid før deportation og død. Foto: Fra bogen

Mere fokus på handlekraft 

Aktionen mod jøderne i Danmark er unik i europæisk sammenhæng, fordi forholdsvis mange jøder nåede i sikkerhed, ikke mindst på grund af den ekstraordinære organisering af redningen fra læger, sygeplejesker og mange andre modige danskere, som risikerede livet, og det kan ikke respekteres nok, påpeger Simon Kratholm Ankjærgaard, som har et andet ærinde med sin bog.

”Aktionen og redningen er en stor del af vores nationalfortælling. Og det ønsker jeg ikke at udfordre. Men i den fortælling om helte og redning er en anden vigtig pointe trådt lidt i baggrunden og er blevet underbelyst, synes jeg. Det er jødernes egen handlekraft og initiativ. Uanset om de nåede i sikkerhed eller endte i Theresienstadt. Men især den sidste gruppe skrev sig jo virkelig ind i den store holocaust-historie. Deportering, kreaturvogne, fangelejr, tvangsarbejde,” siger han og uddyber:

”Man kalder det jo for redningen af de danske jøder, og sat lidt på spidsen kan det lyde, som om jøderne var hjælpeløse. Det vil jeg gerne gøre op med. For inden hjælpen blev organiseret og materialiserede sig, var mange jøder allerede på flugt i dagevis. På egen hånd. De stod med deres egen skæbne i hænderne, og også da de endte i hænderne på hjælpsomme medborgere, måtte de træffe afgørende beslutninger, som jeg har været inde på. Hvem kunne de stole på? Ikke alle, viste det sig. Alle beslutninger havde konsekvenser.”

Og hvordan gik det så med Ellen, Kain, Steen og Finn? Det må man læse bogen for at finde ud af.