I 1696 kom der fra en af oplysningstidens store mænd i Tyskland, filosoffen Gottfried Wilhelm Leibniz udtalelser, der indvarslede et holdningsskifte til Skandinavien. I sit værk ”Unvorgreifflichen Gedancken” (Foreløbige tanker) mente han, at skandinavernes runer også var tyske runer, og at man lige så godt kunne kalde de nordiske folk for nordtyskere.
Indtil da havde tyskerne ikke beskæftiget sig meget med Skandinavien, når de søgte efter rødderne til deres eget folks forhistorie, men Gottfried Wilhelm Leibnitz blev en af de første personer, der banede vej for en udvikling, hvor Norden i stigende grad blev genstand for tyskernes interesse. Under romantikken beskæftigede tyske intellektuelle sig i stigende grad med Norden. Teologen og digteren Johann Gottfried Herder skrev i 1774, at han kunne genkende tyskernes ”urhistorie” i de gamle islandske sagn ”Ældre Edda” og ”Snorres Edda”, og nogle årtier senere mente brødrene Grimm, at nordiske runer dannede grundlag for det tyske sprog, og at der havde eksisteret en fælles tysk-skandinavisk-germansk mytologi.
Sagaerne i ”Ældre Edda” og ”Snorres Edda” blev populære i mange lande, men i Tyskland kom teksterne i årene frem til år 1900 ligefrem til at fungere som en katalysator for en germansk identitetsfølelse. Det tyske kejserrige var en meget ung nation, som først var blevet skabt i 1871 af et utal af mindre stater, og mange tyskere søgte efter en fælles tysk nationalidentitet. De gamle islandske skrifter virkede velegnede til at styrke den tyske identitet, og for eksempel komponisten Richard Wagner brugte sagaernes figurer til sin musik og gav personerne germanske navne.
Forherligelsen af Norden var på dette tidspunkt for længst begyndt at få en politisk dimension. Allerede Immanuel Kant havde i det 18. århundrede opdelt menneskeheden i racer, men det var den franske diplomat Joseph Arthur de Gobineau, der i året 1853 for alvor skabte grundlaget for senere tiders racetænkning ved at udarbejde en rangorden, hvor han placerede den hvide mand øverst som overmennesket, der havde ret til at herske over alle andre racer.
I de efterfølgende årtier udviklede sprogforskere, historikere og arkæologer i flere lande en række teorier om, at menneskehedens vugge lå i Norden, at en glemt germansk højkultur a la Atlantis havde ligget i Atlanterhavet, og at alle betydningsfulde mennesker i verdenshistorien, heriblandt Dante, Napoleon og Wagner, havde været af nordisk herkomst.
Det var ikke kun i Europa, at raceideologien havde tilhængere. Amerikaneren Madison Grant udgav i 1916 bogen ”The Passing of the Great Race or the Racial Basis of European History” (Den store races bortgang eller den europæiske histories racegrundlag). Her skildrede han den nordiske race som overlegen og gav arierne æren for alle civilisationens store opfindelser. Adolf Hitler betegnede senere hen Grants bog som ”sin bibel”.
Forherligelsen af Norden har altså en lang tradition, som eksisterede, før nazisterne knyttede an til det nordeuropæiske.