I 1422 blev et kostbart relikvie stjålet fra en klosterkirke i Coulombs i det nordlige Frankrig. Bag tyveriet stod Englands kong Henrik V, der skulle bruge den hellige genstand, som man sagde kunne beskytte mod barnedød. Relikviet, som klostrets munke senere og efter meget besvær formåede at få tilbage, havde da heller ikke tilhørt hvem som helst. Det mentes at være intet mindre end forhuden fra Jesus.
Samme forhud har i alt 21 forskellige kirker og klostre i Vesteuropa hævdet at være eller have været i besiddelse af, hvilket måske siger lidt om den kristne kirkes interesse for den omskæring, som Jesus efter jødisk praksis ifølge overleveringen gennemgik otte dage efter fødslen. Fra 400-tallet fejrede kirker ligefrem omskæringsdagen den 1. januar, som også var mærkedag i den katolske kalender frem til 1960, hvor Det Andet Vatikankoncil fik den afskaffet.
Selvom de kristne kirkesamfund ikke tog jødernes omskæringsritual til sig, men i stedet indførte barnedåben, anerkendte de, at indgrebet fandt sted, og det har siden været et yndet motiv i både katolsk og ortodoks kunst.
I 2007 udgav de tre forskere Johan J. Mattelaer, Robert Schipper og Sakti Das en videnskabelig artikel i Journal of Urology, hvor de gennemgik, hvordan omskæringen af Jesus var præsenteret i teologiske tekster og kunst. Alene i Belgien fandt de 54 kunstværker i kirker, museer og offentlige bygninger, der relaterer til omskæringen, og af musikalske værker nævner de i artiklen den tjekkiske Jan Dismas Zelenka (1679-1745), som i 1728 komponerede ”Messe for omskæringen af Vor Herre Jesus Kristus”. Derudover var det også de tre forskere, der fandt frem til de 21 steder i Vesteuropa, som menes at have eller have haft ”den hellige forhud”, som den blev betegnet i middelalderen.
For at forstå interessen for at være i besiddelse af Jesu forhud skal man ifølge forskerne se på, at i middelalderen ville klostre gerne lokke pilgrimme til. Her var hellige relikvier – rester af helgeners ejendele eller legeme – en hjælp. De bedste relikvier var dem, der havde med Jesus at gøre, men her opstod et problem: Jesus steg ifølge kristen tro til himmels med hud og hår.
”Det betød, at relikviejægere var nødt til at bruge de dele af Jesu krop, som han havde mistet før sin død, som hans tænder, negle, tårer, blod og, frem for alt, hans forhud,” lyder det i den videnskabelige artikel.
Der har været forskellige forklaringer på, hvad der skete med forhuden. Nogle mente, den blev gemt af jomfru Maria, som andre mener gav den videre til Maria Magdalena, der også er kendt fra Bibelen, eller til apostlene.
Selvom pave Clemens 7. (1478-1534) i 1500-tallet erklærede relikviet i Charroux-klostret i Frankrig for den ægte vare, holdt andre steder og også enkeltpersoner fast i, at de havde den originale forhud. Efterhånden blev debatten for meget for Vatikanet, som i år 1900 truede med ekskommunikation til alle, der talte om den hellige forhud.