Hvorfor åbnede britiske faldskærmstropper ild mod en gruppe demonstranter den 30. januar for 50 år siden i den nordirske by, som katolske republikanere kalder Derry, mens protestantiske unionister bruger navnet Londonderry?
Dagen er gået over i historien som Bloody Sunday (den blodige søndag), fordi 13 personer mistede livet, mens et hårdt såret 14. offer døde senere.
Op til 50-årsdagen er der fortsat uenighed om, hvad der skete, og fra begge sider bliver der pustet til de gløder, som stadig ulmer.
Det illustreres blandt andet med en kommentar fra oberst Derek Wilford, der var øverstkommanderende for faldskærmsregimentet, som blev sendt til Nordirland i 1972. Han siger i et interview med Times Radio, at soldaterne åbnede ild, fordi de blev beskudt af medlemmer af den irske undergrundshær IRA. Dermed går han imod konklusionerne i den såkaldte Saville-rapport, som efter 12 års undersøgelse i 2010 konkluderede, at de britiske soldater åbnede ild først.
”Jeg var der. Det var lord Saville ikke. Vi var af den opfattelse, at vi blev angrebet , og den opfattelse vil vi holde fast i til vores dages ende,” siger Derek Wilford, der dermed bryder mange års tavshed.
Efter rapporten i 2010 undskyldte den daværende konservative premierminister David Cameron for de britiske soldaters handlinger. Som konsekvens blev 18 af de medvirkende britiske soldater meldt til politiet i Nordirland. I sidste ende blev der kun rejst tiltale mod en enkelt soldat. Men anklagemyndigheden opgav i sidste ende at gennemføre sagen.
Urolighederne i Nordirland tog for alvor fart i 1969, hvor katolske republikaneres kamp for et forenet Irland blev mere militant. På den anden side var der de protestantiske unionister, som ville have, at Nordirland forblev en del af det britiske rige. På begge sider var det en politisk kamp, som siden blev blev til væbnet kamp gennem IRA og protestantiske paramilitære grupper.
Ingen havde forudset, at en fredelig demonstration en kold januardag kunne ende så tragisk, og begivenheden blev katalysator for et meget blodigt år, hvor næsten 500 mennesker på begge sider blev dræbt. Udviklingen bragte nye mennesker ind i striden, siger David Mitchell, der forsker i konfliktløsning og forsoning ved Trinity College i Belfast:
”Bloody Sunday spillede en betydelig rolle i optrapningen af urolighederne. IRA rekrutterede mange medlemmer, og begivenheden illustrerede for mange katolikker, at den britiske stat var undertrykkende, og at katolikker ikke kunne føle sig trygge i Nordirland,” siger han.
Demonstrationen var organiseret af borgerretsorganisationen The Northern Ireland Civil Rights Association. Og utilfredsheden rettede sig imod en ny lov, der gav politiet muligheder for at internere, hvilket i praksis ville sige fængsle folk, uden at de først blev stillet for en dommer.
”Arrangørerne ville have en fredelig demonstrationen, men tilstedeværelsen af britisk militær blev af nogle set som særligt provokerende, og soldaterne blev mødt med enten kasteskyts eller tilråb, hvilket førte til, at faldskærmsregimentet blev tilkaldt og efterfølgende åbnede ild mod demonstranterne,” fortæller den irske historieprofessor Diarmaid Ferriter fra University College Dublin til BBC History.
De politiske konsekvenser for det anglo-irske forhold stod allerede klart samme aften. Her havde den britiske premierminister Edward Heath og hans irske kollega Jack Lynch et krisemøde over telefonen.
”Når man læser udskriften af den samtale, så kan man mærke, hvor påvirket Lynch er, mens Heath er gået i forsvarsposition og beskylder IRA for at forsøge at overtage landet,” fortsætter Diarmaid Ferriter.
I dag bliver mindet om de døde og sårede stadig holdt i live på Museum of Free Derry, der har en permanent udstilling om Bloody Sunday. Hvert eneste år bliver 30. januar markeret, hvilket også vil ske på næste søndag.
”Følelserne sidder stadig uden på tøjet, og det er noget, der er indgroet i byen. Begivenheden er aldrig blevet forløst, og vi kan ikke rigtig komme videre, før der er en løsning,” fortæller kurator Adrian Kerr.
Men det er et åbent spørgsmål, hvad der skal give den forløsning.
”Forskellige folk vil have forskellige ting. De har fået erklæringen om, at ofrene var uskyldige, og at det var briterne, der åbnede ild. Men det har ikke givet svar på spørgsmålet om skyld, og nogle vil have, at de skyldige skal retsforfølges og fængsles,” fortsætter Adrian Kerr.
For mange er det markant, at paramilitære på begge sider fik betegnelsen ”mordere”, uanset om de blev sigtet og dømt.
”Men her var drabsmændene staten, og det er den store forskel. De efterladte skulle ikke kun leve med deres tab, men også med løgne, som forsøgte at male ofrene som skyldige,” siger Adrian Kerr.
Museet får besøgende fra hele verden, heraf mange som vil høre mere om begivenhederne, som de så i fjernsynet for 50 år siden.
”Vi arbejder med skoler, og det er først for nyligt, at urolighederne i Nordirland er kommet på pensum. Vi får også besøg fra, hvad vi betragter som unionistiske protestantiske skoler,” understreger Adrian Kerr.
De stærke holdninger på begge sider viser, at der stadig er behov for den freds- og forsoningsproces, som Nordirland har været igennem siden fredsaftalen, der trådte i kraft i 1999.
David Mitchell ser undskyldningen i 2010, som en form for afslutning på Bloody Sunday.
”Men det sætter også fokus på, hvor få andre begivenheder under urolighederne, som har udløst en tilsvarende undskyldning. Derfor er det overordnede billede, at der fortsat er strid om mange andre ugerninger under konflikten. Så fortiden bliver stadig udkæmpet i restsystemerne og i medierne på en daglig basis,” fremhæver han.
Hvad der er rigtigt og forkert, er også farvet af, hvilken fløj man hører til.
”Unionister vil altid sige, at tilstedeværelsen af britiske sikkerhedsstyrker var nødvendig, og de vil derfor også være mere overbærende, når de styrker begik fejl. Republikanerne vil omvendt altid se den militære tilstedeværelse som ulovlig og undertrykkende. Men når det er sagt, er begge parter forenet i modstanden mod den britiske regerings plan om en general amnesti for alle, der deltog i drab under urolighederne,” understreger David Mitchell om arven fra den blodige søndag for 50 år siden.