Da Valdemar Sejr ankom til Lyndanise – der i dag hedder Tallin – i Estland i 1219, må der have været indgået kontrakter med lokale på forhånd, så kongens hær kunne komme i land uden modangreb. Ligeledes kunne der have været indgået kontrakter mellem Valdemar Sejr og de lokale på den estiske ø Øsel, hvor danskerne ankom i 1222 og straks byggede en stenborg, som må have krævet en stabil situation. Marika Mägi er seniorforsker i middelalderarkæologi ved Tallinn Universitet og bidrager i bogen ”Da danskerne fik Dannebrog” blandt andet med perspektiver, der sætter spørgsmålstegn ved den traditionelle historieskrivning, der skildrer esterne som passive, da de danske korsfarere var på erobringstogt i 1200-tallet.
“Man har troet, at den estiske kultur blev undertrykt, men særligt i de områder i Nordestland, hvor danskere var til stede, var der estiske befæstninger længe efter korstogene. Nogle danske dokumenter viser, at den danske konge taler om ‘vores estere’. Derfor kan det godt være, at esterne var mindre undertrykt under den danske konge end senere under tysk magt,” siger Marika Mägi.
Den tysk-baltiske overklasse havde tidligere en meget dominerende rolle i Estlands historie og i landets historieskrivning, fortæller den estiske forsker. Derfor har den tysk-baltiske forskning haft en interesse i at nedtone danskernes rolle i Østersøen i den tid og dermed også i Estland, siger hun. Men der er ingen tvivl om, at de danske korstoge fik betydning for datidens samfund i Nordestland.
“Kristianiseringen betød store forandringer i hverdagslivet for nordesterne. Det politiske system forandrede sig også, og bagefter kom der flere kolonister til, først og fremmest tyskere, som jo gjorde resten af Estland kristent. Men i Estlands historiske forskning har Danmarks rolle indtil nu været blandet sammen med tyskernes påvirkning.”