Prøv avisen

Forsker: Vi undervurderer de forhistoriske folk

En fremstående leder af en historisk kultur i det nuværende Syrien var Zenobia, der her kaster et sidste blik på Palmyra, før hun tvinges i eksil af romerne. Maleriet af den mellemøstlige hersker er fra 1888 og skabt af den engelske kunstner H.G. Schmalz. Foto: Wikimedia.

I en ny bog belyser den tyske sprog- og kulturforsker Harald Haarmann, hvordan forsvundne folk udrettede store bedrifter som for eksempel rejser fra Europa til Nordamerika

I 2010 offentliggjorde de amerikanske arkæologer Dennis J. Stanford og Bruce A. Bradley en hypotese, der skabte stor furore blandt videnskabsfolk. Ifølge de to mænd var hverken Columbus eller vikingerne de første europæere, der krydsede Atlanterhavet og ”opdagede” Amerika. Det var derimod istidens mennesker. Dennis J. Stanford og Bruce A. Bradley var overbeviste om, at sælfangerfamilier var rejst fra det sydvestlige Europa til områder ved USA’s østkyst allerede i årene 21.000 til 17.000 før Kristus, og at det amerikanske indland dermed var blevet befolket langt tidligere end hidtil antaget.

”Hypotesen fremkaldte først voldsom kritik fra forskere verden over, men sidenhen er sindene faldet til ro igen, fordi man ikke uden videre kan afvise amerikanernes forklaring. I dag diskuterer historikere og arkæologer seriøst, om tesen kan være sand,” siger den tyske sprog- og kulturforsker Harald Haarmann, der har skrevet en bog om verdenshistoriens glemte kulturer, som ikke er udkommet på dansk.

Homo sapiens havde bosat sig over alt i verden, længe før det nåede til Nord- og Sydamerika. Der har hidtil været udbredt enighed blandt historikere og arkæologer om, at Amerikas urbefolkning – indianernes forfædre – udelukkende stammer fra Asien, og at indvandringen i Amerika kun kunne finde sted, fordi Beringstrædet under istiden var et fastland, der forbandt Sibirien med Alaska.

Men ifølge Dennis J. Stanford og Bruce A. Bradley er arkæologer uden at vide det allerede for 90 år siden faldet over spor i USA, der rent faktisk pegede på en anden indvandring via Atlanterhavet.

I 1929 opdagede forskere i delstaten New Mexico rester af klingespidser, der enten havde været monteret på harpuner elle spyd. Spidserne, der kom til at hedde Clovi-klinger efter det sted, hvor de var blevet fundet, var usædvanlige, fordi man ellers kun kendte lignende klinger fra Europa under istiden i perioden 25.000 til 16.500 før Kristus – altså længe inden vikinger og Columbus’ søfolk nåede frem til Amerikas kyster.

”I 1929 stod forskerne over for en gåde, fordi de ikke kunne få fundene til at passe ind historisk. Klingerne var teknisk set så udviklede, at der måtte eksistere forgængermodeller til dem, men man fandt ingen prototyper i det sydvestlige USA. Til gengæld stødte forskere på adskillige prototyper ved den amerikanske østkyst i delstaterne New Foundland, Virginia, Pennsylvania og Maryland. For Dennis J. Stanford og Bruce A. Bradley er det et bevis for, at sælfangere fra Europa, der kendte teknikken bag disse klinger, i løbet af istiden var indvandret til Amerika, og at de med tiden vandrede sydpå og mod vest til New Mexico,” siger Harald Haarmann.

Ifølge Dennis J. Stanford o g Bruce A. Bradley kom indvandrerne fra det nordvestlige Spanien, det sydvestlige Frankrig og Baskerlandet. Det vil sige, at sælfangerne stammede fra en europæisk urbefolkning, der sidenhen er forsvundet fra Europa, og som i dag kun har efterkommere i Baskerlandet.

”Et vigtigt indicium, der kan underbygge de to arkæologers teori, er, at det sprog, som indianerne taler i de østlige delstater New Foundland, Virginia, Pennsylvania og Maryland, har rødder, som også findes i det baskiske sprog. Indianere andre steder i Amerika taler derimod et sprog, der har rødder tilfælles med asiatiske sprog,” siger Harald Haarmann.

Allerede i 1960’erne vovede nogle få arkæologer som amerikaneren E.F. Greenman sig frem med teorier om, at mennesker fra Europa var indvandret i Amerika under istiden, men dengang rystede kollegerne på hovedet ad denne tanke. Når Dennis J. Stanford og Bruce A. Bradley i dag har lettere ved at vinde gehør for deres hypotese, så skyldes det ikke mindst de store fremskridt, som videnskaben har gjort på det gentekniske område.

I løbet af 1990’erne viste det sig nemlig, at urbefolkningen i netop de fire delstater New Foundland, Virginia, Pennsylvania og Maryland har en genkombination, som går igen hos befolkningen i baskerområdet, hvorimod dna hos indianere bosat andre steder i Amerika har mere tilfælles med det dna, der findes i befolkningsgrupper i Asien og Sibirien.

Harald Haarmann betragter det som yderst sandsynligt, at Dennis J. Stanford og Bruce A. Bradley har ret i deres påstand.

”Under istiden var det nordlige Atlanterhav dækket af et tykt islag, og sælfangerne bevægede sig langs randen af dette islag. Det vrimlede med sæler, så de havde nok at spise, og de kunne lave tøj af sælernes huder. Når det var dårligt vejr, overnattede de på isen enten i telte lavet af sælskind eller i igloer. Der var ikke tale om nogen bevidst form for udvandring, for ingen vidste jo noget om Amerika. Sælfangerfamilierne fulgte ganske enkelt sælerne og drog efterhånden længere og længere mod vest. Sandsynligvis har denne vandring over isen varet flere hundrede år, og det er muligt, at adskillige generationer har levet hele deres liv på det tilfrosne hav. På et eller andet tidspunkt var nogle familier kommet så langt mod vest, at de stødte på land under isen, og de besluttede sig så til at blive der.”

Forskellen på indianernes dna kan altså betyde, at Amerikas urbefolkning har to stamtræer: Det ene stamtræ er indvandrere, der kom fra Sydeuropa via isen over det nordlige Atlanterhav til Amerikas østkyst i perioden 21.000 til 17.000 før Kristus, mens det andet stamtræ er indvandrere, der først vandrede fra Sibirien til Alaska omkring år 22.000 før Kristus, hvorefter de senere hen – omkring år 9500 før Kristus – begyndte at sprede sig over det amerikanske kontinent.

Harald Haarmann er ikke forundret over, at der skulle gå så lang tid efter, at E.F. Greenman i 1960’erne havde fremsat sin formodning, før videnskabsfolk og offentligheden var villige til at indlede en seriøs debat om temaet.

”Mange folk har altid haft svært ved at forestille sig, at fortidens mennesker var i stand til at lave teknisk højtudviklet værktøj, at de var meget mobile, eller at de havde en differentieret opfattelse af for eksempel det hinsides. Vi er altid tilbøjelige til at undervurdere de mennesker, der har levet tidligere,” siger han.

I sin bog fortæller Harald Haarmann om flere kulturer, der med tiden er blevet glemt. Et kendetegn for mange af disse kulturer er, at de for tusindvis af år siden har stået for storslåede bedrifter, som vi i dag enten slet ikke har nogen anelse om, eller som vi måske slet ikke er i stand til at tiltro dem.

„Jeg ønsker netop, at folk skal få en ahaoplevelse, når de læser bogen. De skal overraskes over alt det, som forhistoriske folk besad, vidste og var i stand til at gøre. Det er meget vigtigt, at vi ikke mister denne historiske forbindelse, og at vi forstår, hvilken rigdom af fantasi og idéer folk tidligere havde. Adskillige mennesker er alt for villige til at stemple forhistoriske kulturer som primitive, og det skyldes vores manglende viden om fortiden.”

I 2015 blev den antikke ruinby Palmyra i Syrien verdenskendt, efter at den var blevet erobret af Islamisk Stat. Medier verden over bragte billeder af horder af mænd, der hærgende ødelagde byens skulpturer og smadrede antikke murværk. Harald Haarmann har viet et kapitel i sin bog til Palmyra og til byens dronning i antikken, Zenobia.

”Hvis vi taler om noget, der er primitivt, så er det ikke forhistoriske folk, men derimod dét, som IS gjorde. Når mennesker er så åndeligt indskrænkede, at de ikke engang kan klare synet af andre kulturer eller kulturmindesmærker, så er de primitive.”

Zenobia levede i det 3. århundrede efter Kristus, og tager man hendes historiske prægning af byen i betragtning, er det ifølge Harald Haarmann ikke noget tilfælde, at verden især har set billeder af IS-troppernes kulturelle hærgen netop i Palmyra.

”For IS virkede byen som en rød klud på en tyr. Palmyra var en kosmopolitisk åben by med et meget liberalt samfund, og staten blev tilmed ledet af en kvinde, der var yderst intelligent. Zenobia beherskede flere sprog, hun indbød datidens store filosoffer til sit hof og var i stand til at tale med dem på et højt intellektuelt niveau. Alle disse historiske kendsgerninger står i skarp kontrast til den mentalitet, som IS repræsenterer, ifølge hvilken mænds og kvinders verden skal være adskilte, og kvinderne skal opholde sig hjemme og passe børnene. Alt dette har sikkert forstærket IS-mændenes trang til at ødelægge netop denne by.”

I Danmark er Zenobia ikke så kendt som Cleopatra, men blandt intellektuelle og adelige i flere andre lande har hun igennem århundreder indtaget en vigtig rolle. For eksempel var Zenobia et forbillede for Katharina den Store i Rusland.

”Jeg tror, at Katharina gerne så sig selv i Zenobia. Zenobia var højt uddannet og indbød lærde personer til sit hof, og det samme gjorde Katharina. Zenobia forsøgte også konsekvent at gennemføre sin politik, og derfor betragtede Katharina hende sikkert som en foregangskvinde: Det, som Zenobia havde gjort i oldtiden, ønskede Katharina at fortsætte i oplysningstiden.”

Zenobia mistede sit rige på grund af konflikter med Det Romerske Imperium, og hun tilbragte de sidste år af sit liv i eksil i Rom.

Ligesom IS i dag forsøgte romerne dengang at udviske hendes eftermæle – ikke ved at ødelægge hendes statuer eller hendes by, men ved at isolere hende politisk. Men forgæves.

”Blandt intellektuelle og dannede folk er hun aldrig endt i glemslen,” siger Harald Haarmann.

Siden marts 2017 har Palmyra været under den syriske præsident Assads troppers kontrol, og nu er der planer om at genopbygge ruinerne.

”Byen bør i hvert fald genopbygges i et omfang, så man kan få indtryk af oldtidens æstetik. Kunstværkerne, der blev skabt dengang, har en udstråling, der kan fortælle os om den verdensanskuelse og spirituelle verden, der fandtes på Zenobias tid. Nu om dage har vi brug for at blive mindet om, hvor vigtigt det er at have øje for livet i sin helhed, at vi er del af et organisk fællesskab, og at vi ikke kun skal se os selv som teknokrater, der er i færd med at opbygge en verden,” siger Harald Haarmann.