Prøv avisen

Mennesket er blevet en ødelæggende kraft på linje med vulkaner og meteornedslag

I den antropocæne tidsalder udnytter mennesker ikke blot naturen, men ændrer varigt på skaberværket, udrydder hele arter og påvirker klimaet, mener forskere. Her er det en vulkan i det nordlige Sumatra, Indonesien, der er i udbrud. Foto: Xinhua

Kloden er trådt ind i en ny geologisk periode, hvor menneskets evne til at påvirke og ødelægge klima og natur er i centrum, mener videnskabsfolk. Hvornår perioden begyndte, er stærkt omdiskuteret - ikke mindst fordi spørgsmålet handler om, hvor stort et ansvar vi har for klimaforandringer

Den hollandske nobelpristager i kemi Paul Crutzen var den første, som i 2000 benyttede udtrykket ”antropocæn” om den tidsalder, vi lever i. Crutzen havde fået Nobelprisen i 1995 for sin forskning i det menneskeskabte hul i ozonlaget.

Han var dermed rigtig godt placeret til at konstatere, at menneskers handlinger i stigende grad påvirker kloden: Vi eroderer ozonlaget, opvarmer klimaet, øger vandstanden i havene.

Og det er netop det, der ligger bag udtrykket antropo-cæn: menneskets tidsalder. Mennesket er blevet en geologisk kraft på lige fod med vulkaner, floder, meteornedslag og forskydning af tektoniske plader. Og derfor bør det anerkendes officielt, at vi nu lever i en menneskedomineret geologisk tidsalder, mener tilhængerne af teorien.

”Accelereringen af drivhusgasser i atmosfæren, befolkningseksplosionen, skovrydning, forsuring af verdenshavene, forurening, tilstedeværelsen af radioaktivt materiale fra atomsprængninger og meget mere leverer overvældende bevis for, at menneskelige transformationer af jordens naturlige systemer er blevet udbredte og allestedsnærværende,” skrev de fremtrædende antropocæn-specialister Todd J. Braje og Jon M. Erlandson sidste år i det amerikanske videnskabelige tidsskrift Anthropocene.

Det er Den Internationale Stratigrafiske Kommission, der har mandat til at afgrænse og datere verdens geologiske epoker. Den seneste periode, tertiær, sluttede med sidste istid. Derefter er holocæn blevet almindeligt anvendt om den periode, vi siden har levet i. Men betegnelsen er aldrig blevet formelt blåstemplet, og nu har debatten om antropocæn skabt en helt nyt situation.

I 2008 nedsatte Den Internationale Stratigrafiske Kommission en arbejdsgruppe bestående af 22 geologer og palæo-klimatologer ledet af Jan Zalasiewicz fra Universitetet i Leicester i Storbritannien, som til næste år skal afgøre, om de vil anbefale, at antropocæn accepteres som en videnskabeligt funderet tidsalder. Derefter skal kommissionen afgøre, om den vil ophøje antropocæn til et videnskabeligt anerkendt begreb. Og det er i høj grad en politisk debat, påpeger professor i antropologi Nils Ole Bubandt fra Aarhus Universitet.

”Debatten om antropocæn udspringer ikke mindst af blandt andet klimaforskeres bekymring over, at vi ikke tager den globale opvarmning alvorligt nok. Selvom der leveres videnskabeligt bevis fra anden side for, at klimaforandringerne er menneskeskabte, så er der stadig debat om, hvor vigtig vores rolle er, og hvad der skal gøres ved det. En anerkendelse af antropocæn vil mere eller mindre afblæse hele klimadebatten eller i hvert fald veje meget tungt i den vægtskål, der fastslår menneskers påvirkning af miljøet som en videnskabelig kendsgerning,” siger Nils Ole Bubandt, der deltager i Aarhus Universitets forskningsprojekt om antropocæn, AURA.

Men også spørgsmålet om, hvornår antropocæn begyndte, har i sidste ende politiske konsekvenser. For at kunne datere en geologisk periode identificerer geologerne som regel en såkaldt ”golden spike”, et præcist tidspunkt, hvor geologiske eller andre forekomster viser, at kloden er blevet udsat for en omfattende og global forandring. For eksempel markeres afslutningen af kridtalderen for 65 millioner år siden med en markant tilstedeværelse af iridium i jordskorpen, som forklares med det meteornedslag på Yucatan-halvøen, der førte til udslettelsen af dinosaurerne.

Formanden for antropocæn-arbejdsgruppen, Jan Zalasiewicz, foreslår derfor at fastsætte begyndelsen på antropocæn helt præcist til den 16. juli 1945. Den dag eksploderede den første atombombe i Nevada-ørkenen, og det har aflejret radioaktive isotoper over hele kloden som en objektiv geologisk markør, der kan observeres og identificeres. Midten af det 20. århundrede svarer samtidig til det, som geologerne kalder ”den store acceleration”, hvor industrialiseringen for alvor begynder at få konsekvenser i form af CO2-udledninger og metan i atmosfæren.

Industrialiseringen begyndte imidlertid langt tidligere, og Paul Crutzen finder det derfor mere logisk at datere antropocæn til opfindelsen af dampmaskinen i 1712. Men deraf kunne man udlede, mener kritikerne, at menneskelig aktivitet før da ikke havde den mindste indflydelse på naturen. Og der er ukorrekt. Faktisk bør ”den gyldne kile” sættes ind helt tilbage ved overgangen fra samler- til landbrugssamfund, mener denne fløj. For allerede her begyndte mennesker at forme jordens overflade ved afskovning og opdyrkning af jorden og dyrelivet med husdyrhold.

”Når en gylden kile sættes for millioner af år siden, har det ikke de store konkrete konsekvenser for den måde, vi betragter verden på. Men jo tættere på vores egen tid vi sætter markøren, jo mere politisk bliver den også, og jo mere umiddelbare løsninger er der brug for,” påpeger Nils Bubandt.

Hvor det gyldte punkt placeres for antropocæn er langtfra afklaret. Derimod tyder debatten på, at en konsensus udvikler sig omkring hele tanken om, at mennesket er blevet en geologisk kraft.

”Det tegner til, at arbejdsgruppen vil anbefale en anerkendelse af antropocæn. Men uanset om det bliver på den korte eller den lange tidsvariant, vil det indebære en omkalfatring af forholdet mellem mennesker og natur. Siden oplysningstiden har vi haft den kulturforståelse, at mennesket historisk er blevet udspaltet af naturen for at blive kulturvæsener. Konsekvensen af antropocæn er, at mennesker og natur ikke længere kan adskilles,” siger Nils Ole Bubandt.