Prøv avisen

Forskeren der opfandt vikingetiden

Vikingetiden blev i Danmark indført af J.J.A. Worsaae (1821-1885). – Foto: Det Kongelige Bibliotek

Arkæologen og historikeren Jens Jacob Asmussen Worsaae spillede en hovedrolle i 1800-tallets konstruktion af vikinger som indbegrebet af dansk folkeånd

I arkæologiens barndom i det tidlige 1800-tal var der stor interesse blandt forskere for Runamo, et bånd af tegn hugget ind i en klippe i Blekinge, som man i århundreder havde forsøgt at tyde. I 1833 mente den anerkendte islandskfødte oldtidsgransker Finnur Magnusson at have knækket koden, og hans konklusion var en sensation: Teksten skulle læses bagfra, så var det en runetekst, hvor kong Harald Hildetand påkaldte sig gudernes hjælp inden det legendariske slag ved Bråvalla i 700-tallet.

I 11 år var Magnusson en helt, så udgav den kun 23-årige arkæolog og historiker Jens Jacob Asmussen Worsaae et grundigt videnskabeligt værk, der øjeblikkeligt punkterede Magnussons karriere og kickstartede hans egen. I ”Runamo og Braavalleslaget” fra 1844 argumenterede Worsaae overbevisende for, at tegnene i Runamo slet ikke var menneskeskabte runer, men naturligt forekommende ridser, og at alt det med sagnkongen og slaget var rene drømmerier.

Dermed havde Worsaae slået sit navn fast, og han gik siden fra succes til succes. Efter en videnskabelig rejse til England, Irland og Tyskland blev han som 26-årig inspektør over de antikvariske mindesmærker i Danmark, og siden erhvervede han titel af professor, etatsråd og direktør for De Danske Kongers Kronologiske Samling.

”Worsaae startede som et videnskabeligt Wunderkind, som ved hjælp af kildekritik og moderne metoder afskaffede mange af de gamle forestillinger og myter,” fortæller historikeren Anders Lundt Hansen.

Det var altså den højeste videnskabelige autoritet det udgik fra, da ordet viking i midten af 1800-tallet bevægede sig fra skønlitteraturens skrøner om gæve krigere i svundne tider og pludselig blev til en officiel periodebetegnelse, skudt ind mellem oldtid og middelalder.

I bogen ”Minder om de Danske og Nordmændene i England, Skotland og Irland fra 1851” brugte han betegnelsen vikinger om nordboerne, og i 1873 fandt den nye periodebetegnelse vej til titlen på Worsaaes værk ”De Danskes Kultur i Vikingetiden”. Ifølge Anders Lundt Hansen betyder dette, at det mest korrekte svar på spørgsmålet: ”Hvornår begyndte vikingetiden?” er 1873.

Selvom Worsaae i udgangspunktet punkterede andre historikeres tvivlsomme tolkninger, så var han i sit arbejde præget af nationale strømninger fra folk som Oehlenschläger og Grundtvig om en særlig dansk og nordisk folkeånd, som havde levet i 1000 år, og som skandinaverne i vikingetiden påvirkede verden med, da de ”indpodede friske kræfter i de hensygnende folk”, som Worsaae formulerede det i sit værk.

”I 1800-tallet blev viking både til en etnisk betegnelse for skandinaver og en inkarnation af den særlige ånd, man mente, der var i de nordiske lande i almindelighed og i det danske folk i særdeleshed. Der var en folkeånd, der var en vikingeånd,” forklarer Anders Lundt Hansen.

Betegnelsen vikingetid anvendes også i de andre nordiske lande, og i Storbritannien taler historikere også om The Viking Age, når de beskriver begivenheder på engelsk grund mellem 793 og 1066. Men i den engelske definition af middelalderen er den sat til perioden mellem Roms fald i år 476 og frem til år 1500.

I dansk terminologi er vikingetiden ikke på denne måde en underperiode i middelalderen, men snarere en betegnelse for tiden mellem oldtiden og middelalderen. Det kan vi efter behag takke eller bebrejde Jens Jacob Asmussen Worsaae for.