Prøv avisen

Fra arvefjender til arvevenner

Louvres udstilling om Tyskland har fået kritik for at lægge for stor vægt på Tyskland som hjemsted for nazismens kultur. Men der er også andre opfattelser repræsenteret. Her er det øverst Johann Heinrich Wilhelm Tischbeins maleri af Goethe i Italien, der er indbegrebet af tysk humanisme, og nederst Arnold Böcklins ”Villa am Meer”, der står på skuldrene af den tyske romantik. – Begge fotos: Scanpix. Foto: U. Edelmann - Städel Museum/ARTO/U. Edelmann - Städel Museum/ART

Frankrig og Tyskland fejrer i år 50-året for Elysée-traktaten, der markerede den officielle begyndelse på det fransk-tyske venskab efter århundreders konflikt. Men stereotyperne florerer stadig på begge sider af Rhinen

Det skulle have været et af højdepunkterne i det fransk-tyske år, der markerer 50-året for underskrivelsen af Elysée-traktaten mellem Frankrig og Tyskland i 1963. Et symbol på den franske forståelse af tysk kultur og mellemfolkelig forståelse. Og det blev det stik modsatte. Louvres udstilling Om Tyskland har udløst en rasende kritik i tysk presse, der hævder, at det berømte museum har kørt de mest udtrådte klichéer om Tyskland i stilling med sin gennemgang af tysk malerkunst fra 1800 til 1939. Fra den spirende tyske nationsbygning og til nazismen og Anden Verdenskrig. Som var nazismen nedlagt i det tyske kulturelle dna.

Udstillingen slutter med et dystert værk af Max Beckmann, Hölle der Vögel (Fuglenes helvede), en tydelig hentydning til den tyske ørn. Og desuden et uddrag af Götter des Stadions (Stadions guder), en film af Leni Riefenstahl, genial filminstruktør, men også nært tilknyttet naziregimet.

Nationalsocialismen, som udstillingen slutter med, fremstår som en uundgåelig skæbne, der anes som et forvarsel i kunsten og ikke som en blandt andre politiske muligheder, skriver avisen Die Zeit.

Har tysk kultur altid været programmeret til katastrofe og krig, spørger Frankfurter Allgemeine Zeitung.

Die Zeit taler ligeud om en politisk-kulturel skandale. Og også i franske tyskkyndige kredse opleves udstillingen som et tegn på, at 50 års fransk-tysk venskab ikke har gjort kål på de gensidige fordomme.

Frankrig nærer stadig visse fordomme om Tyskland. Men det er en blanding af beundring og frygt, næret af et fransk mindreværdskompleks, der begyndte med nederlaget til Preussen i 1870, mener Jean-Louis Georget fra Fransk Historisk Institut i Frankfurt.

Europas historie har flere gange ført Frankrig og Tyskland på konfliktkurs og nedfældet gensidig bitterhed på hver side af Rhinen.

Mens Frankrigs tyske traume begyndte med tabet af Alsace og Lorraine til Preussen i 1870, har tyskerne meget dårlige minder med Frankrig helt tilbage til Trediveårskrigen (1618-1648), hvor Ludvig XIVs tropper hærgede regionen Rheinland-Pfalz, der mistede en tredjedel af sine indbyggere. Derefter var det Napoleons hære, der efterlod dybe ar i den tyske kollektive hukommelse. Efter slaget ved Austerlitz og Napoleons sejr over Det Tysk-Romerske Rige omorganiserede Bonaparte Tyskland i et nyt Rhinforbund. Napoleon ydmygede Preussen, hvor kong Friedrich-Wilhelm yndede at sige, at den preussiske hær ikke havde brug for sabler mod den franske hær:

Køller er nok til de franske køtere.

Omvendt blev det senere almindeligt i Paris at kalde hunde for Blücher efter den preussiske general, der lod sine soldater hævne sig på pariserne efter Napoleons nederlag ved Waterloo. Men samtidig blev nederlagene til Napoleon anledning til den tyske nationalisme.

Den tyske nationalfølelse blev født som en reaktion mod Frankrig, påpeger Jean-Louis Georget.

Med den tyske nationalisme og især Preussens forsøg på at samle de tyske fyrstedømmer i en tysk nation voksede også konfliktpotentialet med resten af Europa. Hvad 1864 blev for den danske selvfølelse, blev 1870 for franskmændenes.

Den nationale nedtur fortsætter under Første Verdenskrig. Her står Frankrig ganske vist som sejrherre, men først efter at have lidt umådelige tab, der markerer begyndelsen til enden på Frankrigs stormagtsposition. Det er ikke tilfældigt, at Frankrig insisterede på, at den tyske kapitulation efter Første Verdenskrig skulle besegles i Glassalen i Versailles, hvor det tyske kejserrige blev udråbt den 18. januar 1871.

Ved nederlaget i 1870 begynder Frankrig at tvivle på sig selv. Hvorfor tabte vi? Hvorfor var tyskerne stærkere end os? Her grundlægges den franske beundring for den tyske model, der skulle være den franske overlegen, siger Jean-Louis Georget. Han fortsætter:

Den franske nationsbygning hviler på en universel nationalfølelse baseret på abstrakte værdier som menneskerettigheder og politiske idealer. Enhver, der tilslutter sig disse værdier, er fransk. Den tyske nationalfølelse bygger derimod på et sprogligt og kulturelt fællesskab, som man nærmest fødes ind i. Samtidig udvikler Frankrig en stærkt centraliseret statsmagt og et hierarkisk opbygget samfund, mens den tyske samfundsmodel, især efter Anden Verdenskrig, er decentraliseret og præget af samarbejde og kompromisdannelse, siger Jean-Louis Georget.

Efter to verdenskrige, der havde skærpet modsætninger og stereotyper, var forsoningen mellem Frankrig og Tyskland nødvendigvis i centrum af det europæiske fredsprojekt efter 1945. Det europæiske Fællesmarked fæstnede Tyskland i et europæisk samarbejde, og i 1963 kom den venskabstraktat, Elysée-traktaten, som blev underskrevet af præsident Charles De Gaulle og forbundskansler Konrad Adenauer og nu fejres i det fransk-tyske år.

Traktaten læses i dag som hovedhjørnestenen i forsoningen. Ud over at lægge kimen til et politisk samarbejde mellem Frankrig og Tyskland etablerede traktaten aftaler, der skulle nedbryde fjendebillederne, blandt andet med udvekslingsprogrammer og venskabsbyer på tværs af grænserne.

Disse udvekslingsprogrammer har helt afgjort ændret almindelige menneskers opfattelse af hinanden. Indtil begyndelsen af 1970erne viste meningsmålinger, at tyskerne stadig var det europæiske folk, franskmændene brød sig mindst om. Men derefter ændrer billedet sig. Ungdomsudvekslingerne påvirkede ikke blot de unge, men også deres familier, der tog imod de unge tyskere og franskmænd, påpeger Christian Wenkel fra Det Tyske Historiske Institut i Paris.

Et synspunkt, der deles af Corinne Defrance, seniorforsker ved Georg Simmel Centret for Tysklandsstudier ved det franske Institut for Socialforskning, EHESS:

Programmet skulle gøre arvefjenderne til arvevenner. 1960erne var virkelig den fransk-tyske forståelses guldalder. Mellem 1963 og 1973 var otte millioner unge på udvekslingsophold i hinandens familier. Dertil kommer økonomiske bånd og udveksling blandt universitetsfolk, for eksempel med de første forsøg på et fælles arbejde omkring historieskrivningen. Fjendebillederne blev forandret, og udviklingen blev forstærket af den kolde krig, der gjorde Sovjetunionen til den nye fjende i Europa i stedet for Tyskland.

Samtidig kom en ny generation af politikere til magten, som både var personligt på bølgelængde og dybt engageret i den tysk-franske forsoning som et europæisk fredsprojekt.

Den franske præsident Georges Pompidou og forbundskansler Willy Brandt havde meget svært ved at forstå hinanden. Men med Giscard dEstaing og Helmut Schmidt indledtes den række af fransk-tyske statslederpar, der har inkarneret den såkaldte fransk-tyske motor i det europæiske samarbejde, ofte på tværs af partiskel. Højrepolitikeren Giscard og socialdemokraten Helmut Schmidt stod bag det europæiske valutasamarbejde, socialisten Francois Mitterrand og den kristelig-demokratiske unions Helmut Kohl bag Maastricht-traktaten.

Mitterrand var ganske vist bange for, at den tyske genforening efter Berlinmurens fald skulle ændre styrkeforholdet i Tysklands favør.

Og Jacques Chirac og Gerhard Schroeder, der i 40-året for Elysée-traktaten i 2003 underskrev en ny venskabstraktat, blev især knyttet sammen af deres fælles modstand mod den amerikanske intervention i Irak samme år, siger Corinne Defrance.

Ifølge Jean-Louis Georget er Frankrig stadig bange for det preussiske Tyskland:

Frankrig er stadig splittet mellem en følelse af samhørighed med det katolske Sydtyskland og en mistroiskhed over for det protestantiske Nordtyskland. Det skyldes Frankrigs egen religionsstrid mellem protestanter og katolikker. Da Ludvig XIV i 1685 ophævede Nantes-ediktet, der havde givet protestanterne religionsfrihed, flygtede de franske huguenotter og fik eksil i protestantiske lande, og ikke mindst i Preussen. Frankrig er bange for det militaristiske Tyskland, men også for den tyske økonomiske overlegenhed.

I dag er Frankrig og Tyskland ikke desto mindre bundet tæt sammen. To gange om året samles de to regeringer til fælles samlinger, og fagministeriernes embedsmænd har et nært samarbejde, uanset stats- og regeringsledernes personlige forhold. Selvom relationerne mellem Angela Merkel og de franske præsidenter ikke altid er lige hjertelige, ved de to lande, at de er dømt til at være arvevenner frem for arvefjender.

I 50-året for Elysée-traktaten viser meningsmålingerne, at flere og flere franskmænd ser Tyskland som et venskabeligt land, hvor de for eksempel gerne vil på ferie. Men den økonomiske krise har også vakt stereotyperne til live igen om den tyske overdominans, siger Corinne Defrance.

Fordommene er blevet mindre, men de er ikke forsvundet. Louvre-udstillingen formidler det samme syn på Tyskland som i begyndelsen af det 19. århundrede, siger også Christian Wenkel fra Det Tyske Historiske Institut i Paris.

Men den tyske presse har også hentet de gamle fordomme om franskmændene frem som et mere livsnydende, mindre arbejdsomt folk, påpeger han.

Jean-Louis Georget, som til hverdag bor og arbejder i Frankfurt, konstaterer, at Tyskland på den ene side ser en interesse i at hjælpe Frankrig gennem gældskrisen, men på den anden oplever Frankrig som en mindre og mindre vigtig partner. Men de to lande har mere at lære af hinanden, end de vil være ved, mener han.

Tyskland er dårligere til ligestilling mellem kvinder og mænd end Frankrig, som til gengæld kan lære af den tyske samfundsmodel. Franskmændene arbejder lige så meget som tyskerne. Det, der svækker Frankrig, er snarere den hierarkiske og centralistiske model i Frankrig.