Prøv avisen

Tyskland og Frankrig er gået fra arvefjender til arvevenner

Dette 1500-talskort viser Europa som en dronning med Spanien som hoved, Tyskland-Frankrig som hjertet og Italien og Danmark som arme. Illustrationen udtrykker den tanke, at Frankrig og Tyskland ugør Europas vitale center. – Foto: Wikicommons

Frankrig og Tyskland, der i disse uger kæmper sammen for at bevare deres idé om Europa, har været i konflikt fra 842 til Anden Verdenskrig

Den første sikre oplysning om forskellen på tysk og fransk er den såkaldte Strasbourg-ed fra 842. Karl den Stores frankiske rige var resultatet af en germansk invasion i det romerske Gallien i folkevandringstiden, og det var hverken fransk eller tysk, men netop frankisk – det vil sige en blanding af latinsk-romersk og germansk kultur. I 842 mødtes to af Karl den Stores sønnesønner, Ludvig (den Tyske, cirka 805-876) og Karl (den Skaldede, 823-877), for at dele det rige, der tilhørte deres ældste bror, Lothar (795-855). I historikeren Nithards krønike fortælles, at de to herskere måtte sværge en ed over for den andens hær i henholdsvis ”tysk og fransk tunge”. Den ”franske” konge måttes værge eden på tysk og den ”tyske” på fransk, således at modparterne kunne forstå aftalen. Det er det første vidnesbyrd om eksistensen af disse to sprog som forskellige – både fra hinanden og fra det latin, som Nithard skrev på.

Delingen af Frankerriget mellem Ludvig og Karl blev indledningen til den længst varende konflikt i Europas historie – en konflikt, der har været næsten til vore dage. Reelt sluttede den tusind år lange konflikt mellem tyskerne og franskmændene først i 1957 med oprettelsen af Fællesmarkedet og Elysée-traktaten i 1963.

Lige siden Trediveårskrigen og Den Westfalske Fred i 1648 havde det været fransk politik at gøre Rhinen til grænse, og den politik fortsatte både i 1700-tallet og efter revolutionen i 1789. Den bloddryppende franske nationalsang hedder ganske vist ”Marseillaisen”, men den blev digtet natten mellem den 24. og 25. april 1792 af officeren Claude Joseph Rouget de Lisle (1760-1836) under en fest i Strasbourg for at opmuntre den franske armé til krig mod tyskerne. Tanken om et forenet Tyskland opstod først som reaktion på fransk ekspansion under Napoleonskrigene. Indtil da havde det tyske land været samlet i et løst forbund, der fra 962 kaldtes Det Hellige Romerske Rige. Fra 1400-tallet med tilføjelsen ”af tysk nation”.

I 1600-tallet stræbte det enevældige Frankrig efter at ”afrunde” det franske territoriums grænser. Især den franske bestræbelse på at skubbe grænsen helt frem til Rhinen og indlemme de tysk- og flamsktalende befolkninger har sat sig dybe spor i europæisk historie. Det lykkedes næsten under Trediveårskrigen 1618-48, hvor det katolske Frankrig indgik en uhellig alliance med det protestantiske Sverige.

Reelt opgav Frankrig først sit forsøg på at dominere hele området vest for Rhinen i 1955, da Paris modstræbende måtte anerkende, at befolkningen i Saarland stemte sig ind i Forbundsrepublikken Tyskland.

Ser man bort fra tysktalende Østrig og Schweiz, kan man i dag for første gang tale om ét samlet Tyskland. Om det betyder, at Tyskland er blevet et normalt europæisk land, der forfølger sine nationale interesser, diskuteres intenst i landet – og mere diskret i nabolandene.

Sikkert er det, at Tyskland efter finanskrisen i 2008 og de sydeuropæiske landes stagnation har indtaget sin naturlige dominerende plads i Europa – som det også var tilfældet mellem 1870 og 1914, hvor landet blot overspillede sine kort ved at udfordre det britiske verdensherredømme samtidig med Frankrig og Rusland.

Men nu er det et demokratisk Tyskland, som har lært af sin historie og ikke ønsker at dominere sine naboer, selvom det især i Sydeuropa ofte fremstilles sådan. Vigtigt er, at Tyskland er organiseret som en forbundsstat med stor respekt for regionale forskelle, også sproglige, hvad man kan mærke på de tydelige dialektale forskelle. Tyskland er derfor ikke kun det store og forenede land mod syd, som det traditionelt er blevet opfattet i dansk debat, men snarere de tyske lande i flertal, hvor især ”fristaten” Bayern hæger om sin selvstændighed.

De tyske nederlag til Frankrig under Napoleonskrigene førte til en ny tysk nationalfølelse i 1800-tallet. Samlingen på demokratiske præmisser i 1848-1849 mislykkedes i første omgang, men fuldbyrdedes under den preussiske statsmand Otto von Bismarck (1815-1898) i 1860’erne med det resultat, at potentialet for konflikt med de øvrige stater voksede. I 1870 kom det til krig, der kostede Frankrig dyrt, selvom den var erklæret af den franske kejser Napoléon den Tredje (1808-1873). Den eminente politiker Bismarck havde forberedt krigen godt og benyttede den til at samle de tyske stater under Preussens ledelse efter den franske hærs nederlag ved Sedan den 1. september 1870. Hvad 1864 betød for dansk selvfølelse, medførte 1870 for franskmændene, og den nationale nedtur fortsatte med Første Verdenskrig. Her var Frankrig ganske vist på den vindende side, men først efter at have lidt umådelige tab, der markerede begyndelsen til enden på Frankrigs stormagtsposition.

Nederlaget i 1870 havde fået Frankrig til at tvivle på sig selv og beundre den tyske model. Den franske nation hviler på en universel nationalfølelse skabt af abstrakte værdier som menneskerettigheder og politiske idealer. Samtidig udviklede Frankrig en stærkt centraliseret statsmagt og et hierarkisk opbygget samfund, mens den tyske samfundsmodel, især efter 1945, er decentraliseret og præget af samarbejde og kompromisdannelse. Det centralistiske Frankrig har i dag modificeret sit styre ved i 1982 at oprette 22 regioner, nu reduceret til 13, men har ikke brudt afgørende med traditionen fra enevælden og revolutionen, der samler al magt i Paris. Desuden er Frankrig grundlæggende et katolsk land, trods den officielle adskillelse mellem stat og kirke, der kaldes laicisme af laicité, verdslighed. Frankrig føler sig derfor nærmere det katolske Sydtyskland end det protestantiske Tyskland i nord og øst. Denne indstilling er ikke blevet mindre med flytningen af den tyske hovedstad fra det katolske Bonn til Berlin i det protestantiske Østtyskland, selvom Preussen ikke er genopstået.

Den franske skepsis over for protestanterne går helt tilbage til Frankrigs egen religionsstrid mellem protestanter og katolikker. Da Louis XIV i 1685 ophævede Nantes-ediktet – der havde garanteret protestanter i landet trosfrihed – flygtede de franske huguenotter og fik eksil i protestantiske lande, især Preussen. Blandt de franske protestanter var mange talentfulde handelsfolk og håndværkere, som gav et løft til den tyske økonomi i 1700-tallet, mens de manglede i Frankrig. Med det resultat at franskmændene lige siden har frygtet den tyske konkurrenceevne.

Det tyske kejserrige blev besejret i 1918, og Frankrig besatte områderne vest for Rhinen og indlemmede Alsace og Lorraine. En tid besatte Frankrig ligefrem Ruhrdistriktet, men måtte opgive. I stedet byggede de den stærkt befæstede Maginot-linje i 1930’erne. Den omgik de tyske hære under Hitler i 1940 ved en smart manøvre gennem de belgiske Ardenner-bjerge og besejrede Frankrig totalt. Landet blev delt i to zoner og var så svækket, at selv Charles de Gaulle ikke formåede at genrejse det til fordums styrke, selvom Frankrig formelt blev en af sejrherrerne i Anden Verdenskrig. Tyskland blev til gengæld genrejst, først som en vestlig forbundsrepublik, siden som genforenet Tyskland. Men Rhinen er stadig den vigtigste kulturgrænse i Europa, nu blot forenende i stedet for adskillende som i nationalstaternes glansperiode.

Emnet behandles mere udførligt i Uffe Østergaards bog ”Hvorhen Europa?”, der udkommer på Djøf Forlag den 16. august 2018.